0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Rejsende i sanselighed

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Lyden af Irak? Moskégårdens springvand, 'Tusind og én nat's lagner og klirrende porcelæn. Eller Bagdads kakofoniske orkester blikhandlerens nøgler, slagterøksens smæld mod huggeblokken. Hertil bilerne. Gederne. Popmusikken. Dominobrikkerne. Vandpibernes astmatiske hvæsen. De hujende børn. Mændenes forhandlinger, kvindernes dæmpede latter. Imamen i sin rustne megafon. Cirkusakrobaten. Fluedræbermaskinen. Tevandet. Frisørsaksen. Rutebilerne. Det sorte guld. Den talende kamel. Koranskolens mumlekor. Eufrat og Tigris. Hospitalernes skingre ekko. De knuste vækkeure. Lufttryksboret. Tandlægens klaprende gebis. Den skæggede dame. Den Persiske Golf. Vinden i palmetoppene. Fugleskrigene og de faldende sten. Neonrørene og nymånen. Ørkenens øredøvende stilhed.

Der må være et Irak neden under Irak. Under Saddams sorte terrorregime, under traumerne, armoden og det stinkende forfald. Et gammelt og fornemt Irak et højhimlet og åbent Irak med stjerneklare nætter, rastløshed og en skov af svimle hænder. Et Abu Nuwas-Irak, måske. Mon ikke den finurlige gavtyvedigter spøger derude i oaserne endnu mon ikke man kan følge hans slingrende fodspor den lange vej fra Mosul i nord til Basra i syd? »Jeg drikker min glædes vin/ blandt ødsle venner«, rapporterede han anno 811 til kaliffen i Bagdad, mens han slubrede arrak af et skåret tandkrus og rutineret lod blikket kærtegne vandpibedrengens skamløse røv. Der måmå findes et Irak neden under ulykkerne og de kemiske våben; et tænkende og sanseligt Irak, et stolt og nysgerrigt Irak fuld af drømmere og nænsomme elskende.


Hermed er vi fremme ved sagens kerne: dét lille stykke Irak, som dansk poesi i disse år har til låns fra den herboende forfatter Muniam Alfaker. Den lige straks 50-årige iraker flygtede i begyndelsen af 1980'erne fra sit hjemlands censur og utålelige levevilkår, og efter en tid i Marokko, Libanon og Syrien kom han i 1986 til Danmark, hvor han i dag lever med sin familie.

Blot to år efter sin ankomst debuterede Alfaker på dansk med bogen 'Sky på flugt', og allerede her var forfatterskabets grundtone og væsentlige tematikker slået an: »På vej til gården/ siler min barndom/ ned ad mig.// Jorden suger den op«. Siden er udkommet endnu fire digtsamlinger alle i smuk kvadratisk indpakning med den arabiske original vis-a-vis Salim Abdalis danske oversættelse. Hertil kommer den sufi-inspirerede 'Visionernes bog' samt teaterstykket 'Barndommens kupé' skrevet i samarbejde med digteren Marianne Larsen.


Tonen i Muniam Alfakers poesi er på én gang fortrolig og fremmedartet, verdens grundstoffer iagttaget med melankolikerens blik og filurens øre for det mindstes egen musik. I de ofte ultrakorte digte pendulerer Alfaker ubesværet mellem detalje og helhed fra glimtvise barndomserindringer til systemkritik, fra elementære hverdagserfaringer til tilværelsens store paradokser: kønnet, kærligheden, døden.

Der er noget umiddelbart tilgængeligt ved disse knivskarpe aforismer, men også noget fjernt og eksotisk en stilfærdig patos og en musisk elegance, som nok har rødder i det orientalske, men folder sig forbavsende hjemmevant ud i et nordisk lys. Alfaker er en humanistisk lyriker af den gamle skole, men først og fremmest en rejsende i sanselighed, en selvlært ekspert i eksiler og filosofisk tristesse. »Irak/ er/ mit/ værelse/ verden/ mit/ hus«, skriver han et sted: Det kosmopolitiske er Alfakers skæbne og foretrukne element med lige dele nysgerrighed og undren opfører han sin klode, hvor han er.

»Dansk poesi har brug for dette indspark fra sidelinjen«, konstaterede Per Højholt engang om Alfakers digtning et synspunkt, man kun kan dele. Hans enkle visdom og basale sprogtone udgør således en velgørende pluspol til samtidens litterære autoerotik hans skrift er næsten barnagtigt barnagtigt poetisk, et rummeligt ilttelt om alverdens forknytte litterater.

Og så har jeg slet ikke nævnt Alfakers oplæsninger: Jeg sværger, jeg har set voksne mænd grædegræde, mens digteren foredrog på malmfuldt arabisk en organisk dans mellem næsesvælg og tungerod, de åbne a'er, de dybe, sonore stød. Her taler vi om øjeblikke af sjælden lykke. Lyden af Irak, måske?

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce