Midt om natten skal den lille pige, Cosette, hente vand helt alene ude i den sorte skov. Datter af den afdøde luder med et hjerte af guld, Fantine, er hun just en stakkels mishandlet Askepot hos den infame og fattigfine familie Thénardier. Småklynkende og med barnets naturlige skræk for alt mørkt og dystert synes hun fortvivlet helt alene i verden med sin grusomme skæbne. Så sker underet. Med et er der en stor varm mandenæve som tager hendes lille barnehånd. Hun ser op. Og ser en stor, stovt bamse, en ærkeengel i skikkelse af et ægte menneske, en mand, som aldrig bøjede sig for loven og aldrig gav op over for livets lod. Galejslaven Jean Valjean. Menneskedyret fra samfundets bund som blev tyv af sult og siden omvendt af et par sølvlysestager fra den milde biskop af Digne. Siden borgmesteren som kunne løfte en vogn og gik i fængsel for at undgå et justitsmord. Og langt senere slæber Valjean Cosettes kæreste, den revolutionære Marius, igennem Paris' mave, de stinkende kloakker. Den afstumpede gangster evig på flugt som bliver almægtig Gud for alle andre, er verdens første proletariske og karismatiske superhelt. Og man skal være skabt af beton, hvis man med tørre tårekanaler kan vandre igennem Victor Hugos roman, som nu via musical og film også på dansk hedder 'Les Misérables', men i min barndom simpelthen blev læst som 'De elendige'. Særlig scenen, hvor Cosette reddes af Valjean står for mig mejslet som en af verdenslitteraturens mest hæmningsløse højdepunkter af kvalitetstemplet sentimentalitet. På grænsen til det smagløse, men reddet ind i det lødigt sandsynlige, fordi 'De elendige' aldrig går på akkord med sit projekt. Det at synge en gennemført indigneret opera om alle de uretfærdigt samspilsramte på samfundets skyggeside og dog klinge af et vedvarende håb på diverse korsange, hvis omkvæd er en stadig og stædig tro på miraklet om den gode vilje i selv det værste menneske. Genoplivet Kanske Balzac var en mere begavet realist, Flaubert en større psykolog og Zola en mere social skribent. Hugos realisme er skinger romantisk, hans psykologi yderst primitiv og hans samfundskritik enfoldig. Men Hugos mest berømte romaner både 'Klokkeren fra Notre Dame', men især 'De elendige' oplever i disse delvis postmoderne år en veritabel renæssance. Netop fordi de aldrig lægger skjul på deres skær og karakter af fiktion. 'De elendige' angler ikke efter at blive læst som en stringent ideologisk og litterær omkalfatring af virkeligheden. Historien trodser frækt moderne problemer med en poetisk frihed, som intet skyr med hensyn til sætstykker, klicheer og floskler for at flette underholdning til en rørstrømsk erkendelsesform. Kritisabel vil nogen mene, fordi fornuften lades ude, men måske nødvendig i en kynisk tidsalder, hvor ideologi, som på Hugos egen tid, er overlagt til skjulte markedskræfter, hæftet op på et koldt credo om nødvendige forandringer. Roman på 2.000 sider 'De elendige', originalversionen er på 2.000 sider, med en grandios gobelin vævet af en alvidende fortæller, skjuler aldrig sin konstruktion og iscenesættelse. Historien om Valjean er hvad den er, litteratur med en labyrint af stemmer, som fortæller om det magisk usandsynlige, det spontant sentimentale øjeblik, samtidig med at romanen trods alt leverer et realistisk signalement af Frankrig fra 1815 til 1832. Victor Hugo skrev på sit mesterværk i næsten tyve år. Allerede i 1840'erne, faktisk på kanten af en kreativ krise i sit forfatterskab påbegyndte han sagen om den evige flygtning med den evige strømer, Javert, i sine hæle. Hugo ønskede under påvirkning af den nye føljetonroman, især Sues berømte 'Paris' mysterier', at skrive en forbryderroman med et kritisk socialt sigte. Men romanen voksede, som den slags altid gør, når en forfatter vil have det hele med. Først i 1862 udkom 'De elendige' og for en ny mode, som gik efter psykologisk realisme og aktuel naturalisme, var det som at rejse en gotisk katedral midt i et socialt boligbyggeri. Hugo havde skrevet en mainstream-bestseller til alle tider, men den herskende smag henviste hurtigt romanen til barnekammeret. Gerne i beskåret form og med tryk på flugthistorien. Jean Valjeans lidelser var næsten fra start gjort grydeklar til at blive serveret i diverse filmatiseringer og siden stegt til den amerikanse tv-serie, 'Flygtningen', hvor Valjean bliver opgraderet til uskyldigt dømt læge. Men ret beset er 'De elendige' det, man i dag ville kalde for en encyclopædisk roman. Det vil sige romanen som flirter med pulp fictions underholdende plot og samtidig folder sig ud i en række digressioner, krydrer intrigen med indlagte essays om dette og hint, tager sin tid med at informere om sagsforhold, der må siges at være mindre væsentlige for tekstens episke flow. Forfatteren som gud I 'De elendige' skal vi med til slaget ved Waterloo, sættes ind i juridiske forhold, overvære den tids politiske diskussioner på både venstre- og højrefløjen og være på en guidet tur igennem Paris både under og over gadeniveau. Victor Hugo er gud, og han leder sin læserflok igennem hver en lille gyde i sin egen og dog virkelighedens verden. Og franskmandens genfærd går således igen i mange moderne romaner, skrevet af Umberto Eco, Antonio Molinas, Julian Barnes og Lawrence Norfolk. Her i Norden ses spøgelset mest i norsk litteratur. Således indeholder Gunnar Staalesens sensationelle trilogi om byen Bergen i sidste århundrede klare kartotekskort fra Hugos litterære skuffemetode. Men den folkelige Victor Hugo er også sådan et interessant kunstprodukt. Thi med et ego på størrelse med sin yndlingskirke, Notre Dame i Paris, med en kronisk blærerøvsbetændelse som udskreg sin egen geniale brillans i blokbogstaver udover den ganske klode og med en særlig evne til elegant at spille rollemodellen som bedsteborgerlig familiefar for hustru og børn og i samme hug have sin elskerinde under samme tag, lever Victor Hugo op til de fleste nordboers fordomme om den både flamboyante, feterede og frivole franskmand. Han kunne endog som to andre i landets heltegalleri, Jeanne d'Arc og Charles de Gaulle, føre personlige samtaler med Vorherre. Men i et Frankrig, der har født så mange store forfattere, må han helt klart kaldes for nationens digterkonge. Thi nok er han verdensberømt på sine romaner, men i sit hjemland, er han nationalpoeten som skelsættende skrev sublime digte. Det kan to så forskellige kolleger, Charles Baudelaire og André Gide, være vidner om. Hugo udfoldede sig i alle genrer med en naturlighed, som om de netop var skabt til hans geni. Han personificerer i 1820'erne romantikkens korte sommer i Frankrig, da han som katolsk royalist og forkælet duksedreng i lyserød vest og grå bukser skriver en række historiske dramaer stærkt påvirket af Shakespeare. Generalens søn Hugo fastholder romantikkens revolutionære kerne. Hvilket forårsager at han efter junirevolutionen i 1830 begynder sin lange politiske vandring fra det royalistiske højre til det republikanske venstre. Egentlig ikke den oplagte vej for en mand som blev født i 1802 i Besancon som søn af en af Napoleons generaler. Opdraget som enebarn af en enlig mor, er han den geniale fedterøv i gymnasiet, og hans karriere er tidligt i trit med det stærkt reaktionære kongehus, som kynisk vil sætte Frankrig tilbage til feudal enevælde før revolutionen i 1789. Legenden siger, at unge Victor ser en fattig lillemor nægte at neje for kongens karet i en gade i Paris, idet hun stolt spytter ud igennem sine gummer, at under kejseren så hun mange af den slags med deres krone underdanigt i hånden. Om anekdoten er sand er uvis, men scenen kunne være taget ud af en af Hugos egne romaner. I hvert fald begynder Hugo sin kurs mod den særlige form for kristen socialisme som i alderdommen gjorde ham til folkets stemme, Frankrig store søn og en samlende trøst for en nation som efter nederlaget til Tyskland i 1870 var ribbet for enhver selvforståelse om at være Europas supermagt nummer et. Således accentuerer Hugo med sit eget liv hele nationens skæbne i 1800-tallet. Fra at være en konservativ karrieredreng i modetøj til at trone med indsigtens hvide fuldskæg i sit hus på Place de Vosges, i dag hans eget seværdige museum, som en alfaderlig ankermand, der holder Frankrigs stakkels hånd i sin. Victor Hugo døde i 1885. Frankrig gik i landesorg, og stort set hele befolkningen fulgte kisten med Jean Valjeans far til det fængsel, som trods alt kun Victor Hugos eneste overmand kan befri en galejslave fra.