I min strandpose har jeg en højst usædvanlig bog. Jeg tøver ikke med at kalde det en litterær sensation. Og egentlig burde jeg slet ikke røbe noget om den endnu, for der er tale om en debutdigtsamling som først udkommer til september, og forlaget har vanen tro indskærpet, at bogen først må anmeldes på udgivelsesdagen. Så det følgende er ikke en anmeldelse, men en omtale: Sebastian P. Johansen (f. 1975) debuterer med 'Gennemlyst. 250 sonetter', og alt tyder på at det bliver et brag af en debut. Der er tale om formmæssigt klassiske sonetter med rim og rytme efter alle kunstens regler. Det er i sig selv en bedrift. Men det, der gør det suverænt, er at syntaksen samtidig er ukunstlet; den er smidig, ja, spændstig og rigt varieret. Rimene falder diskret og naturligt - som ekkoer i en klangfuld prosatekst. Bogens komposition afspejler sonetformens historie: De første sonetter følger den oprindelige, italienske form som Petrarca perfektionerede; senere kalkerer Johansen sine digte efter bl.a. den shakespearske sonet og Schack Staffeldts ejendommelige trokæiske variant af den klassiske form. Fem sonetkranse er indlagt i forløbet. Stilistisk set er 'Gennemlyst' et overflødighedshorn af billeder. Det er en art udsyret naturpoesi, hvor 'natur' også implicerer fænomener, som er for små eller for store til at vi kan have almindelig sansende kontakt med dem: aminosyrer, blodplasma, interstellart stof og galaxehobe. Også kulturens verden - med alle dens køkkenmaskiner og kommunikationsudstyr - indgår naturligt i det rigt facetterede billedsprog. Ved at holde sig i et strømførende lag af billeder opnår Johansen en radikal tematisk åbenhed: Ofte er det ikke til at sige, hvad et digt egentlig handler om - det handler om mange ting, alting, på én gang: metafysik, religion, teologi; kærligheden, døden og ikke mindst fødslen, tilblivelsens gåde; hverdagen, angsten, ømheden, drømmen ... At læse Johansens sonetter er som at møde tanken før den stivner i begreber - dér hvor den stadig er billedlig, sanselig, blandet, mangetydig. Det til tider fuldstændig kaotisk fortættede billedsprog holdes sammen af den klassiske form; eller omvendt formuleret: Den strenge form - som i al sin tekniske perfektion nemt kunne være blevet kedsommelig og selvsikker - undermineres af det heftigt avlende billedsprog som heller ikke holder sig tilbage for ind imellem at lade ordspil og andre sproglige krøller styre associationerne. Alt i alt tegner 'Gennemlyst' et svimlende mangfoldigt billede af verden hvor alle modsætninger er til stede samtidig: det grumt destruktive og det vidunderligt skønne, det dybt gribende og det hylende morsomme, det zenagtigt enkle og det ufatteligt komplekse - samt ikke mindst alt det der ligger indimellem.