Da fly nummer to 11. september 2001 klokken 9:02 lokal tid ramte ind i World Trade Center Tower 2, bevistes det endegyldigt, at virkeligheden overgår fantasien. Da støvet efter nordtårnets kollaps klokken 10:28 havde lagt sig, dukkede ødelæggelserne op, større og værre end nogen formodentlig havde fantasi til at forestille sig. Et forfærdende rædselsfuldt og fotogent ragnarok åbenbarede sig. Uanset hvilken religion man tilhører, hvilket land man kommer fra, hvilken hudfarve, man har, og hvilken politisk retning eller ideologi man bekender sig til, så har vores opfattelse af verden ændret sig efter 11. september. Men skulle man ønske at glemme eller fortrænge billederne fra 11. september 2001 så bliver det svært. Angrebene på World Trade Center og sammenstyrtningen af de to tårne, er nemlig billeder, der ikke alene har brændt sig fast på vores nethinder, men også er bevaret på kilometervis af videotape og i tusindvis af fotografier. Skønhed Når jeg skriver, at angrebene på de to tårne og resultatet af det er fotogent, er det hverken for at være flabet eller smart. Den tyske komponist Stockhausen kom som omtalt tidligere (bl.a. i Politiken 26.1.01) for skade, at kalde angrebet »det største kunstværk i kosmos«. Han fortrød, i samme sekund han havde sagt det, men desværre for sent; han overtrådte den usynlige streg, der afgør, hvad man må tænke, men ikke sige. Men med alle disse mange billeder foran mig, så nytter det ikke noget at lyve; ødelæggelserne er fascinerende og mange af billederne skildrer resultatet af grusomheden ufatteligt smukt. En skønhed, der pirrer, og derfor let efterlader én med en tvivl, om det nu også moralsk er rigtigt, læs tilladt, at blive så fascineret. Dilemma For samtlige fotografer og billedredaktører, ja, læsere, der har beskæftiget sig med denne sag, må naturligt nok komme i et dilemma med disse billeder i hånden. Konflikten imellem den politisk korrekte og moralsk rigtige holdning på den ene side, og fascinationen af det skønne og smukke æstiske udtryk på den anden, er med billederne af WTC, så rendyrket som ingensinde tidligere. Sagt på en anden måde; hvordan undgår man at tage billeder af noget rædselsfuldt, uden at skildre det forfærdelige på en fuldkommen og æstetisk perfekt måde? Kan man overhovedet det? Nej, det kan man ikke, er mit svar. Hvis vi skal definere det smukke, er vi nødvendigvis nødt til at definere det grimme også. Og hvad er grimt? Kan man overhovedet tage et grimt billede? Nej, er svaret igen, det kan man ikke, man kan komponere sit billede dårligt, undlade at stille skarpt eller ryste på hånden, men at tage et grimt billede kan ikke lade sig gøre. Grunden er den simple, at man, når man fotograferer, ubevidst søger harmonien i billedet. Ikke harmonien i motivet, men i billedet som udtryk. At fotografere er en konstant higen efter at skabe orden i kaos. (Sidder der, forståeligt, en tvivler eller to blandt læserne, så prøv at foretage øvelsen selv). Grænse Hvor går grænsen imellem at ville fastholde for at blive mindet om, og at ville fastholde, for at huske at hævne? Eller hvor meget sorg skal der til, for at livet kan gå videre? Svaret på begge spørgsmål er bekræftende, hvis man da kan svare sådan: USA vil hævne sig, og USA har brug for sorgen, for at holde hævnen i kog. På den måde er der stor overensstemmelse imellem bøgernes fokusering på tiden efter 11. september, tårerne hos de sørgende, den bevægede præsident Bush, stearinlysene og alle billederne af de omkomne, de mange amerikanske flag, og så befolkningens tilsyneladende accept af de enorme pengesummer regeringen vil bruge på militæret. Bøgernes udtryk understøtter de politiske udsagn, og de politiske udsagn understøtter måden, bøgerne fortæller historien på. Så selv om bøgerne om 11. september 2001 tilsyneladende handler om det forfærdelige og uforståelige, der skete, så handler fortællingen om angrebene, tårnene, der styrter sammen og tiden derefter, lige så meget om selvforståelse. Amerikanernes selvsagt. Det er givet for meget forlangt, men det havde været befriende, hvis der bare havde været et eneste mikroskopisk element af det spørgsmål, der mere end nogensinde er nødvendigt: Hvorfor gjorde de dette imod os. Hvad har vi gjort for at fortjene dette?. Måske må det være sådan, at chokket tvinger en til at fokusere på det nærmeste, der er i ens liv, men det fritager ikke redaktører og udgivere for at tænke længere end til i går. Klicheer Når talen er om 11. september, står klicheerne i kø for at vælte ud af ens mund. Nogle af dem er jo indiskutable, f.eks. at det var forfærdeligt, og hvor tit skal man sige det for ikke at blive misforstået, eller at 11. september ændrer vores liv. Eller i hvert fald opfattelsen af hvordan verden hænger sammen. For en gangs skyld må man gerne stille flere spørgsmål, end man tror, man får besvaret, og et af dem kunne netop være: Hvad har vi gjort for at fortjene dette?. Et krav om selvforståelse ville automatisk også føre til større forståelse for sammenhænge og årsager. Tænk hvis USA brugte lige så meget energi på at forstå, hvad det egentlig er, der rører sig omkring dem, og imod dem, som på at bekæmpe det, der nu er uforståeligt. En del af svaret på, hvorfor det er svært at forstå, og hvor dybt dette skel imellem dem og os er, fik jeg i Kairo, hvor jeg var i december 2001. Jeg spiste morgenmad på hotellet, der lå i den gamle bydel, og ganske u-egyptisk trak jeg det tynde hvide gennemsigtige stof fra vinduet. Derfor så jeg, at der på den anden side af gaden var lagt tæpper på fortovet, et stort banner var hængt op på muren, der var sat store blomsterkrukker med små træer op, og omkring dette ualmindelige sceneri stod nogle mænd og diskuterede. Jeg spurgte tjeneren, hvad der foregik. Jo, det er fordi, der i dag kommer en minister og indvier automaten. Så så jeg, at der i væggen var monteret en pengeautomat, nøjagtig som vi kender dem fra vores hjemlige gadebillede. Det var fordi, de, der er blevet pensioneret, ikke længere behøver at stå i kø for at få deres pension. Nu kan de gå hen til automaten og hæve pengene, forklarede tjeneren mig. »Vi har så meget bureaukrati, vi er jo ikke så langt fremme, som I er«, undskyldte han med et lille underdanigt smil. Jeg fandt det upassende, at han stod der og undskyldte noget som helst, så jeg mindede ham om, at det faktisk var hans forfædre, der for omkring 4.500 år siden byggede pyramiderne. Først forstod han det ikke, så lyste han op i et stort smil, greb min hånd og takkede mig mange gange, mens han på rivende egyptisk oversatte til sin kvindelige kollega. Minder Fotografierne fra 11. september er vigtige. De er lige så vigtige, som fotografierne fra koncentrationslejrene under Anden Verdenskrig, billederne af massemordene i Rwanda, præsident Allende den dag han blev myrdet, eller Tjernobyl atomkraftværket efter dets fatale nedbrud. Fotografierne skal være med til at forhindre gentagelser, de skal minde os om det, vi tror, vi kan undlade at se og tage stilling til, når vi kniber øjnene sammen. Men som altid bør man huske på, at et fotografi er dumt; det har ikke nogen mening, højst en historie. Meningen er inde i læserens hoved. Det er der, slaget står.