Hundedreng fundet i hule'. Sådan lød overskriften på et telegram fra Reuters, sendt fra Chile 19. juni 2001. Videre lød det: En ti år gammel dreng, som er blevet forladt af sine forældre, overlevede i to år i en hule med et kobbel vilde hunde, som rodede efter mad sammen med ham og måske ligefrem har ladet ham die hos sig, siger socialarbejdere. Senere i historien udtaler lederen af Chiles Nationale Børnekontor, at drengen sammen med hundene havde ledt efter mad i affaldet i gaderne i havnebyen Talcahuano. »Han er ikke blevet opfostret af dem, men han boede med dem i en hule«, sagde Delia Delgatto. »Hundene var som hans familie«, sagde den politibetjent, som måtte redde drengen fra det iskolde vand i Stillehavet, han kastede sig udi, da han blev opsporet af myndighederne. Betjenten udtalte også, at hundene havde taget sig af drengen og beskyttet ham. Det viste sig, at 'Hundedrengen' som pressen døbte ham, var stukket af fra et børnehjem efter at være blevet anbragt der i en alder af fem år, da han blev smidt ud hjemmefra af forældrene. Siden havde han levet med hundene. »Han viser tegn på depression, er aggressiv og siger ikke meget, selvom han kan tale. Han var klædt i laser og pjalter, var snavset og havde møgbeskidt hår«, sagde Delia Delgatto. Hun sagde også, at hun ikke vidste, om drengen havde diet hos hundene, som en af betjentene havde påstået. Fotografier af drengen viste en mørkhudet dreng med sort hår, som holdt en børnetegning af et kobbel hunde i hånden. To af hans fortænder var knækket, og han havde et ar på venstre kind. Russisk hundedreng Billeder af den lille Ivan Mishukov fra 1998 viser ligeledes et ret almindeligt udseende barn. Men også den lille russiske dreng blev fundet i selskab med vilde hunde, som han selv havde opsøgt i Moskvas gader, efter at han i en alder af fire år havde forladt sine fordrukne forældre, der havde mishandlet ham. Han delte sin fundne mad og det, han tiggede sig til, med et kobbel hunde, som til gengæld beskyttede ham og varmede ham i de kolde nætter i over to år. Også Ivan kæmpede mod politiet, da de forsøgte at indfange ham. Tre gange undslap han med hundene, som forsvarede ham indædt. en til sidst blev han grebet og er nu forsvundet i det russiske bureaukrati, ifølge den britiske forfatter Michael Newton, som nævner Ivan og hundedrengen som de nyeste eksempler på vilde børn i sin bog 'Savage Girls and Wild Boys - A history of feral children'. Bogen er for få måneder siden udkommet i England som den nyeste af en lang række bøger og afhandlinger om vilde børn, der går over 450 år tilbage. Endnu længere, hvis vi inddrager de ældste græske og romerske myter og sagn om børn, der er blevet sat ud og derefter mirakuløst reddet af dyr så forskellige som ulve, heste, duer, dådyr og ravne. De gamle myter adskiller sig ikke væsentligt fra de nyeste mediehistorier, og det gør vores fascination af dem heller ikke. Det eneste, der har ændret sig, er omgivelserne. I myternes tid og siden i de nedfældede historier, man kan følge fra 1600-tallet, findes børnene ved et tilfælde i vildnisset, hvad enten det er en skov eller en jungle, eller de dukker op derfra for at søge mad. I vore dage lever de i vildskab i storbyjunglen, men deres liv er lige så hårdt som i gamle dage og deres modvillighed mod at forlade deres dyrefamilie er lige så udtalt. Kamp mod samfundet Disse vilde børn vil ikke socialiseres og kæmper med næb og kløer imod deres 'velgørere'. I de seneste tilfælde kan vi følge deres historie tilbage, hvilket gør dem en smule mindre mystiske. Men medierapporterne rummer stadig forundringen over deres liv og er fulde af spørgsmål, om børnene overskred grænsen mellem det menneskelige og det dyriske. Diede han hunden? Romolus og Remus diede i alle tilfælde hos ulven, ligesom havguden Poseidons søn med prinsesse Alope diede hos en hoppe og derefter blev kaldt Hippothous. Diede de indiske børn Kamala og Amala hos den hun-ulv, som forsvarede dem desperat, til hun blev skudt, efter at de var blevet fundet og gravet ud af en hule sammen med to ulveunger i 1920? Det ved man ikke. Men man ved, at børnene kun ville spise råt kød og rødder, og at de havde levet så længe med ulvene, at deres kæber havde ændret sig, og deres lemmer var blevet indrettet til at kravle på alle fire. Hvilket de gjorde med en hastighed, man kan gå tilbage i historien og finde eksempler i tidligere århundreder hos vilde børn, som er fundet rundt om i Europa. De fleste af disse børn har i lighed med Kamala og Amala været uden sprog og var siden ude af stand til at lære at tale andet end yderst begrænset, for de flestes vedkommende kun med ganske få lyde. Netop sproget eller rettere det manglende sprog har gennem historien vakt den største opmærksomhed. Afhængig af tidens herskende filosofi har man indlæst den ene og den anden natur ind i børnene og anbragt dem på forskellige pladser i den menneskelige udviklingshistorie. Svenskeren Carolus Linnæus (den senere adlede Carl von Linné) opdelte i 1735 i en af naturvidenskabens hovedværker, 'Systema Naturæ', mennesket i seks grupper: Ferens (vilde), Americanus, Europæus, Asiaticus, Afer (aber) og Monstrosus. Han nævner ni tilfælde af det vilde menneske, Homo Feri. Den tidligste er en dreng, der lignede en ulv, som blev fundet i Hessen i 1544. Guds sande skabning De indfangede og meget vildt udseende børn har været symboler på det ædle paradisiske menneske, som var renere end det af civilisationen degenererede menneske. Fra at være betragtet som rene pudsigheder, som konger og rigmænd holdt som en slags kæledyr og viste frem som påklædte aber, er de blevet undersøgt og fortolket som Guds sande skabninger eller modsat, som en maskine, der skulle forbedres. Tidligst blev de betragtet som en slags 'missing link', der var nøglen til, hvor vort sprog kommer fra. Allerede i det syvende århundrede før Kristus lod den egyptiske kong Psamtik efter sigende to spædbørn lukke inde i en klippehule sammen med en tjener, som havde fået det strengeste forbud mod at tale med dem. Psamtik blev himmelhenrykt, da børnenes første ord var det fygiske ord for brød. For ham betød det, at fygisk, som var det sprog de græske herskere over Egypten brugte, var det ægte sprog. Den hellige romerske kejser Frederick II prøvede at gøre ligeså i det 13. århundrede, men børnene døde, før de kunne mæle en forståelig lyd. I det 16. århundrede havde kong James IV mere held med sit eksperiment. Hans isolerede børn talte flydende hebræisk, ligesom Adam formodedes at have gjort! Bortset fra disse bizarre eksperimenter har man udsat fundne børn i Europa for behandling, der var afledt af tidens herskende teorier. Briten John Lockes (1632-1704) mente, at barnet var den blanke tavle eller hvide papir, der bare ventede på at blive fyldt op. Siden fulgte den nu næsten glemte, men på sin tid meget betydningsfulde franske præst og filosof Etienne Bonnot De Condillac (1715-80), der så barnet som et fuldt færdigt væsen, nærmest som en statue, der blot skulle bringes til live. Og endelig Jean-Jacques Rousseau (1712-78), der i det vilde barn så den ubesmittede natur i fuldt flor (en tidlig udgave af 'Dit kompetente barn'!). Højeste mode Rousseau fortolkede det vilde barns naturtilstand som en nu tabt tilstand, en idel lykke fra de tidlige dage, hvor mennesket kunne leve tilfreds og i balance i ensomhed. Men det vilde utæmmede liv er i Rousseaus version en ensom verden uden venskaber, varme og kærlighed. Det pudsige er, at Rousseau, som i øvrigt ikke tog sig af sine egne børn, selv frygtede ensomhed i lighed med de britiske forfattere Daniel Defoe og Jonathan Swift. Også disse to havde 100 år før Rousseau været stærkt interesserede i vilde børn og gik begge med liv og sjæl op i en af disse skæbner, Vilde Peter. Drengen var fundet ved Hannover i Tyskland og siden ført til den engelske kong George I's hof, hvor han blev holdt som kæledyr og vakte stor opmærksomhed. 'Det vilde' var sidste mode. Der var kamp om at komme i kontakt med fundne børn, og de blev undervist efter tidens bedste principper. Et af de mest romantiserde tilfælde er Victor, som siden optrådte i Truffauts med rette berømte film 'L'enfent sauvage', 'Den vilde dreng' fra 1970. Heri spiller den franske instruktør selv lægen Jean Marc Gaspard Itard, som forsøgte at lære Victor, en 12-årig dreng, som var fundet i vild tilstand i Aveyron, at tale og være som andre. Ganske forgæves, som det viste sig. Lægen blev træt af ham og opgav ham, og Victor døde i fred i en alder af omkring 40 år, fordi Itards husbestyrerinde tog sig af ham. Men historien om Victor fik en trist efterskrift mange år efter. 13 år uden tale I 1970 blev det afsløret, at en 13-årig pige, Susan havde levet indespærret hele sit liv i et værelse, bundet til en pottestol. Hendes far, der var syg og paranoid, havde tidligere skaffet sig af med to nyfødte ved at 'sætte dem ud', i dette tilfælde i garagen. Men Susan overlevede. Dog ikke med alle sine evner udfoldet, som det skulle vise sig. Hendes venstre hjernehalvdel var ikke udviklet, sandsynligvis på grund af den manglende kontakt med andre mennesker. Ingen havde nogensinde talt med hende. Hendes far havde blot proppet maden i munden på hende, havde slået hende, hvis hun ikke sank og havde udelukkende gøet(!) ad hende. Lægerne omdøbte hende til Genie, fordi hun for dem var som ånden i flasken ('genie' på engelsk). Disse moderne amerikanske læger og sprogforskere havde herset med Genie i en tid, uden særlige resultater, da de så Truffauts film og fik nyt mod. Uden at tage sig af, at filmen er fiktion og på mange måder adskiller sig fra den sande historie, hagede de sig fast i filmens - løgnagtige - happy ending og designede Genies undervisning efter det vilde barns. Det endte galt. Genie opfyldte ikke drømmen og endte med at blive kastebold blandt forskellige plejefamilier. I dag bor hun ifølge Michael Newton på et plejehjem for voksne mentalt handikappede. Men er hun mentalt syg? Var Kaspar Hauser, en anden kendt indespærret, syg? Var Kamala og Amala handikappede? Var Victor? Var det derfor, de blev sat ud? Det ved man ikke. Men i dag ved vi, at uden menneskelig kontakt bliver vi ikke menneskelige. Uden at nogen taler til os og holder om os, mens vi er små, forbliver vi lukkede og afskårne fra det liv, som vore fæller lever. Det kan man bl.a. se på flere af de børn, der voksede op som forsømte i rumænske børnehjem. Et vindue forbliver lukket for altid, hvis ingen hjælper det lille barn med at åbne det. Vores spæde tilstand er ikke paradisisk eller et naturligt endemål. Den er kun et skridt på vejen. Ikke desto mindre banker vore hjerter lidt hurtigere, når vi læser beretninger om børn, som bliver fundet med hunde eller ulve, og som siden længes efter tilværelsen med dyrene. Flere af sådanne, ret veldokumenterede beretninger er nedskrevet af en britisk soldat, W.H. Sleeman. Han var med til at nedkæmpe Kali-dyrkerne the Thugs i Indien, og derudover var han levende interesseret i de mange ulvebørn, man fandt rundt om i landet. I en artikel - 'An Account of Wolves nuturing children in their dens', offentliggjort i The Zoologist i 1888 - kan man læse følgende beretning: »En nat, mens drengen lå under et træ nær Janoo (en mand, der passede på ulve-drengen. red.), så Janoo to ulve komme snigende og lugte til drengen. De rørte så ved ham, og han rejste sig op; og i stedet for at blive bange lagde drengen sine hænder på deres hoveder, og de begyndte at lege med ham. De sprang rundt omkring ham, og han kastede strå og blade til dem. Janoo forsøgte at drive dem væk, men han kunne ikke og blev meget bange ... Natten efter kom der tre ulve, og drengen legede sammen med dem. Et par nætter efter kom der fire ulve, men ikke på noget tidspunkt kom der mere end fire; de kom fire eller fem gange, og Janoo følte ikke mere nogen angst for dem; og han tror, at de første to, der kom, må have været de to ulveunger, som drengen var blevet fundet sammen med, og de undlod at angribe ham på grund af hans lugt; de slikkede hans ansigt med deres tunger og han lagde sine hænder på deres hoveder«.