Åbenbaring følger, men her kommer først en bekendelse: »I praksis kan jeg kun få noget ud af min læsning, hvis jeg tager den alvorligt. Hvis jeg betragter enhver bog som et pensum«. Ordene skyldes teater- og litteraturkritikeren Jens Kistrup, der i en alder af 77 og efter mere end 50 års virke for det Berlingske Officins aviser døde onsdag i denne uge. Men vel at mærke ikke før han havde været på Weekendavisens redaktion og aflevere sin sidste teateranmeldelse, så også dén kunne medvirke til at sætte et næsten testamentarisk Kistruppræg på bladet to dage efter hans død: Foruden Henrik Wivels nekrolog, Klaus Rifbjergs forsidemindeord og Kistrups egen store teateranmeldelse rummer bladet tre af hans boganmeldelser samt den ovenfor citerede bagsidekommentar, hvori han bekender sig som pligtlæser. Men dermed også lyst-ditto, for pligten var hans lyst i livet: Rent ud sagt, forklarer bladets kulturredaktør i sin nekrolog, så »hadede Kistrup ferier. For der skulle han pålægge sig selv ikke at skrive. Det blev til en uge i juli - årets værste - hvor Kistrup besøgte sin søster i sommerhuset i Nymindegab og sad og trommede i bordet, indtil den lykkelige dag oprandt, hvor han skulle tilbage. På arbejde«. Hvem véd - måske har hans skriftproduktive pligt- og lystfølelse været beslægtet med følgende: Kun en Viggo Madsen, tak »Jeg har blyanter i nakken. De er meget / spidse, og de stikker. Jeg er meget ømfindtlig over min / nakke«. De besynderlige linjer er egentlig ikke nogen bekendelse, men derimod begyndelsen af en åbenbaring. De står i den nu 60-årige lyriker Viggo Madsens digt-spækkede debutroman fra 1970, 'Brandmand på to hjul', men citeres på bagsiden af det udvalg af digte, der udkom på fødselsdagen. Blyanterne i nakken vil »begynde at skrive deres ildskrift på himlen, som er grå og skyet ... Jeg vil huske ganske nøje, hvad der bliver skrevet, og notere det ned ... Denne skrift skal kaldes Viggo Madsens Åbenbaring«. Som derefter afsatte sin ildskrift på alternative forlag og apokryfe tidsskrifters sider som »den mest åbenlyse hemmelighed i dansk poesi«. Men ikke desto mindre »et forfatterskab, der forener alvor og spøg på ømmeste vis«, ifølge Kamilla Löfström Kristensen i Ekstra Bladets telegramkorte anmeldelse og højlydte »hurra for digteren, desperadoen og klovnen Viggo Madsen«. I Information ligger Erik Skyum-Nielsens karakteristik direkte i forlængelse heraf: »Grinebider og paradoksmager Viggo Madsen er hermed behørigt dokumenteret og indtegnet på litteraturens landkort. Hans format er indiskutabelt, men hams fjummeri samtidig så massivt, at vi vist bør glæde os over kun at have en enkelt af slagsen«. Tanken om nogle Madsen-kloner falder vist kritikeren ind i anledning af disse digterlinjer: »Behag at være skabt / i GUDs billede // Nyd bevidstheden om / at være skabt på samme måde / som VIGGO MADSEN«. For efter at have citeret dem, må Skyum atter tilføje: »Vi bør vist nok være glade for at ikke mange digtere skaber, som Viggo Madsen skriver. Andre ville næppe som han kunne tøjle den trang, han vitterlig har, til det rene vås«. Mon Madsen faktisk har tøjlet trangen tilstrækkeligt, når Kamilla Löfström Kristensen helt på linje med Skyum indfletter følgende iagttagelse i sin korte Ekstra Blads-anmeldelse: »Med til Madsens gakkede omgang med sproget hører også en vis fare for ordspilsramte tekster, der kræver ekstra omsorg«. Morgenvækning For udvælgelsen af de apokalyptiske digte står Hovedlands forlægger, Steen Piper, sammen med Weekendavisens Lars Bukdahl, der også har skrevet et efterord i bogen. Og som da vist kandiderer til Weekendavisens flidspræmie, for hans tilstedeværelse i det norskejede ugeblads spalter kan næsten måle sig med Kistrups: Tre af artiklerne i Weekendavisens bogsektion i går skyldtes Bukdahl, heriblandt en slags efterslæt af redaktionsarbejdet med Madsens bog. I et udvalg kan alle digte jo ikke være med, selv om alene titlerne er det værd, noterer han: »Som en slags afbigt er her en slags ukomplet hitliste over umiskendeligt viggoske, ikke-udvalgte digttitler: Dagen er endeløs men du er dagens mor, Aldrig så følsom flyder ud, Uundgåelig vender hjem, Forgæves med tilbagevirkende kraft (...)«, etc. Hertil kommer så anmeldelsen af samlingen, som Lars Bukdahl dog anstændigvis ikke selv kan besørge, og som avisen så har overladt til Ulrik Høy. Der er lige så begejstret som Löfström og Skyum, men også har sine få forbehold: Madsen kan falde for en »fristelse til minimalisme og løs - pointeløs - snak. Alt i alt dog et intensivt udvalg, Viggo Madsen lyst i boblende kuld og køn«, skriver Høy og anbefaler Madsens digte som morgenvækning. Hvad han mener med dét, får man vist en idé om af følgende kortfattede digt, som jeg har fundet sidst i udvalget under den omfangsrige titel 'Hvad er længsel? Spurgte den lille grønne mand fra Mars': »At vågne med maden er at vokse med opgaven, / bare på det nydende plan: Stegte duer er allerede / fløjet ind og har taget bolig i din undrende krop, / o, salige! Det er nu, du skal baske med vingerne«.