MAGT
For 25 år siden ... var direktøren for Kriminalforsorgen ikke specielt imponeret over den franske filosof Michel Foucaults tanker om fængselsstraffens betydning. »Bogen bærer præg af at være skrevet af en franskmand. Den kan for en stor del ses som et opgør med den behandlingsidé, som vi for nogle år siden diskuterede ivrigt i Danmark ... Jeg tror ikke, at danske eller norske læsere vil finde det særligt kompetent, at forfatteren filosoferer side op og side ned, med utallige notehenvisninger til historiske kilder, om noget, hvor en kort henvisning til den nordiske diskussion og dennes resultat kunne give et svar«. H.H. Brydensholt om Michel Foucault: Overvågning og straf. Rhodos 1977. FORM
For 10 år siden ... forbandt litteraturforskeren Frederik Stjernfelt matematisk katastrofeteori med semiotik: »I virkeligheden er der tale om en naturfilosofi, der på original måde skaber forbindelse mellem kultur og natur, mellem sprog og verden og mellem litteraturen og dens indhold. Det siger sig selv, at det kræver et intellekt af usædvanlig spændvidde at tænke videre på en sådan teori. Men den spændvidde har Stjernfelt. Til gengæld taler jeg nok på læsernes vegne, når jeg indrømmer, at det er svært at følge med. Men her tænkes nyt, og vil man være med på det trip, må man kunne tåle en vis forvirring«. Jesper Hoffmeyer om Frederik Stjernfelt: Formens betydning. Akademisk Forlag 1992 UDSIGT
For 5 år siden ... tog sociologen Niklas Luhmann sine læsere med på trekking i abstraktionernes Himalaya. »Om ikke andet kan man betragte hans systemteori som en maskine, der producerer gode spørgsmål. Det maskinmæssige kan opleves negativt - som 'olieret kynisme' - men er jo en positiv demonstration af teoriens overensstemmelse med sin tese. Den lukker sig om sig selv som et 'autopoietisk system'. Og fremtvinger dermed uundgåeligt spørgsmål til det, den lader ude af betragtning«. Martin Zerlang om Niklas Luhmann: Iagttagelse og paradoks, Gyldendal 1997. MENING
For 1 år siden ... argumenterede den norske filosof Lars Fr.H. Svendsen for, at kedsomheden breder sig, og vi må tage den på os. »En serie enkeltoplevelser uden dybde er simpelthen utilstrækkeligt. I stedet for som romantikerne at have barnet som ideal, bør vi have den voksne som ideal. Smerten ved livet modner os, samvittigheden vokser af det, det gælder ikke om at overskride grænser, det vokser tomheden kun af. Det gælder om at konstatere grænser med det formål for øje ikke at overskride dem«. Karsten R.S. Ifversen om Lars Fr.H. Svendsen: Kedsomhedens filosofi, Klim 2001.