0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Billeder, der giver mening

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Da fly nummer to 11. september 2001 klokken 9:02 lokal tid ramte ind i World Trade Center Tower 2, bevistes det endegyldigt, at virkeligheden overgår fantasien.

Da støvet efter nordtårnets kollaps klokken 10:28 havde lagt sig, dukkede ødelæggelserne op, større og værre end nogen formodentlig havde fantasi til at forestille sig. Et forfærdende rædselsfuldt og fotogent ragnarok åbenbarede sig.

Uanset hvilken religion man tilhører, hvilket land man kommer fra, hvilken hudfarve, man har, og hvilken politisk retning eller ideologi man bekender sig til, så har vores opfattelse af verden ændret sig efter 11. september. Men skulle man ønske at glemme eller fortrænge billederne fra 11. september 2001 så bliver det svært.

Angrebene på World Trade Center og sammenstyrtningen af de to tårne, er nemlig billeder, der ikke alene har brændt sig fast på vores nethinder, men også er bevaret på kilometervis af videotape og i tusindvis af fotografier.

Skønhed
Når jeg skriver, at angrebene på de to tårne og resultatet af det er fotogent, er det hverken for at være flabet eller smart. Den tyske komponist Stockhausen kom som omtalt tidligere (bl.a. i Politiken 26.1.01) for skade, at kalde angrebet »det største kunstværk i kosmos«. Han fortrød, i samme sekund han havde sagt det, men desværre for sent; han overtrådte den usynlige streg, der afgør, hvad man må tænke, men ikke sige.

Men med alle disse mange billeder foran mig, så nytter det ikke noget at lyve; ødelæggelserne er fascinerende og mange af billederne skildrer resultatet af grusomheden ufatteligt smukt. En skønhed, der pirrer, og derfor let efterlader én med en tvivl, om det nu også moralsk er rigtigt, læs tilladt, at blive så fascineret.

Dilemma
For samtlige fotografer og billedredaktører, ja, læsere, der har beskæftiget sig med denne sag, må naturligt nok komme i et dilemma med disse billeder i hånden. Konflikten imellem den politisk korrekte og moralsk rigtige holdning på den ene side, og fascinationen af det skønne og smukke æstiske udtryk på den anden, er med billederne af WTC, så rendyrket som ingensinde tidligere.

Sagt på en anden måde; hvordan undgår man at tage billeder af noget rædselsfuldt, uden at skildre det forfærdelige på en fuldkommen og æstetisk perfekt måde? Kan man overhovedet det? Nej, det kan man ikke, er mit svar. Hvis vi skal definere det smukke, er vi nødvendigvis nødt til at definere det grimme også.

Og hvad er grimt? Kan man overhovedet tage et grimt billede? Nej, er svaret igen, det kan man ikke, man kan komponere sit billede dårligt, undlade at stille skarpt eller ryste på hånden, men at tage et grimt billede kan ikke lade sig gøre.

Grunden er den simple, at man, når man fotograferer, ubevidst søger harmonien i billedet. Ikke harmonien i motivet, men i billedet som udtryk. At fotografere er en konstant higen efter at skabe orden i kaos. (Sidder der, forståeligt, en tvivler eller to blandt læserne, så prøv at foretage øvelsen selv).

Grænse
Hvor går grænsen imellem at ville fastholde for at blive mindet om, og at ville fastholde, for at huske at hævne? Eller hvor meget sorg skal der til, for at livet kan gå videre? Svaret på begge spørgsmål er bekræftende, hvis man da kan svare sådan: USA vil hævne sig, og USA har brug for sorgen, for at holde hævnen i kog.

På den måde er der stor overensstemmelse imellem bøgernes fokusering på tiden efter 11. september, tårerne hos de sørgende, den bevægede præsident Bush, stearinlysene og alle billederne af de omkomne, de mange amerikanske flag, og så befolkningens tilsyneladende accept af de enorme pengesummer regeringen vil bruge på militæret.

Bøgernes udtryk understøtter de politiske udsagn, og de politiske udsagn understøtter måden, bøgerne fortæller historien på.

Så selv om bøgerne om 11. september 2001 tilsyneladende handler om det forfærdelige og uforståelige, der skete, så handler fortællingen om angrebene, tårnene, der styrter sammen og tiden derefter, lige så meget om selvforståelse. Amerikanernes selvsagt.

Det er givet for meget forlangt, men det havde været befriende, hvis der bare havde været et eneste mikroskopisk element af det spørgsmål, der mere end nogensinde er nødvendigt: Hvorfor gjorde de dette imod os. Hvad har vi gjort for at fortjene dette?.

Måske må det være sådan, at chokket tvinger en til at fokusere på det nærmeste, der er i ens liv, men det fritager ikke redaktører og udgivere for at tænke længere end til i går.

Klicheer
Når talen er om 11. september, står klicheerne i kø for at vælte ud af ens mund. Nogle af dem er jo indiskutable, f.eks. at det var forfærdeligt, og hvor tit skal man sige det for ikke at blive misforstået, eller at 11. september ændrer vores liv. Eller i hvert fald opfattelsen af hvordan verden hænger sammen. For en gangs skyld må man gerne stille flere spørgsmål, end man tror, man får besvaret, og et af dem kunne netop være: Hvad har vi gjort for at fort