Lyden af Irak? Moskégårdens springvand, 'Tusind og én nat's lagner og klirrende porcelæn. Eller Bagdads kakofoniske orkester blikhandlerens nøgler, slagterøksens smæld mod huggeblokken. Hertil bilerne. Gederne. Popmusikken. Dominobrikkerne. Vandpibernes astmatiske hvæsen. De hujende børn. Mændenes forhandlinger, kvindernes dæmpede latter. Imamen i sin rustne megafon. Cirkusakrobaten. Fluedræbermaskinen. Tevandet. Frisørsaksen. Rutebilerne. Det sorte guld. Den talende kamel. Koranskolens mumlekor. Eufrat og Tigris. Hospitalernes skingre ekko. De knuste vækkeure. Lufttryksboret. Tandlægens klaprende gebis. Den skæggede dame. Den Persiske Golf. Vinden i palmetoppene. Fugleskrigene og de faldende sten. Neonrørene og nymånen. Ørkenens øredøvende stilhed. Der må være et Irak neden under Irak. Under Saddams sorte terrorregime, under traumerne, armoden og det stinkende forfald. Et gammelt og fornemt Irak et højhimlet og åbent Irak med stjerneklare nætter, rastløshed og en skov af svimle hænder. Et Abu Nuwas-Irak, måske. Mon ikke den finurlige gavtyvedigter spøger derude i oaserne endnu mon ikke man kan følge hans slingrende fodspor den lange vej fra Mosul i nord til Basra i syd? »Jeg drikker min glædes vin/ blandt ødsle venner«, rapporterede han anno 811 til kaliffen i Bagdad, mens han slubrede arrak af et skåret tandkrus og rutineret lod blikket kærtegne vandpibedrengens skamløse røv. Der må måmå findes et Irak neden under ulykkerne og de kemiske våben; et tænkende og sanseligt Irak, et stolt og nysgerrigt Irak fuld af drømmere og nænsomme elskende.