»Auschwitz var en absurditet. Døden i Auschwitz var en absurditet. Men en absurditet var det også, at jeg blev reddet. Ingen af delene har nogen mening. Andet end den systematiske terrors, den absolutte magt, og det er ingen mening. Det var meningen, man skulle dø i Auschwitz, det vil sige, at når man så overlever, tager man den død med sig ind i overlevelsen, der ikke blev realiseret og derfor trænger sig på. Det totalitære maskineri har ridset et dybt ar i din sjæl, og det kan du ikke fjerne«. Sådan sagde Imre Kertész, nykåret Nobelprisvinder i litteratur, da han i april gæstede Danmark og Politikens Hus på en invitation fra Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier. I et interview med Niels Barfoed fortæller Imre Kertész, hvordan han som 14-årig først blev reddet fra gaskammeret i Auschwitz, fordi han var for stærk til at gå til spilde, og siden overlevede Buchenwald, fordi 'nogen' sørgede for at lade ham forsvinde fra registranten - samt om den lettelse, han føler over, at jødestjernen nu sidder på israelske militærvogne og ikke, som i 1944, på hans eget bryst. Interviewet kan læses i sin helhed her på Politikens bogsite. Her findes også Niels Barfoeds anmeldelser af Imre Kertész to eneste romaner på dansk 'De skæbneløse' (oversat 1996) og 'Kaddish for et ufødt barn' (oversat 2002). Det er et forfatterskab, der med Barfoeds ord »krænker sine læsere«, fordi Kertész ikke giver læseren en chance: »Der er intet utilgængeligt og intet skudt under stolen. Det oprørende og til at begynde med umiddelbart frastødende er hans livsindstilling. (...) Han skildrer f.eks. en dreng, der kan længes efter de lykkelige stunder i lejren. Han skriver ting, der ikke må skrives«. Hjemvé I 'De skæbneløse' er hovedpersonen en dreng på næsten 15 år, der gribes af hjemvé efter koncentrationslejren. I 'Kaddish for et ufødt barn' taler forfatteren og oversætteren B. i én lang monolog for at retfærdiggøre sin overlevelse. Alligevel afviser Imre Kertész, at ligheden med hans egen biografi er andet end overfladisk. Der er tale om romaner, hvilket også understøttes af bøgernes manglende centralperspektiv. I 'De skæbneløse' leder man forgæves efter prægnante episoder eller afrundede situationer. Synsvinklen befinder sig hos drengen, men han er ikke nogen 'fortæller', fordi han ikke har et samlende fortolkningspunkt. Og i 'Kaddish for et ufødt barn' lærer man B. at kende gennem labyrintiske erindringer og associationer. »Langsomt går det op for én, at B. også bruger Auschwitz som påskud, som alibi for ikke at møde de udfordringer, som det liv stiller, han ikke føler sig moden til at leve. (...) Måske er alt, hvad B. tænker og skriver en eneste overlevelsesakt. Han skal overleve det faktum, at han har overlevet. Overlevelsens plet kan kun afvaskes, hvis livet fornægtes, hvis 'nej'et til alle livets fristelser gennemføres«, skriver Barfoed. Som overlevende fornægter Imre Kertész humanismens begreber. Det er på bunden af den negative erfaring, at man finder befrielsen, mener han. Det er på den indsigt, han har bygget det forfatterskab, som nu er blevet hædret med litteraturens fornemmeste pris.