Ikke igen. Ikke endnu en bog om det betændte forhold mellem Vesten og islam. Sådan kunne man let tænke, når man ser Tariq Ramadans 'At Være Europæisk Muslim' i boghandlen. Men selv om der siden 11. september har været en veritabel syndflod af bøger om emnet, er det værd at dvæle lidt ved denne. For der var faktisk også en verden før 9-11, som amerikanerne kalder det, og der blev faktisk også tænkt over emnet dengang. Og en af de mest tænksomme (eller i al fald omtalte) er just præcis Tariq Ramadan, hvis tanker om 'euroislam' har vakt hidsig debat i mange europæiske lande, herunder Danmark, hvor læsere af Berlingske Tidende for nylig kunne nyde en ganske ophedet debat omkring manden og hans danske tilhængere. I denne uge kom så - med tre års forsinkelse - den danske oversættelse af Ramadans omdiskuterede bog, og det ville være synd at sige, anmeldelserne gav større klarhed omkring både bogen og forfatterens kvaliteter - eller mangel på samme. Fritænker eller fundamentalist Mest negativ, grænsende til det hadske, var Jyllands-Postens anmelder David Gress, der allerede i første afsnit lagde hårdt ud med at erklære sunni-muslimernes sindelag for 'firkantet' og Ramadan for en fundamentalistisk muslim. Så var det på plads, og derfra gik Gress for alvor til biddet. »Der er ikke en eneste af de leveregler for muslimer i Europa, som han ønsker sig, der ikke skal fasttømres til en af de ortodokse retskilder. At muslimer skulle tænke selv og træffe egne livsafgørelser som voksne mennesker i et liberalt samfund, er ikke bare utilladeligt, men utænkeligt«, rasede Gress om Ramadans tanker om at genfortolke de islamiske kilder. Det samme gjaldt efter Gress' vurdering Ramadan selv, for hvem »den eneste gyldige virkelighed (er) det, som den fundamentalistiske ulama giver ham lov at tro på grundlag af sunni-islams retskilder, og intet andet«. Summa summarum var det, som Ramadan ifølge Gress reelt foreslog, at Europas muslimer skulle »forblive fundamentalister, der i menneskerettighedernes misbrugte navn kræver ret til at opbygge et parallelsamfund med skarpe grænser udadtil og stram ortodoksi og selvjustits indadtil«. Det lyder ikke rart, og det var også en vurdering ,Gress var ene om i det danske anmelderkor, hvis øvrige medlemmer i varierende omfang erklærede sig som tilhængere af Ramadan. Mest lunken var Informations faste mand, David Rehling, der ganske vist roste Ramadan for at turde sige, at forudsætningerne for at være en god muslim er større i det (kristne) Europa end i det muslimske Mellemøsten, men alligevel tørt konstaterede, at selv om alle religioner har deres 'skolastiske øvelser', virkede de islamiske dog »endnu mere brydsomme end de kristnes og fuldt ud med deres islæt af det omsonste«. Mere oprigtigt positiv var til gengæld både Berlingske Tidendes Kathrine Lilleør og Politikens udlandsredaktør Michael Jarlner. Lilleør roste Ramadan for at være en »præcis og saglig fortæller« og mente, at bogen var »klog og opmuntrende læsning alene af den grund, at alt tilsyneladende kan lade sig gøre, hvis bare man tænker sig lidt om«, mens Jarlner uden videre dikkedarer fra starten konstaterede, at bogen var er en af »de senere års mest spændende bidrag fra en muslimsk forfatter« og derefter brugte krudtet og spaltepladsen på en klagesang over den dårlige danske debat og de sløve danske muslimer. Hærværk og skidden realisme Anderledes litterært gik anmelderne begejstret om bord i journalisten og forfatteren Jakob Ejersbos barske fortælling fra narkomiljøet i Aalborg. 'Nordkraft' er titlen, som med en enkelt muggen undtagelse fik de store lovord frem hos de ellers så barske bogslagtere. »Med 'Nordkraft' har Jakob Ejersbo skrevet narkomiljøets 'Hærværk',« lød det fra en sprudlende Bjørn Bredal i Politiken. »Romanen er så medrivende og sært opmuntrende, fordi den finder sproglig opfindsomhed og fandenivoldsk overlevelseskraft frem helt nede ved eksistensens nulpunkter«, boblede Bredal begejstret, og havde kun et enkelt kritikpunkt: længden. For ganske vist var »samtlige 423 sider (...) spændstigt underholdende«, men alligevel var der efter Bredals mening »for mange scener, som ligner hinanden«. »Kill your darling« var Bredals faderlige råd, som dog blev sødet med en påmindelse om at 'Hærværk' »jo forresten også er for lang«. Ekstra Bladets John Chr. Jørgensen tænkte mere i retning af Sonnergaards 'Radiator'-noveller, men ellers var begejstringen den samme. Fem stjerner fik 'Nordkraft', som Jørgensen kaldte 'susende stærk roman om en ungdom i hashtåger'. »Endelig en bog, anmelderen med god samvittighed kan anbefale til andre end litterater. Der er sus i 'Nordkraft'. Slagsmål, stoffer og sex, men også kløgt, komik og kærlighed«. Det med kærligheden blev næsten for meget eller rettere for sødladent for Jyllands-Posten, hvis Jon Helt Haarder ellers meldte sig under de begejstredes faner. »Med sine skarpe billeder af et trodsigt miljø er romanen en værdig dansk repræsentant for det fænomen, nordmændene kalder skidden realisme: beretninger om forfald og outsidere i den coole amerikanske tradition«. Men ingen regel uden undtagelse, og for 'Nordkraft's vedkommende udgjordes den af Børsens Christa Leve Poulsen, der kaldte bogen » en lang, lang bog med lidt for meget af det hele. Der er alt for mange samtaler og scener, der ligner hinanden og forekommer pointeløse«. Pointeløse for Børsens læsere måske, men der er vel heller ikke mange narkomaner og sociale tabere iblandt den nåleklædte skare. Eller hur?