Hvad man taber på gyngerne, tjener man på karrusellerne, siges det, og det kan da være, at det var med det ordsprog i tankerne, at dramatikeren og forfatteren Claus Beck-Nielsen valgte at udgive både en bog og have premiere på en opera inden for et par dage. I så fald gik det ikke som planlagt. Operaanmeldere og litteraturanmeldere er forskellige folk, men de stod skulder ved skulder i opfattelsen af, at Claus Beck-Nielsen ikke udnytter sit betydelige talent optimalt, hverken på scenen eller i bogform. Når det gjaldt operaen 'Thoratorium', var der enighed om, at uden at have læst Beck-Nielsens libretto var forestillingen noget nær uforståelig, og selv efter at have læst den, var der ikke meget at hente. Høfligst var Jyllands-Postens Knud Ketting, der kaldte forestillingen for et »interessant benspænd«, men nok mente, at Beck-Nielsens libretto var »vanskeligt realiserbar«. Væsentlig hårdere var Ekstra Bladets Gregers Dirckinck-Holmfeld, der kaldte historien »flimrende som halvanden gang Peer Gynt«, og instruktøren Lars Klit »fanget i Becks haglvejr af ord og idéer«. Lige så kritisk var Politikens Jan Jacoby, der fandt teksten poetisk besværgende og fragmentarisk, men i øvrigt ikke kunne forestille sig, at den havde en 'kinamands chance' som operalibretto. Nu er dette ikke et operatillæg, og denne klumme ikke om musikkens verden, men bøgernes, så lad 'Thoratorium' ligge sådan som flertallet af anmeldere tilsyneladende mener, at den har redt, og i stedet kigge nærmere på Claus Beck-Nielsens nye bog 'Selvudslettelser'. Litterært udslæt Som det ses af hosstående billede fra bogen skjuler Beck-Nielsen kun det allermest nødtørftige, og med et cv, der er udformet som en fiktiv nekrolog er stemningen ligesom lagt. Emnet for bogen er Beck-Nielsen selv, med satiriske afstikkere til et unavngivent, men let genkendeligt dagblad, med en chefredaktør Silketråden der regerer fra et hjørneværelse af glas. Fra denne solide base sendes Beck- Nielsens litterære alterego ud i landet for at give et signalement af sig selv i sin egen tid. Resultatet af missionen lokkede dog ikke Silketrådens virkelige udsendte, Thomas Bredsdorff. Efter at have rost Beck-Nielsen for at fylde energi på sproget og invitere læseren på en sjov leg, slutter Bredsdroff sin anmeldelse her i avisen med at konstatere, at det havde været sjovere, hvis Beck-Nielsen havde brugt mere energi på at folde sig ud i skriften end på billedet. Og det synspunkt gik - i forskellige variationer - som et ledemotiv gennem stort set alle anmeldelser. Berlingske Tidendes Per Theil roser under overskriften 'Litterært udslæt' Claus Beck-Nielsen som en af landets mest spændende, skæve kunstnere, men mener dog, at han denne gang har begået »noget talentfuldt Scheisse«. Andre lader sig provokere lidt mere af 'Selvudslettelser' og ikke mindst mixet mellem beskrivelsen af et samleje med en syvårig pige og et bleskift. Til denne gruppe hører Informations Lilian Munk Rösing, der har vanskeligt ved at finde anden mening med galskaben end, at »Beck-Nielsen ligger under for et etableret, men fejlagtigt bud om, at kunst er at overskride de moralske normer«. Hun finder derfor, at »Beck-Nielsens værk er en gennemført eurytmisk og velkomponeret, men helt igennem uforløsende iscenesættelse af kernefamiliens klassiske fantasmatiske scenario. Det lugter for meget af pubertær Weltschmertz til at kunne stinke af ægte dødelig kødlighed«. En enkelt rose For de læsere, der lever livet på et lidt lavere lixtal summer Ekstra Bladets John Christian Jørgensen det hele op i overskriften 'Overanstrengelser', og selv den ellers så kontrære Lars Bukdahl på Weekendavisen er skuffet. »En litterær nydelse er der i fulde drag, men bevægende i den ene eller anden forstand bliver det sgu aldrig rigtig«, skriver Bukdahl efter at have brugt den første spalte på at forklare, at han ellers har bedre forudsætninger end de fleste for at kunne forstå Beck-Nielsens tanker. Den eneste reelle ros kommer fra hovedlandet, hvor Erik Svendsen i Jyllands-Posten mener, at 'Selvudslettelser' for mange vil være en herlig udfordring. »Jeg har moret mig kongeligt, og hvis man forbinder forfatteren med gravalvorlige teaterstykker om civilisationens elendighed, bliver man sandelig overrasket over den komplet udflippede fortælling om den hastigt muterende Claus, der allierer sig med den SS-klædte fotograf Herr Stelter«. Måske skulle Beck-Nielsen overveje at skifte avis. Redaktør Vejbøl i Skiby kan måske stå for næste mission.