I en fjern afkrog af Sydamerika sidder Fortællingernes Fader. Om han nu sidder på toppen af et højdedrag i Andesbjergene eller ved bredden af Orinocofloden, dybt inde i junglen, er ikke til at sige, men i en eller anden fjern afkrog sidder han, denne urgamle indianer. Han er blind og analfabet, og med sin sprukne stemme fortæller han i ét væk historier fra alle tider og alle steder. Nogle mener, at han er synsk, andre, at han er en reinkarnation af Homer og forfatter af 'Popol Vuh', og andre igen, at han simpelthen er den universelle kilde til læsestof, urmassen, hvorfra alle forfatteres individuelle manifestationer udgår. Italo Calvino tegner i sin roman 'Hvis en vinternat en rejsende' (1979) dette vittige portræt af Fortællingernes Fader som en fabulerende indianer, og når han lokaliserer fortællekunstens kilder til Sydamerika, er det selvfølgelig under inspiration af den 'magiske realisme', som siden 1960'erne har været varemærket for latinamerikansk litteratur. Herfra har Miguel Angel Asturias, Gabriel García Márquez, Alejo Carpentier, Juan Rulfo, Manuel Scorza, Isabel Allende og flere endnu sendt deres romaner over Atlanten og spundet den vestlige verdens læsere ind i et net af skrøner, så Julian Barnes - i 'Flauberts papegøje' - har følt sig foranlediget til at foreslå et importstop eller i hvert fald en kvoteordning for disse sydamerikanske fortællinger beplantet med talende appelsintræer, befolket med flerhundredårige diktatorer og bestjernet af myter og magi. Men de magiske realister er uanfægtet fløjet videre på deres flyvende tæpper, fra kontinent til kontinent, og herhjemme skrev Hans-Jørgen Nielsen i et essay, at det var Scorza og García Márquez, der åbnede hans øjne for kvaliteten i hans 'episke mors' til at slynge alt og alle ind i uendelige, snoede fortællinger. Når man taler om fædre og mødre, taler man om oprindelse, og paradoksalt nok har Den Nye Verden i litteraturen fra begyndelsen været det kontinent, hvor man søgte efter urbegyndelsen, de tabte spor, kulturens kilder. Conquistadoren Hernán Cortés skrev hjem til Karl V, at han var stødt ind i så mange ting, som han savnede ord for. Alejo Carpentier kunne aldrig blive træt af at skrive om den latinamerikanske forfatter som en Adam, der skulle navngive tingene. Og García Márquez skriver muntert i optakten til 'Hundrede års ensomhed', at »verden var så ny at mange ting manglede navn, og for at omtale dem måtte man pege på dem med fingeren«.