0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Litteratur er ikke national

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

International PEN har sin åndelige gehalt fra en gammel håndfæstning, der skriver sig fra sidst i tyverne. Dette såkaldte charter skal enhver forfatter/journalist/redaktør, der optages som medlem, skrive under på.

Grundlovsændringer er ikke og skal heller ikke være hverdagsbegivenheder. Faktisk har PEN's charter bestået uændret siden 1927, så den, der omsider vover sig frem med pilfingrene på en generalforsamling eller en verdenskongres, må hellere have gjort sit hjemmearbejde grundigt.

Det var der nogle, der havde gjort i år på den internationale forfatterforenings 68. kongres, der netop har fundet sted i Makedonien. Og det gik ud over charterets første, hidtil så sakrosante sætning, som lyder - eller lød - så smukt:

Literature, national as it may be in its origin, knows no borders ...

Det var canadiske og tyske forfattere, der i fællig havde tygget på de gamle ord og fundet, at det med national ikke holdt længere.

Forhandlingerne på generalforsamlingen blev et helt lille lærestykke i idé- og verdenshistorie.

Grænser begrænser
Historisk er International PEN et parallelfænomen til Folkenes Forbund, på engelsk: League of Nations. PEN udsprang af det samme behov efter Første Verdenskrig for samarbejde hen over landegrænserne om demokratiske værdier, tolerance og fred.

Men kritikerne mener, at det i dag er problematisk at hænge på en formulering, der i den grad har nationalstaten som forudsætning. Nationalstaten blev i det 18. århundrede til for at nære borgerens identifikation med nationen - et projekt, som f.eks. allerede Goethe punkterede med sit begreb om 'verdenslitteraturen', der hyldede den ubegrænsede udveksling af ideer mellem alverdens kulturer.

Førstelinjen er også, blev det fremhævet, helt bagud i forhold til den postkoloniale udvikling i Asien og Afrika, hvor litteraturen ikke er »national in its origin«. I Afrika skrives eller 'fortælles' litteraturen inden for et bredt, ukontureret felt af indfødte kulturer og sprog blandet med de koloniale sprog og overskrider derfor alle mere eller mindre kunstige landegrænser.

Streger i sandet
Og hvad er den kurdiske litteratur? National i sin oprindelse? Eller den syriske? Den arabiske litteratur er ikke bundet til de 'nationer', der er skabt af streger trukket i sandet efter krige og af udefra kommende kræfter. Litteraturen i Mellemøsten hører hjemme i en panarabisk kontekst, og det er noget helt andet end national.

Endelig tilfredsstiller charterets første 'bud' heller ikke eksilerede, emigrerede eller indvandrede forfattere.

Kort sagt: Den nye verden holdt sit indtog i PEN's charter, og enden på legen blev, at den første sætning salomonisk ændredes til: »Literature know no frontiers ...«.

Dog, ikke for alle var det en leg.

Russerne kan ved visse lejligheder have svært ved at se ud over deres egen moustache og insisterede længe på at bevare 'national'. Vel at mærke ikke for at håndhæve den russiske litteraturs nationale identitet. Tværtimod. Men for at beskytte de nationale litteraturer, der skrives i de nye selvstændige republikker, imod det russiske sprogs hegemoniale tendenser. Intentionen var god nok, men ikke rigtig bred nok til lejligheden.

Østeuropæisk modstand
Men for et par centre stod noget særlig dyrebart på spil.

Rumæniens største moderne digter Ana Blandiana holdt et flammende indlæg imod ændringer i det hele taget. I Danmark er hun i øvrigt kendt fra Solvej Balles grundige interview i et gammelt nummer af Den Blå Port. For Ana Blandiana var den gamle ordlyd urørlig, ligesom den var det for Polens delegat, forfatteren Jacek Bochenski. For det første var det en værdi i sig selv at have et charter, der bar historiens ædle stempel. Det havde hjulpet mangen en gang i tidens løb og - vel at mærke - aldrig skadet nogen.

I begge de østeuropæiske indlæg til forsvar for det bestående charter glødede en veneration, som Vesten ikke ejer magen til.

Da Østeuropa var spærret inde i Sovjet, var PEN en af de få kanaler, dissidenter og andre uafhængige kræfter trak deres luft igennem. Næppe nogen, der er ubekendt med litteraturens skæbne i det kommunistiske regi, kan helt forestille sig, hvilke håb der dengang var investeret i den grænseoverskridende forfattersammenslutning, ej heller hvilken interesse myndighederne sammesteds havde i at infiltrere og overvåge de lokale foreninger - tit med det resultat, at de direkte lukkedes eller måtte opgive på grund af kontrol.

Det var på grundlag af charterets givne ord - hverken mere eller mindre eller andre - at de østeuropæiske forfattere dengang følte sig beskyttede som medlemmer af en verden, der var større end deres egen, og hvor de værdier, de ønskede sig, søgtes holdt i hævd. PEN var virkelig en udstrakt hånd fra Vest til Øst. Som den i dag er det til f.eks. Kina.

Den hånd ønskede de ikke manicureret op i tidens stil.

Ikke desto mindre: Ændringen blev gennemført, rimeligt nok. Den var på sin plads. Men de, der kæmpede imod ud fra en respekt, der må gøre indtryk på alle, der kendte dens historiske grund, er selv al respekt værd.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce