I et ubevogtet øjeblik er det lykkedes ét billede af Dusan Kallay at passere grænsen. Det er en dårlig trykt forside til en Unicef-publikation. Ellers virker det, som om alle uldne viljer har slået sig sammen om at holde denne store, slovakiske tegner ude af vort kongerige. Hvis man vil vide, hvordan barndom var i gamle dage. I årene mellem verdens skabelse og for 40-50 år siden. Før man opfandt fjernsynet og vingummibamsen. Så kan man gå til Dusan Kallay. Går man efter mindre, kan man også gå til Dusan Kallay. Hans billeder har noget andet, der også snart er slut, og som vi først nu er ved at (gen)opdage: vores halve europæiske rødder. Vi kender Rom og rioja, men vi kender knap Tatrabjergene eller De masuriske sumpe. Hos denne tegner går kunsten og håndværket op i en højere alkymistisk enhed. Dusan Kallay nægter også at udtale sig om specielle farveblandinger og papirstrukturer. Han laver jo guld! Men først er det sensommer og middelalder (og Dürrer). Og dog er det ikke rigtigt, at det altid er sensommer. Det virker bare sådan. Faktisk er det næsten lige så tit fuldmoden sommer, eller hvad vi forstår ved hvid jul. Det er farvernes fylde af jord og lunhed, der gør et indtryk af sensommer. Middelalderen kan Dusan Kallay ikke løbe fra. Men den varede også i tusind år. Kunstnerisk dyd Tre ting har formet Dusan Kallay: Vincent Hloznik, kommunismen og Karpaterbjergene. Mindst det midterste - og da som leverandør af arbejdsro. Dusan Kallay er født i 1948. Under studieårene på kunstakademiet i Bratislava blev han lært op af professor Vincent Hloznik, der også havde en anden berømt elev: Albin Brunovsky. Professoren havde denne leveregel for sit virke: »Kunstnerisk dyd er fundamentet«. Og det betød en fordybelse i materialerne - ikke mindst det træ som Slovakiet er så rigt på - og ikke fordybelse i tricks og budskaber. Dusan Kallay er gået bort fra træet, han har heller aldrig delt Brunovskys farvevalg og betagelse af kvinden, men han holder fast ved, at kunsten er lang og politikken kort. For nogle år siden gik han dog kraftigt i brechen for, at tegnere fra Taiwan skulle vurderes på deres tegninger og ikke efter, hvor de boede. Så er der Karpaterbjergene. De ligger lige uden for døren. Et landskab fuld af mystik og rundhed og næsten vælde. Med bondeland og årenes gang. Det er en tryg verden, hvor der dufter af nyrøget skinke og nyvendt muld. Alle hans billedbøger har rod dér. Dusan Kallay har ikke Chagalls lethed, men de to er hævet af samme surdej. Her er billeder, man ikke kan blive færdig med at se på. Når man er nået til enden, har man glemt begyndelsen. De fleste af Kallays billeder - især dem til børn - rummer en detailrigdom, der gør åndeløs, og farverne gør dem uendelige. I Kallays grafiske arbejder er kuløren til at overse. Det er Rembrandt, Dusan Kallay selv nævner som Mesteren. Det gør vel de fleste! Ud over Chagall har han også et link til den franske tegneseriemager Moebius. De to er beslægtede i blød fantasy og sære gestalter. Bar Bizar i Bratislava. Alice i Eventyrland I 1981 udkom 'Alice i Eventyrland' i det daværende Tjekkoslovakiet med billeder af Dusan Kallay. Mange har illustreret Alice og spillet op til tekstens dybere lag på raffinerede faconer. Her kommer den kødelige version. Hvor farverne dufter af skov og øl. Iklædt malerisk slitage som et beroligende filter. Og farven lilla. På det tidspunkt havde Dusan Kallay været på banen i henved 10 år med adskillige grafiske arbejder, ikke mindst exlibris, børnebøger, bogomslag m.m. Men Alice er hans svendestykke og en skelsættende billedbog. I Alice fødes Dusan Kallays billedverden i fuldeste flor. Det er indviklede tableauer befolket med - først og fremmest - de store, langnæbbede fugle, dernæst de vævre gnavere og endelig en blandet dyrepark af kameler, aber og frøer. Mennesker er blide drømmere - og de rager ikke specielt op. Katten anvendes med mådehold. På et stort opslag kommer den store procession af spillekort ind fra højre for at møde undersåtterne, der består af disse ovenfor nævnte dyr samt adskillige elefanter og lignende, der ser i alle mulige retninger, således at billedet udstråler forvirring i stedet for ro. Alle figurerne står ellers roligt og kigger på hver sit. Alt er stivnet. Alligevel bobler det. Mest kendt er nok billedet, hvor Alices store hoved er sat ind i en tømmerkonstruktion, der vil noget. Hun kigger ud fra et halvfærdigt hus med sine store, stille øjne. Et par gnavere fylder billedet ud. Så er der te-selskabet, som ligner juleløses jul på Christiania, lige før det lukker. Det hele er lavet på skuldrene af folianter og sjældne håndskrifter. Hentet op af en bundløs brønd. Alice blev Dusan Kallays adgangskort til Vesten. Den er kommet i både Tokyo og Paris (men ikke i København!). Det er også svært at sige noget dårligt om den. Farver fra jordens hjerte Måske er det farverne, de ikke tænder på i de danske forlagshuse? Her er også al mulig grund til at blive tung og vemodig, hvis man ikke kan lade være. Dusan Kallay jodler ikke. Han henter kulører fra jordens hjerte. Blod, sved og tårer. Deraf den dominerende røde farveskala. Der er heller ikke mange slotte og konger i hans billeder, men masser af langborde og festligt lag. Lilla lidenskab i bordhøjde. Dusan Kallay blander farverne til utrolige nuancer. Der er ofte en dunkelhed, som figurerne vokser frem af i stigende grader af klarhed og lys. Og så er det ellers om at orientere sig i al krible-krableriet. Med alle disse væsener, der kigger allevegne hen. Hos Dusan Kallay hører det til sjældenhederne, at du bliver kigget i øjnene. Når tegneren så bruger gul eller blå, er det som at få appelsin i sin turban. Man måber over en solsikke fuld af sol. Eller når rækken af hvide fugle med lange næb passerer en isblå martshimmel Kunne Dusan Kallay blot tegne som alle middelalderens mestre og fremefter - hvad han rigeligt kan - var det måske ordinært. Hans mesterskab ligger i at genfremkalde de billeder, vi har i vores gener - måske kun som en anelse. Teknisk set står de for alt, hvad man forbinder med gamle dage. Krakeleringen er vidt fremskreden. Gnaverne optræder ikke tilfældigt. Men så er det, at et fint vrid i farveskalaen får farven lilla til at dukke op, hvor man mindst venter det. Som et syrligt bolche og fornyende konservering af en alenlang tradition. Gennem et produktivt liv har Dusan Kallay bevæget sig i mange genrer. Trykteknikken har ikke altid været med ham. Det er surt, når nu »kunstnerisk dyd er fundamentet«. I de grafiske arbejder er kanterne ofte skarpe og figurerne opløst til tynde, ufærdige streger. Først blandt ligemænd Midteuropas milde tyngde. De store skove og sletter østerude. Her lå halvdelen af vores kulturarv indtil kommunismen satte en prop i - og iøvrigt bevarede sceneriet næsten intakt. Dusan Kallay er først blandt ligemænd i den varierede flok af tidligere Østtegnere, der med vekslende held har krydset mur og tæppe. Nogle er aldrig nået frem. Dusan Kallays indflydelse er enorm, og han står for et af de vigtigste illustratorskaber for børn i nyere tid. Det er skammeligt, at det ikke findes på vort sprog (om man så må sige). Herhjemme har især Lilian Brøgger lært af ham. Vi har pligt til at aflevere danefæ, og vi oversætter trofast hver ny amerikansk trendsætter og indtaler alle Ib Michaels værker som lydbog. Vi værner om mangfoldigheden. Men ham, der kan tegne hen over tusind år, ham kender vi ikke.