Ordet landesorg rækker knap nok til at beskrive reaktionen på, at Pippis mor døde i begyndelsen af denne uge. Verdensomspændende var det, og forresten ikke kun sorg - for hvor meget ældre end 94 år kan man nu forlange at blive? Astrid Lindgren forlangte ikke mere. Netop så gammel blev den mand, hun elskede højest i livet - formentlig højere end sin bror og sin søn og med sikkerhed højere end sin mand. Samuel August Ericsson fra Sevedstorp, Astrid Lindgrens far, blev også selv 94. Her på Politiken trak vi da sektionsharmonikaen helt ud, fem sider af tirsdagsavisen brugte vi på at markere, at verdens hidtil »største nulevende forfatter for børn« ikke længere var nulevende. Og onsdag afspejlede vi på kultursiderne nogle af reaktionerne i den udenlandske presse, deriblandt den selvfede britiske kommentar om, at Lindgren derovre var knapt så kendt »på grund af skarpere konkurrence«! Så provinsielt selvretfærdiggørende, at man næsten skulle tro, de var danskere! Børn er mennesker Men de danske aviser greb nu navnlig lejligheden til at hylde »det synspunkt, som gør hendes bøger til noget særligt: Børn er mennesker, og mennesker fortjener ordentlige fortællinger«. Dén formulering finder man i Anne Knudsens nekrolog i Weekendavisen. Ligesom forfatterinden i Stockholm vedgår chefredaktøren fra København åbent barnet i sig selv: »Vi har det alle sammen ligesom Pippi, der giver sig selv mange gode råd, men er slem til ikke at høre efter«. Gudskelov for det, mener hun vist, og finder det forresten »tankevækkende, at der nu lever en hel generation af unge voksne, som til hver en tid vil foretrække Ronja, Dorothy fra Kansas og Frodo Sækker frem for de ironisk fremstillede personer i det nys forgangne århundredes voksne litteratur, den, der fik nobelpriserne«. Den generation tilhører en af bladets yngre medarbejdere. Hun mindes »chokket over mødet med den onde selv - ridder Kato«, da Mio (min Mio) i mørket øverst på tårntrappen griber ud efter sin kammerats hånd, men: »Det var ikke en hånd, det var en jernklo!«. Da Synne Rifbjerg - for hende er det - var barn, mødte hun selv Astrid Lindgren: »Hun stod med sin lidt stive dametaske over armen og et stort smil om læberne og hørte på min kejtede kærlighedserklæring. Så klappede hun mig på kinden og sagde, at jeg lignede Audrey Hepburn«. Ugebladet fra Pilestræde trykker desuden Else Lidegaards gode tv-interview med en åben og dog selvironisk Lindgren fra 1981. Skorpionen fra Småland Moderorganet sammesteds, Berlingske Tidende, kom også i erindringshumør, for Jens Andersens tætte nekrologportræt af Lindgren er formet som en to sider lang, detaljeret genoplevelse af hans interviewmøde med hende i hendes lejlighed i Stockholm, december 1990. »Skorpionen fra Småland« kalder han beretningen, på grund af hendes fødsel 14. november, men også til minde om hendes pludseligt hvasse klo, kamplysten bag det milde ydre: »Hvis jeg ikke var så gammel, ville jeg gå direkte ind i kvindesagen!«, siger den sammensunkne, men åndeligt intenst nærværende skikkelse pludselig fra sofahjørnets dyb. Måske gjorde hun det, for Andersen konstaterer, at »ingen anden nordisk forfatter i det 20. århundrede som hende formåede at skildre de gamle familiemønstres opløsning i det moderne samfund og samtidig vise os, hvordan barnet med sin eventyrlige livskraft altid finder nye veje ud af rodløsheden«. Hun forstår mig Jyllands-Postens Marianne Juhl, der selv deler det usentimentale, ironiske livssyn med den store svenske medsøster, lægger i stedet vægten på, at »Astrid Lindgren er fuldt og helt på børnenes side og respekterer dem for det, de er - ikke bare børn, slet ikke små voksne, men mennesker med retten til rettigheder på deres niveau«. Måske derfor har så mange læsere verden over den samme oplevelse, gætter Juhl: »Hun skriver til mig. Hun forstår mig. Jeg er Pippi Langstrømpe eller Emil. Og hvis jeg ikke er det, ville jeg ønske, at jeg var!«. I Information er Marie-Louise Kjølbye inde på den 'levnedsbeskrivelse' af Astrid Lindgren, som hendes mangeårige veninde Margareta Strömstedt netop har udsendt i revideret form. Kjølbye ser barndommens lykke og ungdommens prøvelser med uægteskabelig graviditet m.m. som »anslag til et forfatterskab, der ironisk nok kom til at betyde den lykkelige barndom for mange senere generationer af institutionsbørn og fortravlede forældre. Ironisk, fordi Astrid Lindgren netop skildrer børns tvivl og ensomhed«. I alle nekrologerne mærkes det, at skribenterne er personligt berørt. I flere af dem endda ganske bogstaveligt, som håndspålæggelsen af den lille Synne Rifbjergs kind eller Jens Andersen oplevelse: »Det var ligesom, når en katolik, der endelig får lov at hilse på paven, tror sig udvalgt og resten af sit liv føler, at de højere magter aldrig slap hans hånd«. Vor egen Steffen Larsen skildrede det også i sin kloge og personlige læsning af Strömstedts biografi på forsiden af vores egen kultursektion torsdag i forrige uge (24. januar): »Astrid Lindgren kan lide at røre ved dem, hun snakker med. Jeg har selv haft den glæde at blive følt på af hendes tynde, fine fingre«.