»Hvorfor fa'en sitter Krag i Newyørk den daw i daw?«, sang Osvald Helmuth med Arvid Müllers ord i ABC-revyen 1951, men Krag vendte grusomt tilbage, så Osvald rettede det til: »Hvorfor fa'en sitter Krag ikke i Newyørk i daw?«. Danske vælgere er ikke nemme at gøre tilpas, ej heller danske anmeldere. Og med første del af Bo Lidegaards biografi om Jens Otto Krag er Osvalds spørgsmål udvidet til holbergske dimensioner: Hvorfor fa'en drikker Krag? Og hvorfor fa'en horer han så umætteligt til alle sider? Og hvorfor fa'en blev han egentlig politiker i stedet for diplomat, journalist, maler, forfatter eller et andet af de erhverv, han havde evner eller lyst til, og hvor man i forvejen forventes at leve sådan et natteliv? Den gådefulde statsminister, Danmarks første socialdemokratiske akademiker i dén stol, véd vi åbenbart meget mere om efter Lidegaards granskning af mandens personlige arkiv, frem for af hans egne dagbøger. Men samtidig sidder vi tilbage med endnu flere spørgsmål. En del svar får vi måske aldrig, men andre bebudes i andet bind, og dét var lige ved at få Tøger Seidenfaden til at gå i anmelderstrejke her i avisen: At udsende første del alene - det slutter med 1961, altså året før Krag første gang blev statsminister - er »simpelthen for dårligt« og desuden »en provokation ikke bare over for læseren, men også over for den debat om vores nyere fortid, som forfatteren selv lægger op til«, skrev vor chefredaktør: »Mest lyst har man egentlig til at lade vurderingen ligge, til helheden foreligger, og sætte punktum her«. Men det blev ved lysten. På resten af vores sektionsforside kunne man læse, at bogen »er ikke nogen skuffelse. Den er faktisk rigtig god«, for Lidegaard er »suveræn i skildringen af de politiske dramaer og dilemmaer« - endskønt bedømmelsen af Krags indsats altså ikke kan foretages uden årene efter 1961, så »fortsættelse følger«, sluttede anmeldelsen i kun let truende tonefald. Indføling Lidegaard er »kritisk og analyserende, om end ikke så kritisk, som man enkelte steder kunne ønske«, finder Seidenfaden, og det er måske samme fornemmelse flere andre anmeldere giver udtryk for. Biografien giver os »den betragtende Krag set indefra - betragtet af ham selv«, skriver David Rehling i Information, fordi Krags egne dagbøger er »en hovedkilde« for Lidegaard. Erik Meier Carlsen formulerer det i B.T. sådan, at »Lidegaard har behandlet materialet med utrolig respekt og omhyggelighed. Hans beskrivelse er en indfølt og forstående udlægning af det virkelighedsbillede og dens livsopfattelse, der var Jens Otto Krags«. Mere kritisk har Carlsen egentlig ikke brug for, at Lidegaard skal være, for B.T.s politiske redaktør bruger en tredjedel af sin anmeldelse til at forsvare en helt anden politiker: »hårdtarbejdende, seriøs, velbegavet, visionær. Men en klumpedumpe på tv ... Ser man på resultatlisten, har Danmark næppe i mange årtier haft en mere resultatrig og succesfuld regering ... sjældent har vi haft en regeringsleder med så stort et overblik og så ægte et engagement som den endnu regerende Nyrup«. Hvilket Carlsen alt sammen kun anfører som forbrugervejledning: »For alle vælgere, der risikerer at tabe perspektivet og meningen med det politiske demokrati, er bogen om Krag en utrolig velkommen modgift«. Hvis Carlsen ufrivilligt påpeger en kardinalfristelse for anmeldere (efter modellen: med værket som påskud vil jeg i stedet skrive om det, der ligger mig selv på sinde), udstikker hele striben af Lidegaard-omtaler altså et andet grunddilemma for biografien som genre: At indfølingen kan blive et problem for den kritiske historisk-politiske distance. Det indtryk får man også hos Bent Jensen, der i Jyllands-Posten påpeger, at dagbøgernes »analyserende tilbageblik på et længere forløb« selv fungerer som »en slags historieskrivning, blot foretaget af en af historiens aktører«. Men også i skildringen af privatmennesket kan det give vanskeligheder: »De detaljerede, undertiden pinlige beretninger om de private ting« i dagbøgerne overvejer Jensen ligefrem at se som »råmateriale eller skitser til den store moderne roman, han (Krag) tumlede med hele livet«. Men skal det hele med i en biografi? Lidegaard går »tættere på« denne gang end i sin store Kauffmann-biografi, skriver Rehling i Information, »så tæt at læseren får lyst til at råbe: Nej, nej, det gør for ondt!«. »Det er næsten for meget«, synes også Ekstra Bladets chefredaktør Hans Engell, »i sin tyngde næsten knugende med hundredvis af detaljer og minutiøse beskrivelser af politikkens krinkelkroge«, selv om bogen også er »en præstation ... et monumentalt værk, velskrevet, detaljeret«. Men igen med »indtrykket af, at Krags minutiøse dagbogsnotater for Bo Lidegaard har været svære at slippe - og dermed dikterer bogens hovedperson delvis sin egen historie. Det er ikke uden problemer«. Patologisk don juan Man må give Engell ret, ikke mindst når Lidegaaard betragter Krag »som Danmarks betydeligste statsmand i det 20. århundrede«, nu ifølge Karsten Svensson i Berlingske Tidende. Også han har sine indvendinger - f.eks. ville Stauning have fortjent den netop citerede rekordtitel, hvis han og Krag havde byttet fødselsdato og dermed konjunkturer - gætter Svensson! Der anser første bind for »spændende læsning«, men på linie med Tøger finder det »lige lovlig markedsorienteret« at udsende det uden andet bind. I anledning af den daværende presses diskretion om Krags udsvævende natteliv stiller Svensson et interessant spørgsmål til Lidegaards moral: »Når det er etisk prisværdigt ikke at skrive om en abefest i 1947, hvorfor er det så etisk uangribeligt at skrive om begivenhederne i 2001?«. Man kunne udvide dét spørgsmål: Når vi åbenbart accepterer alkoholisme og patologisk donjuanisme som mindre omkostninger ved politisk format hos fortidens politikere - Krag, Kampmann, Hækkerup eller for den sags skyld John F. Kennedy, Lyndon B. Johnson, you name them - hvorfor forlanger vi så samtidig, at nutidens partiledere skal være pletfri, selv om det åbenlyst fremmer de intellektuelt mindrebemidledes og røvkedeliges herredømme? Netop dét spørgsmål lader netop Hans Engell desværre ligge, men en klar forståelse for det komplekse sind røber han dog, bl.a. med følgende næsten poetiske formulering: »Livet kan ikke blive vildt og grænseoverskridende nok. Ansvaret og den pæne konformitet bliver om natten afreageret og udlevet i det vilde liv. Den evindelige jagt på lykkelige øjeblikke bliver Krags mest karakteristiske træk«.