Biblioteksafgiften er enhver kulturministers mareridt. Brian Mikkelsen (K) er ingen undtagelse. Med regeringens planlagte besparelser på 15,3 procent på biblioteksafgiften har han stukket hænderne i en hvepserede. Politikens debatredaktion er i de sidste to uger blevet oversvømmet med læserbreve fra vrede forfattere. Det samme gælder de andre morgenaviser. Ministeren er blevet kaldt alt fra arrogant, uvidende til løftebryder. Og i dag er han kaldt i samråd i Folketingets Kulturudvalg. Besparelserne er nye, men det er konflikten om biblioteksafgiften ikke. Den har nærmest eksisteret siden lovens fødsel i 1946. Årsagen til den aktuelle konflikt er diskussionen om, hvorvidt pengene bør opfattes som en betaling, forfatterne får for at låne deres bøger ud til bibliotekerne, eller om pengene skal være et udtryk for, hvilken dansk litteratur man ønsker skal stå på bibliotekshylderne. »Den seneste tids ballade er en konsekvens af, at man politisk aldrig har taget stilling til, hvad biblioteksafgiften er, og to spørgsmål trænger sig på. Har forfatterne ret til at få penge for deres værker. Eller skal vi støtte de værker, som vi mener er så vigtige for dansk kultur, at vi ikke kan undvære dem. Det første er et markedsspørgsmål. Det andet er kulturpolitik«, mener Lisbeth Worsøe-Schmidt, lektor ved Danmarks Biblioteksskole. Biblioteksafgiften er selve fundamentet i forfatternes økonomi. Når en forfatter udgiver en bog, får hun eller han udbetalt en royalty fra forlaget, men det sker kun, når bogen udkommer. Der kan gå år imellem, at en forfatter får udgivet bøger, og i den mellemliggende periode lever vedkommende udelukkende af biblioteksafgiften. Forfatteren Pia Juul har lagt sine økonomiske forhold frem i en undersøgelse, Litteraturrådet foretog i efteråret: Hendes digtsamling 'sagde jeg, siger jeg' udkom i 1999. Den gav hende en samlet royalty på 21.270 kroner. Bogen udløste 3.900 kroner i biblioteksafgift. Derudover tjente hun 49.050 kroner på fjorten oplæsninger og Danmarks Radios anvendelse af værket. Det gav hende i gennemsnit en månedlig indtægt på godt 6.000 kroner det år. Indtægterne på oplæsning er en god indtægtskilde for de fleste forfattere, men som regel kun det år, hvor bogen udkommer. Herefter mister den sin nyhedsværdi. Splittede forfattere Imens Brian Mikkelsen har været til vinter-OL i Salt Lake City, har landets to forfatterforeninger, Dansk Forfatterforening og Danske skønlitterære Forfattere, kørt en fælles kampagne mod ministerens besparelser. Men enigheden fik sprækker, da et internt notat fra Kulturministeriet blev offentliggjort i sidste uge: »Man må være forberedt på, at selv mindre justeringer kan give anledning til en del postyr«, hed det i notatet. Postyret gjaldt i første omgang besparelserne, indtil det blev kendt, at Brian Mikkelsen vil omfordele biblioteksafgiften, så de skønlitterære forfattere får flere penge. »Om få uger fremlægger jeg en ny struktur, som tilgodeser de skønlitterære forfattere, fordi de ikke har de samme indtægtsmuligheder, som de faglitterære. På den måde vil det vise sig, at de skønlitterære forfattere ikke mister penge på denne her besparelse. De kan faktisk gå hen og få flere«, sagde ministeren 20. februar i Politiken. Så var de to forfatterforeninger ikke længere enige. Så sent som i går meldte Dansk Forfatterforening således ud: »Det er dybt beklageligt at diskussionen om de bebudede nedskæringer har sat alle parter op i en krog: Dansk Forfatterforening, der oplever, at Danske skønlitterære Forfattere pludselig bryder en ellers frugtbar enighed, Danske skønlitterære Forfattere, der ønsker at forhandle uden noget, der bare ligner et mandat fra forfatterstanden, samt ministeren, der helt åbenlyst ikke tjener områdets tarv«, siger Jakob Brønnum, formand for Den skønlitterære Gruppe i foreningen. Før var der altså kun to hvepseflokke, der kæmpede mod hinanden. Minister mod forfattere. Men med udsigten til at få flere penge, sværmer de skønlitterære forfatter nu for ministeren. Det er på en måde forfatternes egen skyld, mener Lisbeth Worsøe-Schmidt. »Mange danske forfattere er lykkeriddere, som sidder og håber, de snart skriver en bestseller. De er langt mere optaget af at få del i bibliotekspengene, i stedet for at diskutere, hvad pengene skal bruges til. På den måde får politikerne frit spil, fordi de bestemmer over afgiften, som er afgørende for mange forfatteres eksistensgrundlag. Set i det lys er besparelserne en alvorlig sag«. Se på Norge Hun foreslår i stedet forfatterne at vende blikket mod vores nabo i nord. Her er bibliotekspengene ganske vist lavere end i Danmark - et argument, kulturministeren flittigt bruger, når han skal forklare, hvorfor han ikke mener, at besparelsen på 15,3 procent er katastrofal - men i Norge har man et helt andet system. Et system, der sikrer litteraturen bedre vilkår. Hendes synspunkt bliver bakket op af generalsekretæren i Norsk Faglitterær Forfatter- og Oversætterforening, Trond Andreassen. »Danmark er kendetegnet ved at have en meget stor individualisering i systemet, hvor alle pengene går til den enkelte forfatter. Norge har en helt anden fordeling. Her går pengene ind i de store fonde, hvor forfatterne søger om stipendier«, siger Trond Adreassen, som har kortlagt alle aspekter af den norske bogøkonomi i udgivelsen 'Bok-Norge'. I Danmark er Kunstfonden og Litteraturrådet groft sagt de eneste institutioner, som uddeler større beløb til forfatterne. Netop derfor bliver biblioteksafgiften altafgørende for den store gruppe af forfattere, som sjældent får store legater fra de to institutioner. »I Norge bliver en stor del af bibliotekspengene uddelt via stipendier. Det betyder, at langt flere forfattere kan søge sig til en tilværelse som forfattere. Hvis det samme skete i Danmark, ville vi sikre, at det ikke kun er Kunstfondens kriterier for kvalitet, som bestemmer, hvilken litteratur vi støtter«, mener Lisbeth Worsøe-Schmidt. I dag findes der en stor mellemgruppe af forfattere, som får udbetalt forholdsvis små beløb fra biblioteksafgiften uden at kunne leve af den. Mere end 14.000 forfattere fik sidste år udbetalt mellem 25 kr. og 10.000 kr. i afgift. Både Lisbeth Worsøe-Schmidt og norske Trond Andreassen mener, det var værd at overveje, hvorvidt denne fordeling af små beløb på mange forfattere er hensigtsmæssig. Rettighed eller støtte »Mange forfattere i Danmark får jo 3.000-5.000 kr. om året. Det betyder ikke meget for den enkelte, men hvis man samlede de småbeløb, kunne man samle stipendier sammen på 50.000-100.000 kr., hvor den enkelte forfatter vil få langt mere at arbejde med. Omvendt er der også forfattere, der får over en halv mio. kr., og det er også meningsløst ud fra et kulturpolitisk synspunkt«, siger Trond Andreassen. Men så er vi tilbage ved stridens æble, som hvepsene flyver så hidsigt omkring. Er biblioteksafgiften en ret til betaling for arbejdet som forfatter, eller er det en kunststøtteordning? Loven er klar. Afgiften er en støtteordning og ikke en rettighed. Hvis den bliver formuleret som en rettighed, betyder det, at de danske forfattere skal dele deres penge med udenlandske forfattere. Det siger EU-regler. Og de var baggrunden for, at afgiften blev en støtteordning i 1992. Flere debatindlæg fra forfatterne peger på, at afgiften bør opfattes som en rettighed. Gør den det, kan en ny kulturminister nemlig ikke pille ved den. Men hvis biblioteksafgiften ophæves til en rettighed, kommer de danske forfattere til at dele deres indtægter med udenlandske forfattere, og det vil betyde langt færre penge til alle. Omvendt vil Brian Mikkelsen eller enhver anden kulturminister ikke kunne spare på støtten, som det nu ser ud til at blive tilfældet.