0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Verden set fra Erhards sofa

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»Da jeg styrtede op ad folketingstrappen, var der en, som råbte »dumme svin« til mig. Jeg var ikke utilbøjelig til at give ham ret. Nu var det hele forbi, før det overhovedet var begyndt«.

Sådan fortæller Erhard Jacobsen selv om sit politiske livs nok mest dramatiske dag - 8. november 1973, da han - dagen efter at have forladt Socialdemokratiet for at stifte CD - løb tør for benzin på vej til en afgørende afstemning i Folketinget og væltede statsminister Anker Jørgensen (S).

Faktisk var det Kates skyld, afslører Erhard Jacobsen nu i erindringsbogen 'Erhards Sofa', som udkommer på hans 85-års fødselsdag i morgen.

Det var nemlig fruen, som havde hældt indholdet af bilens reservedunk på plæneklipperen - og glemt at fortælle det. Da Erhard Jacobsen på vej over Rådhuspladsen i København hørte i bilradioen, at Anker Jørgensen udskrev valg, troede han selv, at nu var hans politiske karriere slut.

Sådan gik det som bekendt ikke. I stedet lykkedes det på rekordtid CD at samle underskrifter nok til at stille op til valget, og jordskredsvalget 4. december 1973 betød, at Erhard Jacobsen tog skridtet fra socialdemokratisk enfant terrible og populær borgmester i Gladsaxe til at blive en af Danmarks mest kendte, farverige og folkelige landspolitikere i spidsen for Centrum-Demokraterne.

Samt en respekteret politisk analytiker og sparringspartner. I den egenskab har Erhard Jacobsen i årenes løb haft mange magtfulde politikere på besøg i hjemmet i Bagsværd. Til fortrolige samtaler i den berømte sofa, der flere gange har optrådt i tv og nu har givet titel til erindringsbogen.

Der er ingen tvivl om, at der i sofaen model 1950'erne er blevet udvekslet mange fortrolige oplysninger, givet mange politiske råd, lavet mange politiske underhåndsaftaler og bagt mange rævekager. Men dem holder Erhard Jacobsen for sig selv. Det er småt med de politiske afsløringer i bogen, som er fortalt til journalist Jette Hvidtfeldt.

Og det er sådan set karakteristisk nok for en politiker som Erhard Jacobsen. For uden evnen til at holde tæt med den slags, opnår man ikke den nære fortrolighed med politiske venner og modstandere.

Danmarksberømt blev sofaen efter valget i 1981, da Anker Jørgensen havde meddelt, at han gik af som statsminister, og de tre Venstrefolk Henning Christophersen, Knud Enggaard og Uffe Ellemann-Jensen mødte op på Søvej i Bagsværd for at drøfte muligheden for at danne en firkløverregering med V-formand Christophersen som statsminister.

Anker Jørgensen blev nogle måneder længere, og da han så i september 1982 gav op, var det den konservative Poul Schlüter, der tog plads i sofaen for at drøfte regeringssamarbejde.

Antiautoritær
Erhard Jacobsen satte fra CD's fødsel en ære i, at CD var et parti »uden en bestemt ideologi, men med en række mærkesager«, som han formulerer det i bogen. Det fremgår da også tydeligt af bogen, at Erhard Jacobsen helt fra sin pure ungdom har haft det svært med autoriteter og derfor også med at indordne sine politiske synspunkter under en bestemt ideologisk spændetrøje.

»Da jeg blev medlem af Folketinget i 1953, fik jeg at føle, at disse betragtninger ikke faldt i god jord hos »systemet««, fortæller Erhard Jacobsen om de socialdemokratiske partilederes reaktion på hans krav om til enhver tid at have ret til at udtrykke synspunkter, der afveg fra partilinjen. Når bare han stemte, som han skulle i folketingssalen.

Fra ganske ung socialdemokrat og formand i studenterforeningen Frit Forum til bruddet i 1973 gjorde Erhard Jacobsen gentagne oprør mod partidisciplinen - og blev samtidig politisk mere og mere uenig med sit parti, som han følte blev drejet alt for langt til venstre.

Mod den venstrefløj, som havde sin storhedstid i 1960'erne og 1970'erne, og som Erhard Jacobsen har brugt en god portion af sit oratoriske talent og sin politiske energi på at bekæmpe. Hvad enten han mødte den i Folketinget, i Danmarks Radio eller i folkeskolen.
»Bruddet med Socialdemokratiet var en forfærdelig oplevelse. Den tanke, at man kunne forlade partiet, havde altid ligget mig uendeligt fjernt.

Når man har deltaget aktivt fra 14-års-alderen, først i De Unges Idræt, siden DSU og i selve partiet, er det en så integreret del af ens liv, at det næsten var som at slå en del af sig selv ihjel«, fortæller Erhard Jacobsen i bogen.

Boligejerne
Men Erhard Jacobsen sagde farvel til Socialdemokratiet 7. november 1973, dagen efter et aftenmøde med socialdemokratiske grundejere på Amager. De fleste var pensionister, der var kommet økonomisk i klemme på grund af stigende ejendomsskat. Anledning til mødet var et politisk forlig, som bl.a. ville medføre stigninger i ejendomsskatterne.

»Pludselig kunne jeg se, at de næsten alle var på alder med min far. Han måtte sælge sit hus, da min mor var død, for han kunne ikke klare ejendomsskatterne med kun én indtægt. Nu ville denne ideologisk begrundede lejeværdiforhøjelse tvinge mange andre på min fars alder til at sælge deres ejendom«, forklarer Erhard Jacobsen om optakten til bruddet.

Han følte, at Socialdemokratiet først havde kæmpet for at skaffe arbejderklassen bedre løn