Min strandtaske er proppet med flere bøger, som jeg tager op og kigger i. Går til og fra eller pludselig læser i i timevis. For det første har jeg Ole Sarvigs 'Jeghuset' med, fordi den er sært nutidig i sin tone og den også handler om sjælerøgt. Han ved, hvordan det føles, både når kræfterne stiger og synker. Jeg har også K.E. Løgstrups 'Skabelse og tilintetgørelse' med, fordi den rummer løsrevne sætninger jeg ikke kan slå ud af hovedet. Og Hemingways gode 'Noveller' (i Poul Borums oversættelse). Men den bog, jeg vil tage mest op og vende mest tilbage til er Roland Barthes' 'Kærlighedens forrykte tale'. Den handler godt nok om kærlighed, men den handler lige så meget om at læse. Hvorfor man gør det, hvorfor det er en lidenskab. Når vi er forelskede, rammer vi igen fortællingernes store nat, kan vi igen høre stemmen, eller som Barthes kan sige det: »Bortset fra samlejet (og da til helvede med det Imaginære) findes der denne anden omfavnelse, som er en ubevægelig omslyngning: Vi er fortryllede, forheksede: Vi er i søvnen uden at sove: Vi er i indlulningens barnlige vellyst: Det er tid til at fortælle historier, tid til stemmen, der fængsler mig, undrer mig (...)«.