Man kan roligt sige, at den svenske journalist og forfatter i virkeligheden har flere fjender end sin mest berømte helt, superagenten Grev Carl Hamilton alias Coq Rouge, som på listen over modstandere både havde KGB og Mafiaen. I hvert fald i sit hjemland, Sverige, hvor Jan Guillou, født i 1944, i hele sin karriere fra dengang i de politiske 1970'ere og til nu har virket provokerende som en rød klud i næsen på den svenske tyr. Dengang var det hans venstreorienterede ståsted, han aldrig skjulte hverken på skrift, i tale eller på tv. Siden har fjendskabet fået accent af misundelse og forargelse. At tænke sig, en erklæret socialist er blevet millionær på et tibindsværk om Sveriges svar på James Bond, den kuldslåede dræbermaskine, adels-manden Hamilton. At tænke sig, at siden har Guillou skildret den svenske middelalder i tre historiske romaner med ridder Arn i spidsen, som et gadekryds med flere fædre og mødre. En sensationel skildring af fødslen af det nationale Sverige i 1200-tallet, hvor moderkagen ifølge Guillou består af andre kræfter end de nordiske. Sådan set et provokerende opgør med 1800-tallets romantiske selvforståelse om, at vi her oppe i Norden er noget ganske særligt og enestående. At Sverige og dermed Skandinavien er skabt af en kulturel invasion fra den semitiske verden, den jødiske og den islamiske religion og fra de mest progressive kræfter inden for den katolske kirke og blandt korsriddere og munkeordner. Og nu provokerer han igen, denne selvsikre svensker med det franske efternavn. Nemlig i sin nye bog, 'Heksenes forsvarere', om 1600-tallets fanatiske hekseprocesser i Sverige, en fortidig religiøspsykisk epidemi, som han sammenligner med vore dages sager om djævelske pædofilisekter og fortrængte incesterindringer. Den purtitanske præst er blevet afløst af den moderne psykolog, overtro fortsætter under navnet terapi. Steffen Heiberg skrev i sin positive anmeldelse af bogen her i avisen, at Guillou må siges at være »en slags bannerfører i kampen for rationalitet og oplysning mod det mørke og den okkultisme, der stadig truer os«. Rigtigt set - med og uden skæg og blå briller, panser og plader, så er Jan Guillou meget af en rationalist. Ondskab Men er der overhovedet en sammenhæng i forfatterskabet? Er der en rød tråd fra politiske thrillers med en mut machomand i hovedrollen til detaljerede historiske skildringer af fordomme og overtro i Nordens tidlige middelalder? Er Guillou mere og andet end en smart journalist, der som skribent skifter tematisk jakketøj med sans for tidens trends og udelukkende med øje for provokation, penge og prestige? Det er der. I den grad. Guillous forfatterskab er mere og meget andet end ren underholdning til tiden, nemlig et både kompliceret, ambitiøst og engageret forfatterskab. For det første kan man sige med titlen på Guillous debutroman 'Ondskaben' fra 1981, at det netop er, hvad det drejer sig om i romanerne: Ondskab. Men ikke på den ufede måde, ikke som en metafysisk kraft udenfor til evig tid og i mennesket fra fødsel til død, ikke placeret som en Satan på en global slagmark over for Gud. Guillou er ikke manikæer, det vil sige, sætter ikke det gode og det onde op i sort-hvide kræfter. Hvis man vil se Guillou som skabsmarxist, kan man undstrege, at hans ondskab opstår i kollektive og historiske sammenhænge. Som massepsykose der har rod i virkeligheden og er i dialektik med denne. Carl Hamilton begynder i sin første roman, 'Coq Rouge' fra 1986, som en professionel kriger men med en egenrådig integritet og etik. Seks bind senere, i 'Ingen mands land' 1992, beordrer Hamilton massemord på fanger. Og kan dræbe uden at kny både kvinder og fjender. Hamilton er blevet til en robot, netop den dræbermaskine, som systemet forventer af ham. Ganske vist kan han slappe af med de kollegiale venner, Åke Stålhandske og Luigi Svenson og andre. Men over for normal kærlighed er han mærket af kulde og kynisme. På den måde kan man sige, at Hamilton er den intelligente læsers James Bond, lagt til rette i en misantropisk kummefryser. En hemmelig agent, hvis licens til at dræbe har ødelagt hans evne til at græde. Magt og paranoia For det andet kan man sige, at Guillous tematik kan sættes op i to størrelser. Nemlig magtens frimureri over for den offentlige paranoia. Det første kan udvikle sig til et fascistisk broderskab, Hamiltons kreds, men også til et intellektuelt og stærkt sammenhold, det tempelridderfælleskab som opdrager Arn i 1100-tallets Europa. Dertil kommer spontane venskaber opstået på arbejde og sammenhold. Men magt korrumperer. Sådan som det er tilfældet for Hamiltons arbejdsgivere, det svenske efterretningsvæsen. Typisk for historierne om Arn er, at denne destruktive magtbrynde endnu ikke har ramt tempelherrerne i begyndelsen af 1200-tallet, men historisk ved vi, at det skete. De smukke ridderidealer blev til big business, til et økonomisk netværk, som truede den herskende magt, kongemagten. Over for disse elitære interessegrupper står den diffuse paranoia, som blusser op i en offentlighed på tågede værdier eller på jagt efter en mere simpel verdensorden end den differentierede og komplicerede, de er stedt i. Den kan føre til en dødsensfarlig nostalgi. Hamiltons officielle bagmænd drømmer om stormagten Sverige som på Karl 12.s tid i 1700-tallet og mødes i den kolde krig af en paranoia, som er passende til disse drømme. At den svenske skærgård er fuld af sovjetiske ubåde. At det myldrer med fremmede agenter i hverdagens Sverige. Og at det parnoide mål helliger midlet, det at rense Sverige for alt andet end svensk. Det være sig 1600-tallets hekse eller andre ideologiske spøgelser, som går igen i det svenske folkehjem. Og dermed træder så det tredje aspekt ved Guillous forfatterskab frem, især provokerende artikuleret i romanerne om Arn: Hvad taler vi om, når vi taler om Sverige? Eliten Ja, Guillou påstår, at det moderne Sverige blev skabt af en elite, men at denne elite langtfra var ensartet og ligesindet, i hvert fald ikke runden af samme jord og kultur. Det er ridder Arn og alle hans kloge og gode venner fra Mellemøsten, som ankommer til Sverige med en slags middelalderens moderne gennembrud. At det er en elite, der skabte nationen, gør ikke noget, så længe elitens broderskab er tolerant begrundet af humanistiske og fornuftige værdier. Eliten bliver først farlig, når den smittes af homogeniseret racisme og nationalisme, når den legitimerer sig selv i 'Blut und Boden', fødsel og herkomst. Guillou begyndte sine romaner om Arn som en protest mod globale antiislamiske fordomme i almindelighed og den voksende nynazisme i Sverige i særdeleshed. Hans overordnede budskab er, at Skandinavien er opstået som en blandingskultur med frugtbar multietnisk tilgang. Slet ikke på romantikkens vikingeånd med en særegen geografi, der bebos af raske svende og skønne møer - for Guillou sat yderligere på spidsen af, at vi kun her i Norden er åh så forstående, tolerante og åbne, så længe disse værdier uden modstand lever sødt i skandinavismens Disneyworld, et frejdigt frilandsmuseum, hvor vi alle mentalt går rundt i selvglædens folkedragt. Bagsiden af medaljen Sveriges udvikling mod velfærd og demokrati var både længere, og mere blodig end Danmarks. Længere fordi kongehus og højadel var meget længere om at slippe enevælden og ideologisk blev støttet af en magtfuld antidemokratisk elite af intellektuelle og forfattere. Mere blodig, fordi Sverige samtidig i modsætning til Danmark stort set vandt alle sine krige, både de rigtige og de økonomiske. Men sejre koster som bekendt nogle gange mere end tab, fysisk såvel som psykisk. Svenskerne var stolte sejrherrer, på samme tid som danskerne spankulerede selvmedlidende rundt som smukke tabere. Og at vi tabte allerede i middelalderen, det har Guillou i romanerne om Arn med slet skjult spot fortolket som de danske kongers mangel på realitetssans og rationalitet. Kort sagt, vi danske røg ret hurtigt ud af magtspillet i Norden, fordi vi var så dumme - og så lukkede over for andre sæder og skikke end vor egen. Det står i den grad til diskussion. Og nok er Guillou en inciterende samfundskritisk revser af sit fødeland. Men mærker man ikke bag denne milde skadefryd over nabolandets lidenhed i krig og klogskab, bag rationalistens høje pande af fornuft og nøgternhed, en vaskeægte svensk romantiker i skabet?