For alle os 'gamle' Tolkien-læsere - at dømme efter bogsalget i kølvandet på filmene, er vi hastigt ved at blive en minoritet i 'Ringenes Herre's samlede læserskare - var nyheden om den stort anlagte filmatisering oprindelig en kilde til både forventningsfuld glæde og alvorlig bekymring. Spændende var det. Men ville der ikke også blive tale om en massiv krænkelse af det univers, man bor i, når man har holdt af at opholde sig 'inde i' 'Ringenes Herre'? Groft sagt har instruktøren Peter Jackson nu for anden gang ikke bare indfriet forventningerne, men også gjort bekymringen til skamme. Selvfølgelig er der detaljer, der skuffer, og dimensioner, filmene ikke har med. Men grundlæggende er det lykkedes. Filmen er 'på niveau', ja, faktisk og ikke mindst her i anden del er der måske endda flere punkter, hvor den forstærker bogens pointer, end tilfælde, hvor den svigter eller undlader at gøre forsøget. Mere om det nedenfor. Nye prøvelser Til gengæld skaber filmenes gigantiske succes nye, potentielle irritationsmomenter for os gamle læsere i forbindelse med hele omtalen, modtagelsen og anmelderiet af filmen. Dels, og mest overfladisk, skal vi døje med masser af skriverier, der afslører, at de pågældende ikke har læst bøgerne eller i hvert fald ikke kan huske dem, hvis de har. Og det er ikke særlig heldigt, når filmatiseringen både er tænkt og udført så loyalt, som tilfældet er. Værre er det, at fænomenet nu er så stort, at det begynder at kalde ikke bare filmfortolkerne, men også tidsåndsbesnakkerne frem. Man skal nu holde sig i ro, mens det hævdes, at troldmanden Saruman ligner Osama bin Laden, og opgøret med det onde dermed er et billede på tidens terroristiske udfordring. Vrøvl og vås: Bin Laden kommer ikke i nærheden af Sarumans format. De har kun skægget (og det ligner heller ikke) til fælles. Da trilogien gik sin sejrsgang i 60'erne og 70'erne, blev den også udlagt som en allegori på både Anden Verdenskrig og den kolde krig. Hvordan den samtidig kunne blive kultbog for hippier og andre 68'ere, for hvem ingen af disse konflikter for alvor havde moralsk betydning, er så et mysterium. Tolkien himself tog totalt afstand fra enhver form for allegorisk læsning, og en sidebemærkning fra ham viser, at han ikke engang var den store beundrer af Anden Verdenskrigs sejrherrer. Det er også blevet en kliché, at Tolkien er en del af en ridder-, middelalder- og ædel skjoldmø-bølge. Sikke noget sludder. Der er så godt som ingen riddere i 'Ringenes Herre' (intet i bogen, en anelse billedkitsch i filmen), ingen middelalderlige æresbegreber, ingen feudalisme og først og fremmest ingen kristendom. Heller ikke det i andre sammenhænge så populære kong Arthur og Lancelot-halløj har Tolkien brugt noget som helst af. Rigtigt er det, at Tolkien er blevet efterfulgt af en hel fantasygenre (med store mængder bras og meget få perler), der har brugt og misbrugt hans figurer, der dermed er blevet rodet sammen med alt mulig andet. Men charmen ved Tolkien er faktisk, at han formåede at skabe et selvstændigt univers, der selvfølgelig øser af mytologiske kilder, men dels i forbløffende grad er sit eget, dels har rødder, der er alt andet end feudale. Det gode og det onde Særlig plagsom er tesen om, at Tolkiens univers rummer en kamp mellem det onde og det gode, der er i familie med den, vor genfødte kristne, amerikanske præsident, George W. Bush, mistænkes for at ville føre USA ud i. At fjenden findes i 'Ringenes Herre' er sandt nok, og rigtigt er det også, at hele plottet drejer sig om at redde verden fra det onde. Alligevel giver det ikke nogen som helst mening at overføre de ideologiske modsætninger i vores verden på det, der foregår blandt elver, dværge, hobbitter, Midgårdsmennesker, orker og enter i Tolkiens fortælling. Hvis Tolkien har en politisk holdning, så er han traditionalist, men af den hyggelige, lokale, apolitiske og moderate slags. Det helt afgørende er imidlertid, at han bevidst har skabt sin verden som et andet univers - en komplet eskapisme. Det onde i hans verden er en udefra kommende, absolut ødelæggende, personificeret kraft - ikke som i vores verden et sæt alternative værdier eller en form for godhed, der er gået amok. Af samme grund fristes almindelige mennesker stort ikke set ikke af det onde i Tolkiens univers. Det er de mægtige, dem der stræber efter magt, der fristes og i mange tilfælde falder. Ringen er ren magt og dermed i Tolkiens logik ren, fristende ondskab. Tolkiens svagheder Som skaber i normal skønlitterær forstand har Tolkien masser af svagheder: Hans evne til at tegne figurer er begrænset, hans naturbeskrivelser gentager sig selv, hans fortællegreb er på mange måder stereotype. En del svagheder kan dog 'undskyldes' med, at han i sagens natur ikke kan præstere realisme. Hvad han med rette roses for, er den konsekvens og alvor, med hvilken han har givet sit Midgårdsunivers dybde. Hvad filmen nu viser os er, at hans plot ikke bare er broget og farverigt - der er også en betydelig styrke i fortællingens logik, en logik, som Peter Jackson flere steder får klarere frem, end den gamle professor selv formåede. Det ses på flere måder tydeligere i 'De to tårne' end i åbningsfilmen: Opgaven er sværere at løse, fordi handlingen på mange måder er en masse små og store mellemregninger på vej mod fortællingens store klimaks i 'Kongen kommer tilbage'. De personer, vi har lært at kende, er spredt, og krigen mellem Sarumans Isengard og Rohan er reelt et sideshow i krigen om ringen. Grundlæggende er filmen loyal over for bogen, men med små, afgørende greb formår Jackson at gøre Rohankrigen mere vedkommende for os, end den er det hos Tolkien. Det sker på to måder: For det første er hovedpersonerne gjort mere vedkommende og nuancerede: Det gælder kong Théoden og hans niece Eowyn, men i høj grad også Grima Slangetunge, der i bogen ikke fylder meget: I filmen er han tydeligt inspireret af den Richard III-figur i stykkets åbningsscene - forførelsen af Lady Anne - som Lawrence Olivier skabte i sin Shakespeare-filmatisering. Det giver samtidig Eowyns skæbne som isoleret og hårdt presset kvinde ved et lille primitivt hof større dybde. Endnu vigtigere er det nok, at Rohan i filmen ikke kun er en konge og nogle krigere; det er et land med almindelige indbyggere, der er truet af undergang. Det gør hele krigen og det storslåede slag i Helms kløft langt mere vedkommende - eller vedkommende på en mere 'moderne' måde end i bogen. Elverne er generelt et af filmens svage punkter; disse perfekte skikkelser er latent kønsløse og bliver det i endnu højere grad på lærredet. Især Elrond fylder slet ikke fysisk sin rolle ud. Det stod klart i første del med et decideret kikset Lorien som måske svageste punkt. Men 'De to tårne' reparerer faktisk på skaderne. Det skæbnedrama, der ligger i kærligheden mellem den udødelige elverkvinde Arwen og den dødelige Aragorn, er i bogen lidt af et vedhæng: I filmen bliver det brugt offensivt, samtidig med at det gør Eowyns forelskelse i Aragorn lidt mindre ufarlig og uspændende ... Aragorn kommer dermed en anelse ned på jorden, men der befinder den til rollen stadig lidt for ungdommelige Viggo Mortensen sig også bedst, så det er godt nok. At filmen er visuelt forrygende og slagscenerne aldeles storslåede, behøver jeg vist ikke at nævne. Man er lige ved at tro, at slaget på Pelennorsletten, som venter i tredje del, også bliver en fuldt troværdig genskabelse. Helms kløft er i hvert fald lykkedes til overmål. Filmens mest imponerende løsning på en ekstremt vanskelig udfordring er imidlertid Gollum. Ikke bare fungerer figuren 'naturalistisk' - dens skizofreni, dens evne til både at frastøde og vække medynk, dens ondskab og 'menneskelighed' (her skulle vel stå 'hobbitskhed') er perfekt ramt. Samtidig forstærkes filmens måske største tydeliggørelse af Tolkiens idé - hvor skadevoldende ringen på alle planer er - fornemt af det lidelsesfællesskab mellem Frodo og Gollum, den sætter i scene (med Sam overbevisende indplaceret i et nu eksplicit trekantsdrama). Og temaet om menneskenes fristelse af det onde fastholdes fint med en mindre glansbilledagtig Faramir end i bogen. Hvordan skulle han dog også kunne indse ringens farlighed, før han så at sige får den og det at se? Det problem løser Jackson elegant midt i Osgiliaths ruiner. Er der slet ingen svagheder? Joh, enterne. Eller for at være fair: De levende træer er ikke nogen katastrofe, og Træskægs ansigt på nært hold går ligefrem an. Men perfekte er de altså ikke. De mangler tyngde, værdighed og især langsommelighed. Det sidste er nu også svært i en film, der når utrolig meget på, hvad der trods alt er begrænset tid. Men det er en trøst, at enternes ødelæggelse af Isengard fungerer, selv om de ellers ikke helt er, hvad man drømte om. Ved anden dels udgang har vi i forhold til romanen både monsteret Shelob og Gandalfs endelige opgør med Saruman til gode. Til gengæld er dramaet om Rohan blevet sat i scene på en måde, bogen ikke gjorde bedre - tværtimod. Jeg kan næsten ikke vente til - næste - jul.