Det kan virke underligt, at en mand, som gennem næsten 50 år har beskæftiget sig med ord og følelser, så at sige ikke har nogen at dele ud af. Men alt ved mig, der har nogen værdi, findes i mine bøger. Alt, hvad der på ethvert givet tidspunkt måtte findes derudover, har ikke fundet sin endelige form. Jeg er knap nok opmærksom på det; det venter på den næste bog. Det vil - hvis heldet er med mig - komme til mig under selve skrivningen, og det vil komme bag på mig. Det er dette element af overraskelse, jeg søger, når jeg skriver. Proust har skrevet meget skarpsindigt om forskellen på forfatteren som forfatter og forfatteren som socialt væsen. Man kan finde hans tanker herom i nogle af de essays, der er samlet i 'Contre Sainte-Beuve', en bog, der er stykket sammen af hans tidlige skrifter. Den franske 1800-tals kritiker Sainte-Beuve mente, at man for at forstå en forfatter var nødt til at vide så meget som muligt om det ydre menneske, at kende detaljerne i vedkommendes liv. Det er en besnærende metode, at bruge mennesket til at belyse værket. Den kan forekomme uangribelig. Men Proust præsterer meget overbevisende at pille den fra hinanden. »Saint-Beuves metode«, skriver Proust, »overser det, som selv en meget overfladisk grad af selverkendelse ellers lærer os: at en bog er produktet af et jeg, som er forskelligt fra det jeg, som vi fremviser i vore vaner, i vor omgang med andre mennesker, i vore laster. Hvis vi vil prøve at forstå dette særlige jeg, så kan vi måske gøre det ved at granske vor egen barm og rekonstruere det dér«.