0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

At gå ind i den store fortællenat

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Min strandtaske er proppet med flere bøger, som jeg tager op og kigger i. Går til og fra eller pludselig læser i i timevis. For det første har jeg Ole Sarvigs 'Jeghuset' med, fordi den er sært nutidig i sin tone og den også handler om sjælerøgt. Han ved, hvordan det føles, både når kræfterne stiger og synker.

Jeg har også K.E. Løgstrups 'Skabelse og tilintetgørelse' med, fordi den rummer løsrevne sætninger jeg ikke kan slå ud af hovedet. Og Hemingways gode 'Noveller' (i Poul Borums oversættelse).

Men den bog, jeg vil tage mest op og vende mest tilbage til er Roland Barthes' 'Kærlighedens forrykte tale'. Den handler godt nok om kærlighed, men den handler lige så meget om at læse. Hvorfor man gør det, hvorfor det er en lidenskab.

Når vi er forelskede, rammer vi igen fortællingernes store nat, kan vi igen høre stemmen, eller som Barthes kan sige det:

»Bortset fra samlejet (og da til helvede med det Imaginære) findes der denne anden omfavnelse, som er en ubevægelig omslyngning: Vi er fortryllede, forheksede: Vi er i søvnen uden at sove: Vi er i indlulningens barnlige vellyst: Det er tid til at fortælle historier, tid til stemmen, der fængsler mig, undrer mig (...)«.


Barthes skriver ikke bare om kærligheden, han skriver også om det, som støder lige op til, og som er lidenskab, sjælens parathed. Han kalder netop fortællingen, når den lever mellem to mennesker for en ubevægelig sammenslyngning, fordi tilstanden er så lyttende, koncentreret.

Samtidig har Barthes et toneleje, som med vilje er lettere overspændt, euforisk overstyret, endda rigtigt nærtagende, samtidig med at teksten er så levende, bevægelig og bevidst dyrker det højintellektuelle. Barthes er både superlitterær og vulgært saftig. Læs for eksempel selv om påfuglenes dans.

Barthes har tillid til læseren, vi kan nemt følge ham, både når tankerne er platte og forfinede. 'Kærlighedens forrykte tale' er et patchwork, hvor Barthes har valgt nogle af de bedste, især europæiske hoveder, som selskab.

De har alle gjort sig kloge på kærlighedens udsøgte plager og mere euforiske øjeblikke, så man også kommer ud at køre med Sartre, Flaubert, Freud, Lacan, Nietzsche osv., og desuden lærer lidt om haiku og zen hen ad vejen. I en prosa, der er ciseleret, elegant, skarpsindig og lavmælt humoristisk.

Barthes har for eksempel skrevet om kærlighedens vejr, om natten og skyerne i det kærlighedens leksikon, som bogen sammenfattende er. Man kan uden videre slå op under stikordene: Afgrunden, Afgrænse, Afhængighed, og altså også Nat og Skyer, i alt 80 stikord.


»I den japanske haiku-digtning skal der ifølge reglerne altid være et ord der henviser til tidspunktet på dagen og året; det kaldes kigo, årstidsordet. Kærlighedens notation bevarer haikuens kigo, denne spinkle hentydning til regnen, aftenen, lyset, alt det der bader, spreder«.

Det er nøjagtig, hvad han kan, Roland Barthes, sprede lyset og bade tingene i klarsyn. Han kommer ned i nuancer og gradsforskelle, hvor man normalt slet ikke plejer at komme. Det er meget begavet, meget humoristisk, fordi bogen netop ikke kun er en rullende hjernetrust, men også er fuld af saft og kraft og brølende følelser, og endda sød selvmedlidenhed og regulære afpresningsforsøg.

Og natten kan man ikke blive træt af. For der findes to slags mørke, det gode mørke og formørkelsen, to nætter ved siden af hinanden: »Den anden nat omslutter den første. Mørket illuminerer Formørkelsen: 'Og natten var mørk og den oplyste natten'«.

Barthes' bog er et slynget, venligt portræt af kærlighedslivet, hvis bugtninger jeg gerne går vild i.

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce