0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Da den tavse generation fik mæle

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Til min umådelige glæde nåede Villy Sørensen at læse min bog ' I unåde' om parret Ina og Peter P. Rohde, som han kendte, og deres kampe. Dvs. han fik den læst op af. Der var til sidst ikke kræfter til at holde en bog. Men over for mig fik han alligevel peget på en fejl og gjorde det med den karakteristiske blanding af lige dele pedanteri og lune.

- Det var altså ikke i Studentersamfundet og i Vartov, jeg talte om 'Den blå Pekingeser', som du skriver, men i Studenterforeningen.

- Det er jeg ked af, det mener jeg bare bestemt at have læst, sagde jeg.

- Virkelig? Du sad ellers selv på første række ...

- Tak ... Det havde jeg fuldkommen svedt ud.

Vi var midt i tyverne, begge to, han et par år ældre. Kjeld Abells stærkt diskuterede stykke havde haft urpremiere på Det Kgl. Teater engang i december 1954, og Rohde havde få måneder efter angrebet Abell frontalt i Gyldendals nye tidsskrift Vindrosen, som han redigerede.


Villy Sørensen - hvem var det? Blot en ung skønlitterær debutant, ikke kendt for andet end nogle 'sære historier' og et par filosofiske tekster i tidsskriftet Perspektiv.

Nogen i Studenterforeningen må have vidst, hvad de gjorde, da de også hentede denne purunge forfatter ind til at deltage i Abell-aftenen, der ellers var præget af godt garvede, midaldrende kombattanter, når lige undtages den nye stjerne på teaterkritikkens himmel: Jens Kistrup, der skrev i Berlingeren.

Jeg husker (heller) ikke, om Villy Sørensens bidrag havde nogen effekt i diskussionen, men jeg tror det ikke. Skyttegravene var for veletablerede dengang. Men på nogen af os samtidige havde det sin virkning.

Det forløsende ved hans indlæg var dets hverken-eller-position, at det ikke accepterede den uflyttelige konfrontation mellem givne ideologiske lejre. Og - måske netop derfor - røbede sans for et dybereliggende konfliktstof i Pekingeseren end de andre indlæg, der alle kredsede om kollektivisme versus individualisme.

Den dengang toneangivende kritiker ved Information, chefredaktør Erik Seidenfaden, gav ikke noget for den hule fællesskabsromantik med kommunistiske undertoner: »Det kunne være der var mennesker, der på værdifuldere måde opfyldte deres bestemmelse i ensomhed end i fællesskabets pekingeserbjæffen«.

Mens Land og Folks Svend Johansen og andre med ham (Werner Thierry f.eks.) åd budskabet råt: »Abell ... vil, at livet skal bevæge sig fremad i stedet for at stå stille og forfalde«.

Rohde holdt ubetinget med Seidenfaden, men gik et skridt videre og satte navn på. Han afskrev den blege bovlamme hyldest til fællesskabet, især »i en tid, hvor arbejdslejre og politiske processer står som randnoter til kollektivets krav på at forvalte individets rettigheder ...«.

Også Kistrup mente, at Abell først og fremmest havde svigtet sig selv - ved i Pekingeseren at have tyet til en nem socialistisk-romantisk happy ending.

Han burde have taget den ærlige, morbide konsekvens af den klare undergangslinje i forfatterskabet og givet sig de menneskelige grundvilkår af dødslængsel og isolation i vold. Han trængte til at brænde sine skibe.


Kistrup og Villy Sørensen er naturligvis 'på talefod' med hinanden. Men hvor Kistrup stillede sine spørgsmålstegn til Abell ud fra et eksistentialistisk krav til forfatterpersonligheden om at gå radikalt til værks i sit selvopgør uden skelen til det politisk korrekte, bragte Villy Sørensen en ny dimension ind i billedet, sansen for hvad der havde reelt kunstnerisk liv i stykket og hvad dette bestod af.

Han holdt fast i noget, som også vi andre havde oplevet dernede på scenen, men ingen ellers havde fundet ord for. Det var jo i sit anlæg ikke noget uinspireret stykke, skønt det endte i det lallende ' leve-leve-med'-postulat.

Det var dét, Villy Sørensen havde fat i. Han nåede konfliktstoffet fra en helt anden vinkel og foldede det ud som ingen andre, med sin sans for kvalitet, båret af lige dele indsigt i menneskers psyke og i kunstneriske symbolers væsen.

Han ydede det bedste i Pekingeseren retfærdighed, dette at ondt og godt, her ikke længere er sort-hvide størrelser - som ellers ofte hos Abell. Der er i stykket en autentisk kamp mellem det æstetiske (det vilde, utæmmede og uafsluttede univers på og omkring Iselø) og det etiske (det tamme og afgrænsede, som er den anden side af den splittede André).

At Iselø også er dragende og fristende og ikke kun forkastelig, gjorde Villy Sørensen som den eneste opmærksom på. Ligesom på det tragikomiske i stykket:

»De to sfærer (det vilde og det tamme) bliver ved at være adskilte i menneskenes verden hos Abell, men titelfiguren bliver stående som en særlig ironi over stykkets personer, der i sin lille blå person forener skødehunden med alverdens mystik«.

Så megen forståelse fik Abell ikke af nogen anden, venner som fjender. Hvis han var til stede i Studenterforeningen den aprilaften i 1955 - det husker jeg heller ikke om han var - må det have frydet ham. Foredraget er forblevet utrykt.


Da jeg i min bogs medfør dykkede ned i halvtredserne og så, hvordan den kolde krig satte sine spor helt ned i de mest ydmyge dokumenter i form af afretning, frontopdeling, lejrtænkning og forbitret ideologisk kamp, forstod jeg pludselig igen - og måske for første egentlige gang - hvor befriende og vigtig Villy Sørensens hverken-eller var dengang.

Hans ironiske form, der i den grad var ham egen, var også en del af hans svar på tidens ensidigheder. Det fremgår af en kronik i Berlingeren i 1957 om 'den tavse generation' , hvor han taler om, »at efterkrigstidens skizoide talent for at placere folk som fremsatte meninger i veltilhuggede båse, uden særligt fintfølende sans for hvilke meninger, der fremsættes, har beredt en frugtbar grobund hos os for tavshed og ironisk tvetydighed«.

Den tavse generation, der i mellemtiden var blevet talende, havde tiet for ikke at »blive taget til indtægt af de forkerte, nu taler man muligvis højt for at opløse de forældede frontholdninger og kunstige skillelinjer ...«.

Dette var den saglighed, Villy Sørensen kom med, den saglighed - som det hedder i et essay - der »kun er polemisk mod de ensidige. Fortidslængslen og fremtidsdrømmen er lige forloren, en flugt fra samtiden og en sætten sig ud over mennesket, som hverken er ondt eller godt, men som stræber i begge retninger: bagstræberisk af hensyn til sig selv og fremadstræbende af hensyn til selvet, som aldrig lader sig stille tilfreds«.

Selvet var Villy Sørensens ord for den fundamentale del af psyken som vi har fælles med andre mennesker.


Villy Sørensen var ikke kulturradikal og ikke marxist. Han kunne ikke være i de båse. Først og fremmest kunne ingen af dem huse hans langtrækkende historiske forankring, endsige hans optagethed af de religiøse forestillinger, mennesker har næret gennem al tid. Akkurat her ligner han for resten den sene Peter P. Rohde.

Men i modsætning til Rohde, der længe yndede at ligestille ufriheden i øst med ufriheden i vest for ikke selv at blive ligestillet med de reaktionære, vidste Villy Sørensen fra første færd, hvilket system der var bedst for mennesker: dét, hvor ungdommen blev bragt til tavshed, og dét, hvor den bare ikke rigtig vidste hvad den skulle sige.

Men først og fremmest hævdede han dengang midt i ismetiden og siden alle dage - for den tanke blev ham en permanent målestok, som han anlagde over alle forhold, at »et egentligt fremskridt kun kan tænkes som et fremskridt i moral eller humanitet«.

Så enkelt var det.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce