0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Glemmer vi ...

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Vanetænkning er noget farligt stads, og jeg er næppe ene om at måtte gribe i egen barm i disse uger.

Ikke nok med, at vi for en måneds tid siden fik den danske udgave af 'Kommunismens sorte bog', hvis dokumentation af stalinismens velkendte forbrydelser er rystende. Omfanget af forbrydelserne, altså: et sted mellem 20 og 60 millioner dødsofre alene i Sovjetunionen fra 1917 til 1953. Og ikke mindst det bevidst kriminelle forsæt: Lenins resolutte kalkulation med folkemordet som 'renselsesproces'!

Men ikke dét, at der foregik forbrydelser. Dét fik vi tudet ørerne kun alt for fulde af i min barn- og ungdoms koldkrigspropaganda. Faktisk virkede dét i sin massive stupiditet - fra McCarthy til den konservative strækmarch-opruster Ole Bjørn Kraft - snarere som en slags vaccination: Man blev immun over for de værste angreb af antikommunismens baciller.

Nå, men i denne uge føjer så det virkelig imponerende værk 'Gulag og glemsel' endnu en hjemmeopgave til min besværlige erkendelsesproces:

Vi skal åbenbart også vænne os til et mere nuanceret billede af professor Bent Jensen, end dét han selv hidtil har fremstillet i den løbende debat.

»Fordi man skyr kommunismen og dens rædselsgerninger, og fordi nazisterne havde samme syn på deres ideologiske arvefjende, er man vel ikke nazist«, lyder nemlig Jensens egen uangribelige logik, her i referat ved Politikens anmelder Adam Holm. Betyder Jensens egen påvisning af syllogismernes absurditet, at han så også indser, at selv om man vil være venstreorienteret endnu i 2002, er man ikke automatisk medansvarlig for folkemordene i 1922 eller 32?

Hatten af, men ...
Nå, selv om miraklernes tid måske ikke er forbi, er den måske heller ikke inde endnu? For ganske vist rummer bogen en »gigantisk ophobning af facts - i sig selv en betydelig bedrift; hatten af«, noterer Informations Georg Metz, men er heller ikke i tvivl om dens »åbenbare hensigt: totalopgør med datiden - og for den sags skyld nutidens - venstrefløj«.

Han er - trods respekten - grundigt irriteret over Jensens tone: »Ikke et øjeblik får læseren lov til ud fra de mere end rystende enkeltheder at dømme selv. Ens stakkels tryne tværes rundt i forargelsens og vredens pøl«, og dét er bare for meget for Metz. »Hverken undren eller vrede (er) forklaring på et fænomen i fortiden, og dén, forklaringen - indlevelsen eller blot forsøget herpå - skylder Jensen fortsat sin læser«.

»Undertiden er Jensen polemisk«, indrømmer Kim Salomon, Lund-professor i international historie, som Jensens 'egen' avis, Jyllands-Posten har indkaldt som gæsteanmelder. Han konstaterer, at »vi fortsat har svært ved at tage den sovjetiske tragedie alvorligt« og fortsætter: »Ifølge Jensen er forklaringen, at Sovjetunionen ikke tilhører vor kulturarv. Det har f.eks. ikke været muligt at indlemme GULAG i den vestlige verdens populærkultur, sådan som det er sket med Holocaust«.

En anden »forklaring er sandsynligvis, at man havde svært ved at forstå tragediens beskaffenhed. Tjenestemændene i det britiske udenrigsministerium troede ikke, at en regering bevidst kunne tage livet af millioner af sine egne borgere. Scenariet fandtes ikke i deres forestillingsverden«, anfører Salomon og anbefaler Jensen som pligtlæsning for »gamle kommunister« samt »60'ernes og 70'ernes revolutionære«; og som lystlæsning for alle som med historiens hjælp vil »undgå at blive forført af forrykte utopier«.

Utopister er vi måske flere af, end vores vanetænkning siger os. Anne Knudsen udpeger i hvert fald i sin anmeldelse af »en skræmmende, storartet bog« i Weekendavisen »det vigtigste analytiske lag i bogen« med følgende konklusion: »den socialisme, der foldede sig ud i Sovjetunionen, lå i smuk forlængelse af meget udbredte modernitetsidealer. Modernister af næsten enhver politisk observans var i hele det 20. århundrede fascineret af orden, klarhed, renhed og kontrol«.

Polemiker med ret
Omtågede »illusioner om et lykkeligt samfund, hvor menneskerettigheder var underordnet højtflyvende utopiske planer om et retfærdighedssamfund« florerer vist også stadig, hvis man skal tro Berlingske Tidendes anmelder Bent Blüdnikow. »Der er sket et erkendelsesskred«, forkynder han ganske vist, og ikke mindst i kraft af Jensens ihærdige indsats, også med dette »storværk«, der ligger »på internationalt niveau«.

Men Blüdnikow påpeger også »et erkendelsesmæssigt efterslæb« i f.eks. historieundervisningen om Sovjet, såvel som i debatmiljøet generelt. Ifølge Blüdnikow ikke mindst på grund af Politiken:

»Avisen pantsatte til en vis grad sit frisind« hos »de venstreorienterede og kulturradikale medarbejdere, der ikke ønskede for meget af sandheden, og man søgte konsekvent at latterliggøre politiske modstandere med giftige dryp«, skriver Blüdnikow, med et citat af Jensen, der for nylig i et interview i Weekendavisen selv har forklaret sin position som outsider sådan.

Det er derfor kun retfærdigt, at Adam Holm i sin store og meget anerkendende anmeldelse af 'Gulag og glemsel' her i Politiken i går præciserede: Jensen er »hverken ligskænder eller ådselgrib«: »Bent Jensen er moralist, han er politisk borgerlig, han er erklæret antikommunist, og han er polemiker. Det sørgelige er bare, at han har så pokkers ret. Og endnu mere sørgeligt, at det har taget så lang tid for ham at få ret«.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce