Den katolske kirkes centrale ledelse i Rom har altid været på forkant med den informationsteknologiske udvikling. Vatikanets hjemmeside, der vedligeholdes af en amerikansk munkeorden, roses ofte af eksperter for sin brugervenlighed og for de store mængder af oplysninger, som den giver adgang til. Hjemmesiden står nu foran en vigtig udvidelse, som vil kunne gøre livet nemmere for forskere og almindelige nysgerrige verden over. En ny internettjeneste skal give adgang til Det Apostolske Bibliotek, som siden sin officielle grundlæggelse i 1475 har været den katolske kirkes centralbibliotek. Bibliotekets samling, der hovedsagelig dækker humaniora og teologi, omfatter 1,6 millioner nye og gamle trykte bøger, 83.000 inkunabler (bøger trykt før 1501), 150.000 håndskrifter og arkivbind, 300.000 mønter og medaljer og over 100.000 stik og træsnit. Dertil kommer tidsskrifter, fotografier, noder, cd'er m.v. Alene bogsamlingen fylder 90 hyldekilometer. Bibliotekets nye hjemmeside vil ikke give adgang til hele den kolossale materialebestand, men efter planen skal flere hundrede tusinde historiske håndskrifter, som det hidtil har været meget vanskeligt at komme til at se, efterhånden gøres tilgængelige via nettet. Blandt de skatte, som kirkens arkivar og bibliotekar, kardinal Jorge María Mejía, reklamerede med, da han i fredags offentliggjorde planerne, var den byzantinske kejser Justinians (ca. 482-565) håndskrifter, Henrik VIII's kærlighedsbreve til Anne Boleyn og breve til Pave Alexander VI (1431-1503) fra hans datter Lucrezia Borgia. Materialet gengives i facsimile foruden i transkription og oversættelse og ledsages af tekniske og historiske kommentarer. Arbejdet med at digitalisere og katalogisere bibliotekets samling af tryksager, tegninger, mønter og medaljer begyndte i 2000 og er nu omsider begyndt at give synlige resultater. Foruden det materiale, som vil kunne hentes direkte over nettet, giver hjemmesiden også adgang til et katalog over samlingerne med 700.000 beskrivelser. Vatikanets iver efter at tilgængeliggøre sine ældste samlinger står i ganske skarp kontrast til det hemmelighedskræmmeri, der omgiver arkivalierne fra det 20. århundrede. Det vakte derfor opsigt, da kardinal Mejía, der altså ikke bare er Vatikanets bibliotekar, men også chef for det pavelige arkivvæsen, bekendtgjorde, at Vatikanet også agter at offentliggøre langt nyere, mere kontroversielle og hidtil hemmeligholdte dokumenter. Fra begyndelsen af 2003 vil Vatikanet nemlig offentliggøre de første arkivalier vedrørende ærkebiskop Eugenio Pacellis indsats som pavelig nuntius (ambassadør) i Bayern og Weimarrepublikken i årene 1920-29. Pacelli, der i 1939 blev pave under navnet Pius XII, er ofte blevet beskyldt for som nuntius og især som pave at have gjort alt for lidt for at hjælpe Europas jøder under nazisternes forfølgelser. Når arkivalierne fra nuntiaturperioden er publiceret, vil også dokumenterne vedrørende Pacellis tid som statssekretær (chef for Vatikanets regering) og pave blive offentliggjort. Arkiverne vedrørende pavestolens forhold til Nazityskland skal efter planen åbnes 1. januar 2005. Savnede personer Vatikanets arkiv planlægger også at udgive arkivalierne fra Statssekretariatets Informationskontor, som blev oprettet i 1940 for at hjælpe pårørende til krigsfanger, flygtninge og andre forsvundne personer. Informationskontoret, der fungerede indtil 1946, udfyldte 3,5 millioner blanketter med oplysninger om savnede personer, herunder også et stort antal jøder. Oplysningerne kom i vid udstrækning fra kirkens vidt forgrenede net af nuntiaturer, biskopper, sognepræster og religiøse samfund, som arbejdede i relativ frihed på begge sider af fronten. Ifølge en af de historikere, der har beskæftiget sig mest indgående med dette emne, den franske jesuit Pierre Blet, modtog kontoret i årene 1941-45 102.026 forespørgsler fra hele verden vedrørende tyske jøder, men på grund af de vanskelige forhold i landet var det kun muligt at skaffe oplysninger om 36.877 af de savnede. Åbningen af Eugenio Pacellis og Informationskontorets arkiver kommer som reaktion på krav fra historikere - både katolske og ikke-katolske - og fra jødiske ledere, som i årevis skarpt har kritiseret kirkens manglende vilje til at offentliggøre materiale, der kunne kaste lys over denne omstridte periode af pavedømmets historie. Vatikanets officielle holdning har hidtil været, at arkiverne af diskretionshensyn ikke kunne åbnes foreløbig, og at Pius XII og hans kirke i øvrigt gjorde en stor indsats for at hjælpe de forfulgte jøder. Den tavshed, som paven ofte kritiseres for, skyldtes ifølge hans forsvarere, at han ved åbent at fordømme nazisterne og tale de forfulgtes sag blot ville risikere at skærpe forfølgelserne og desuden ville udsætte kirkens institutioner og gejstlige i de tyskkontrollerede områder for fare. Dette synspunkt understøttes af mange troværdige vidner og af anerkendte historikere og af fremtrædende jødiske kommentatorer, men også den modsatte, kritiske holdning er fortsat stærkt repræsenteret.