0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Sommerfugl og chefredaktør

Den svenske forfatter, litterat og tidligere chefredaktør på Dagens Nyheter, Olof Lagercrantz, er død, 91 år gammel.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Vejen frem til døden forekommer lige lang, uanset hvor man befinder sig i livet«. Sådan skrev den fire og halvfjerdsårige Olof Lagercrantz for en lille snes år siden, da han endnu havde lang vej igen.

Tirsdag døde han, 91 år gammel, og hermed er et stort kapitel i nordisk presse- og litteraturhistorie omsider skrevet færdigt.

I et kvart århundrede, 1951-75, prægede han som kultur- og chefredaktør afgørende Sveriges største dagblad, Dagens Nyheter, og dermed holdningsdannelsen både i Sverige og langt ud over landets grænser.

Men han var også lyriker, kritiker, og ikke mindst forfatter til en lang række essayistisk fornemme bøger om verdenslitteraturens store, Dante, Joyce, Strindberg, Conrad, Proust, foruden en række personlige erindrings- og portrætbøger, der vil blive stående og læst til alle tider. En af disse bøger er 'Kunsten at læse og skrive', hvorfra det indledende citat stammer.

Karakteristisk nok et udsagn om livet, skønt emnet er litteraturen, for sådan en læser er Lagercrantz: én med livet i hænderne. Og sådan en læser bliver man, når man har hans bøger for sig: opmærksom, skrøbelig, anfægtet, oplyst.

»Man føler sig udvalgt«, som en kvindelig læser sagde, og ingen, uanset køn, kan undgå at mærke det sært erotiske nærvær i hans spinkle, men skarpe sætninger.

Sommerfuglen
»En sommerfugl i samarbejde med en okse«, sagde Herbert Tingsten, da han i 1960 blev efterfulgt som chefredaktør på Dagens Nyheter af duoen Olof Lagercrantz og Sven-Erik Larsson.

Sommerfuglen følte sig ikke smigret, hvilket den selv skriver om i erindringsbogen 'Et år i tresserne', der nok indeholder det meste af, hvad det er værd at vide om at redigere avis.

Lagercrantz baskede straks med vingerne og iværksatte kampagner for så forskellige ting som kvindelige præster og kørsel i højre side af vejen. Syv år senere, da venstrekørslen stod til definitiv afskaffelse, kunne Lagercrantz op til H-dagen nervøst føle sig som kommende massemorder ved tanken om alle de svenske, som ville glemme at vige til højre.

Dagens Nyheter, derimod, var i 1967 for længst veget til venstre. Eller rettere: kultursiderne var.

For mens oksen Larsson trak til højre, så trak sommerfuglen Lagercrantz til venstre, og dét skisma har Dagens Nyheter endnu den dag i dag ikke forvundet:

Kulturredaktionen føler stadig en slags historisk, Lagercrantz'sk forpligtelse til at være i opposition til resten af avisen, hvilket fører til stadige genopførelser af 1960'ernes redaktionelle dramaer, skønt Vietnamkrigen og den seksuelle frigørelse ikke længere helt har samme aktualitet.

Stridslysten
Men i Olof Lagercrantz' lange periode som chefredaktør var dramaerne aktuelle og velbegrundede. Det krævede mod og stridslyst at åbne bladets spalter for kritik af USA, og skønt Dagens Nyheter ifølge fundatsen er »liberal og frisindet«, så ejes den af en højborgerlig familie, Bonnier, der ikke altid tolker det frisindede helt så radikalt, som sommerfuglen i chefredaktionen dengang gjorde.

Den politiske Olof Lagercrantz stod da også i en ganske voldsom kontrast til sin forgænger, Herbert Tingsten, der havde et noget større klarsyn i forhold til kommunistiske regimer i øst og fjernøst. For nogle få år siden var Lagercrantz frygtløs nok til at udsende et udvalg af sine politiske skriverier fra 1960'erne og 1970'erne og måtte lide den tort at se sin hyldest dengang til Mao og kulturrevolutionen karakteriseret sådan her just på kultursidan i Dagens Nyheter: »Lagercrantz' Kina-artikler kan inte karakteriseras som annat än et svek mot den upp-lysningstradition han bekände sig til«.

Selv har Lagercrantz i 'Et år i tresserne' en art æstetisk kritik af sin gangart på den tid: »Når jeg betragter mig selv over denne kløft på tyve år, forekommer jeg ofte mig selv latterlig. Hvad er det for en underlig foroverbøjet og sammenbidt vandring, han foretager, denne mand mellem halvtreds og tres, som bærer mit navn? Jo, nu husker jeg det! Det blæste så pokkers. Men vinden ses ikke«.

Og modsætningen til en Herbert Tingsten er også æstetisk. Lagercrantz synes ikke godt om en stil, hvor man »skriver hundrede procent, når man har overbevist sig selv enoghalvtreds«. Men selvfølgelig vidste han godt, at han selv var lige så polemisk provokerende, når han søgende og sommerfugleagtigt ville forstå de kommunistiske regimer. At forstå alt er at tilgive alt.

Modsætningen Tingsten/Lagercrantz, som stadig sætter brand i den svenske debat, er for resten også social: Tingsten kom fra små kår med deraf følgende sammenbidthed, mens Lagercrantz var en aristokrat med berømte forfædre (bl.a. Agnes von Krusenstjerna):». jeg tilhørte et højere lag i samfundet, hvor tryghed på en eller anden måde var indbygget«.

Brevskriveren
Måske var Lagercrantz' altid raffinerede butterfly en slags indrømmelse til Tingstens karakteristik af ham som sommerfugl. De to giganter vidste jo begge om hinanden, at de var stærke som okser. Lagercrantz var det for resten også i helt fysisk forstand, skønt han som barn ustandselig lå på langs med brystsyge. Som voksen smed han villigt både butterfly og skjorte, når nogen ville se ham gå på hænder eller på anden vis demonstrere sin muskuløse elegance. Der var masser af officerer i den Lagercrantzske familie.

Han fik fem børn med sin hustru Martina, og nede i kælderen under Dagens Nyheter står der 176 tykke brevordnere med korrespondancen fra 1951 til 1975. Lagercrantz udnyttede til fulde sine år. »Ingen i avisens historie kan som brevskrivere måle sig med mig«, skriver Lagercrantz. »Det gav mig en følelse af tilstedeværelse i landet«.

Men når denne tilstedeværelse, i landet og i udlandet, ingenlunde er slut med hans død, så skyldes det, at han i tillæg til alt det andet også altid havde »et langsomt hjul - en bog - i gang ved siden af avisens hurtige døgnhjul«. Disse bøger er indføringer i litteraturens rige verden, kærlige vejledninger til den enkelte læser: Hør her, nu skal jeg fortælle dig. 'Kunsten at læse og skrive' slutter sådan her:

»Jeg opfatter det vemodsfyldte blik, hvormed unge mennesker ser på mig. Jeg genkender det. De ved ikke, at jeg betragter dem på samme måde og måler deres tilbageværende liv i samme forgængelighedsfølelses tegn. Vi hører alle sammen«.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce