0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Iført sit image

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Dan Turèll havde klart power. Både som digter og som menneske var han et særsyn i vores hjemlige trummerum.

Hele hans personlighed var vendt mod USA, det Andet Amerika, der havde fostret jazzen, rocken og beatdigtningen foruden en lang række trivialfænomener, som mere eller mindre satte deres præg på Vesteuropa, og jo altså DK.

Hans særlige styrke var en stor åbenhed over for strømninger, udtryk og sprog, der viste andre muligheder end de gængse, gråmelerede, konforme.

Han levede livet hårdt og blev ikke gammel, målt i tid, selv om han havde masser af visdom hobet op inde bag kraniet og på mange måder talte med en ældre mands stemme.

Han blev født 19. marts 1946 og døde 15. oktober 1993, kun 47 år gammel. »47 år, det er ingen alder«, som taxachaufføren sagde til mig, da jeg kørte ind til Grande Goodbye Galla 20. januar 1994.

Dette arrangement var i sig selv et særsyn: Tivolis Koncertsal lagde hus til, og danske musikere og digtere optrådte i lange baner aftenen igennem for et publikum, der kom for at sige farvel til en digter (og entertainer), som de elskede.

Langhåret indvendig
Jeg mødte Dan Turèll første gang i 1969. Jeg var ganske ualmindelig meget langhåret, han var mere langhåret indvendig. Det var til Poul Borums første forsøg på at stable en forfatterskole på benene (sammen med Sven Holm og Hans-Jørgen Nielsen).

Seancen fandt sted i Farvergade, i Eksskolens gamle lokaler, og de inviterede digtere måtte kun have udgivet én bog. Dan Turèll stod i døren med en voldsom udstråling - han lignede et eller andet fra et andet land.

»Det er vist ikke noget for os, det her«, sagde han (henvendt til den langhårede), hvorefter vi forlod den diskuterende flok.

Møder og intetsigende spindelvæv var ikke noget for Dan Turèll, teori var i orden, naturligvis, han var yderst intelligent og brugte sine hjerneceller flittigt, men teorien skulle forenes med en praksis, og det var dén, der interesserede ham.

Praksis var så at finde i sproget, der flød som skrift, i en heftig og paradoksal revolte imod sproget selv. Hele verden var den slagmark, hvorpå kampen udkæmpedes, den sproglige frihedskamp, der var Poesien.

Inden han var kommet hertil, havde han haft en barndom i Vangede med alle de myter og gode historier, som siden er blevet fortalt.

Han voksede sig for stor til Andeby og læste sig igennem et righoldigt udvalg af den amerikanske litteratur, fra Mark Twain til de beskidte krimier, som han fandt ikke i boghandelen, men i kiosken.

Jazzens skælvende rytme
Det hele foregik til tonerne af selve Jazzens skælvende og inderlige grundrytme. Den første plade, han købte, var en lp med Thelonious Monk ('Monks Moods', trioindspilninger fra 1952 og 1954).

Mærkeligt nok for mig, da jeg opdagede det nu her så mange år efter, fordi den første plade, jeg købte i min barndom i Gentofte (på den forkerte side af Lyngbyvejen, set fra Vangede Vil Vindes synspunkt), var en single med Thelonious Monk, 'We See' og 'Smoke Gets in Your Eyes', indspillet med kvintet i 1954.

For at det ikke skal være løgn, findes numrene fra begge plader i dag på samme box-sæt, 'The Complete Prestige Recordings', hvis tre cd'er er blevet spillet grundigt, mens jeg har tænkt tilbage, læst og studeret sommeren over.

Som Thelonious Monk repræsenterer den ultimative frihed, er Dan Turèlls første lange stræk en selvstændig version af den (amerikanske) frigørelse fra det akademiske digt, som blev udført af beatdigterne med William S. Burroughs, Allen Ginsberg, Jack Kerouac, Gregory Corso og flere i spidsen.

Bag dem stod, langt tilbage, Walt Whitman med sin visionære fremtidsbesyngelse, og, nærmere, de to modernistiske fyrtårne T.S. Eliot og Ezra Pound. Og foran dem sangere og digtere som Bob Dylan og Lou Reed.

De var alle dele af den Dan Turèllske sprogkube, den splintrede, messende Amerikanske Sang, som han skrev sig op imod, improviserede over og genfødte på dansk.

Der var svinkeærinder ind i en egentlig fransk orienteret sprogfilosofi, og der var naturligvis de danske inspirationskilder, først og fremmest Ivan Malinovski og Per Højholt, men den dybeste genklang fandt han i beatdigtningen og den med den forbundne jazz.

Den jazz, der holdt ham til - til tanken, til kroppen - var både den Bebop, som beatdigterne elskede, og den senere free jazz, avantgardens former, repræsenteret ved folk som Ornette Coleman og Albert Ayler.

Sidstnævnte var hans store idol, og vil man forstå Dan Turèll, er det ikke nok at tage til Vangede og høre et par gamle danske schlagere for sit indre øre, man må skrue op for disse hyl og denne improvisation, som en kompromisløs referenceramme.

I de sene 1960'ere og de første år af 1970'erne eksperimenterede Dan Turèll desuden med et flertal af stoffer, fra hash til LSD, i eksorbitante mængder, som han selv udtrykte det.

Og han drejede lige så roligt fra jazzens gyngende grund over i rockens univers af syret storby, hele flower-power-generationens nye åndeliggørelse, sådan som den lød, når det var The Velvet Underground i New York, der tegnede billedet, eller The Grateful Dead m.fl., der spillede under San Franciscos høje himmel.

Fra vrede til venlighed
Hans skrift i disse år var store udladninger, i form af såvel undergrundshæfter som rigtige bøger. Hovedværket er 'Manjana', den endeløse sang flimrende igennem hudens pupiller fra 1973, og mesterværket er 'Karma Cowboy', der udkom i 1974.

Det var midt i denne bog, der står som et charmebestrålet monument over 1970'erne, at Dan Turèll foretog sin berømte vending fra aggression til accept, fra vrede til en omsiggribende venlighed.

Det var, som om alle værdier var nivelleret til ét stort Ingenting. Herfra skød Alting op i et nyt lys, med gamle kærligheder i front og med en ny lyst til at introducere til hele den verden, som så få kendte, men som han nu ville formidle på sin egen måde i samtlige medier.

Det gjorde han så, på én gang overalt. Også i digtform, hvor han formåede at skabe en dansk pendant til den spoken poetry, som hans amerikanske forbilleder dyrkede. Samlede findes disse digte i 'Storby-trilogien' (1976-77).

1980'erne blev som bekendt kriminalromanernes tid. Dan Turèll havde i flere omgange kastet sin interesse på krimien som genre, men det var først i det nye årti, at han bevægede sig ind i det særlige univers på egen hånd.

Resultatet er Mord-serien, som består af ikke mindre end tolv bind (senere udsendt i kassette). Det er Dan Turèlls forsøg i trivialgenren, en stor boks af stemning!

Med disse skæringer - samt med sin I Byen-klumme i Politiken - fik Dan Turèll et stort og trofast publikum, som måske slet ikke vidste, hvad han ellers gik og lavede (poesi!), men som til gengæld havde mødt ham som hurtigtalende underholder af første rang på ethvert dansk gymnasium med en aula eller en gymnastiksal, hvor han kunne stå, iført sit image, og være på.

En hård tjans, som han gennemførte år efter år, jaget af skattevæsenet og af huslejen, som jo skulle kradses ind.

Bøger på lysbordet
Jeg havde et nært samarbejde med Dan Turèll, for at sige det mildt, i de hektiske 1970'ere. Mit daværende forlag Swing udgav ti bøger af ham, og som forlagsredaktør på Borgens Forlag udgav jeg fem bøger, inden jeg holdt op og andre tog over.

På fem år arbejdede vi således sammen om femten bøger plus det løse. Om natten sad vi ved et lysbord og ombrød bøgerne, mens kassettebåndoptageren spillede Jerry Lee Lewis (altid Jerry Lee Lewis!) og morgenen afløste stilheden med biler og en ny dag.

Det var de mange historiers tid, og Dan Turèll var på toppen. Siden holdt vi forbindelsen, med skiftende intensitet, som vistnok i alle forhold.

I de sidste år kom vi atter hinanden mere nær. Dan Turèll sluttede sin karriere med tre fremragende digtsamlinger, 'Den sidste trilogi'.

Han blev syg, og det var ikke til at bære. Kort tid inden han døde, talte vi sammen i telefonen. Vi var blevet bedt om at skrive et længere bidrag sammen til Brøndums Encyklopædi, det skulle hedde 'Snak' og være skrevet i pingpong.

Dan Turèll måtte sige nej. Han ville gerne, men han kunne ikke. Vi talte i lang tid. Der var meget at tale om. Og da jeg lagde røret på, var jeg lige ved at besvime. Allerede da bankede mindet på med en voldsom styrke.

Nu er alting anderledes, tiden er gået som et støvet festfyrværkeri, og dog er følelsen den samme. Jeg savner Dan Turèll, som Danmark gør det, fra provins til hovedstad, fra generation til generation.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce