Skal. Skal ikke. Det er det evindelige problem. Gode intensive historier som 'The Usual Suspects', 'Atonement' eller 'Den sjette sans', som man gerne vil dele med andre. Men hvor meget skal man røbe? Buser man lige ud med, at Kevin Spacey er skurken og i virkeligheden sidder og opdigter det hele, ødelægger man det for dem, der selv vil se filmen, men uden at røbe hemmeligheden er det omvendt næsten umuligt at fortælle, hvad historien drejer sig om. Et klassisk dilemma, og et som Helle Helle iskoldt stillede det danske anmelderkorps i med sin nye bog 'Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand' - om nogen en sarkastisk titel - om Kim og Susannes lettere triste parforhold. Problemet, og det som anmelderne (og undertegnede) måtte overveje om de burde afsløre, er (læs ikke videre, hvis du vil gemme hemmeligheden, red.): at Kim helt bogstaveligt er en død mand. Han kradser af i sengen lillejuleaften, mens Susanne er et smut i Brugsen. Det sker allerede på side to. Resten af bogen består af tilbageblik, og netop det, at bogens store chok bliver serveret så tidligt, fik omkring halvdelen af anmelderkorpset til at bide til bolle og fortælle læserne det hele. I varierende grad naturligvis. Rikke Rottensten fra Kristeligt dagblad skriver det brutalt i allerførste afsnit, det samme gør Berlingske Tidendes Per Theil, mens man hos både Politikens Bjørn Bredal og Weekendavisens Lars Bukdahl skal ned i andet afsnit, før bomben springer. På den anden side af hegnet står Informations Erik Skyum-Nielsen og - lidt overraskende - både Ekstra Bladets utrættelige John Chr. Jørgensen og B.T.'s Benedikte Rostbøll. Den sidste i en grad, så man næsten kunne komme i tvivl om Kims endeligt, var gået op for hende. Hverdagens drama Er anmelderne uenige om, hvorvidt historien overhovedet skal fortælles, så er de dog alle tilfredse med den. I varierende omfang selvsagt, og på forskellig vis. Men glade det er de. Det er særligt Helle Helles dyrkelse af det dagligdags og hele det uhyre underspillede drama, som fænger, og får Berlingskes Per Theil til at kalde forfatteren »hyperrealisten med speciale i de anonyme skæbner«. »Almindeligheden dyrkes til det ekstreme, det banale bliver superbanalt, mens spændingen paradoksalt nok stiger«, lyder det fra Pilestræde, der kvitterer med fire stjerner. Ekstra Bladets John Chr. Jørgensen er også landet på fire stjerner, »det er dristigt gjort. Næsten vellykket«, lyder hans dom over romanen og beslutningen om at starte med Kims død. B.T. er oppe på fem stjerner, og selv om den slags forsimplinger ikke får lov at besudle siderne på Kristligt Dagblad, er Rikke Rottensten også klart helt oppe at ringe. »Romanen er endnu et stærkt og præcist portræt af en yngre, dybt forvirret og frustreret kvindegeneration« skriver Rottensten, der kalder bogen »en dybt, dybt fascinerende skildring af det almindelige liv, der aldrig er spor almindeligt«. Masser af sex Almindeligt kan man heller ikke beskylde forfatteren Maria Marcus' liv for at have været, et faktum der med al ønskelig tydelighed fremgår af hendes erindringer 'Med krop og sjæl', der også udkom i denne uge. Og her er der virkelig tale om krop, så det vil noget. For Maria Marcus »starter kærligheden i kussen«, som hun udtrykker det i Weekendavisen, og det har hun en vis erfaring i. Over 400 mænd (og et par kvinder) er det ifølge Politiken blevet til gennem årene, i Weekendavisen er tallet oppe over de 500. Ganske mange under alle omstændigheder, og det er derfor noget overraskende at konstatere, at det først var efter mere end 100 mænd og 11 års ægteskab, at det lykkedes Maria Marcus at få orgasme. Det undrer i al fald Bettina Heltberg, der efter at have takket sig selv for at »have været så forsigtig«, ender som »ét måbende spørgsmålstegn. Måske er hun som en fisk uden cykel«, skriver fødselaren. Det spørgsmål dykker Weekendavisens chefredaktør Anne Knudsen ikke ned i, tværtimod indleder hun med at konstatere, at der trods den overvældende mængde af seksuelle forhold ikke »er noget pikanteri« at finde i bogen. Til gengæld er Maria Marcus' mangefacetterede karriere guf for en antropolog, og Knudsen finder da også bogen »dybt interessant« som kulturhistorie. Men »som portræt af en varm kvinde er bogen en kølig omgang«.