DDR-litteratur kan man dele op i to slags, dels den der er skrevet af gamle DDR-forfattere, dels den der handler om DDR. Den første behøver ikke handle om DDR, og den sidste behøver ikke at være skrevet af østtyskere, men kan f.eks. være forfattet af Günter Grass i hans moppedreng 'En længere historie', den tyske genforeningskrønike par excellence. DDR-litteratur i den første forstand er der påfaldende hausse i for tiden. Foråret har allerede kunnet mønstre en lille håndfuld værker af folk, der ved hvad de har med at gøre. Matriarken Christa Wolf med sin kortroman 'Leibhaft', hvor DDR-tiden skildres som en bedøvelse, man kun langsomt vågner op af skrev vi om i sidste uge. Hermann Kant, de østtyske forfatteres frygtede formand gennem mange år, med øresnegl direkte til Erich Honecker, har i 'Okarina' skrevet om sin fortid i let romanmaskering og uden ruelse. Dertil kommer bl.a. en selvbiografi af den gamle frontfigur blandt de langhårede fra 'den alternative scene' på Prenzlauerberg, den dubiøse Sascha Anderson, som viste sig at være topspion for Stasi. Han har netop udgivet sine memoirer med titlen 'Sascha Anderson' og synes stadig at være dybt floromvunden, når det gælder motiver og udbytte (for det var ikke rig han blev), når det gælder hans mangeårige flittige stikkerarbejde. For ikke at tale om Stasis gevinst. Hvad var dén i realiteten? Landets forsvar styrkedes jo ikke væsentlig af, at man vidste, at el-guitarist XX gik i seng med batiktrykkerske YY. Noget tyder på, at Andersson af sine officerer i statssikkerhedstjenesten fik et topmål af den faderlige omsorg og retledning, han havde savnet i det nære, da han var barn og ung.