Ude i Øresund tæt ved Amager ligger badeanstalten Helgoland - endnu da. Den er fra dengang Grækenland og Spanien var fjerne destinationer og danskerne badede i danske farvande og bællede mælk, kvarte sød leveret af mælkemænd - ikke sodavand - langs kysterne. Ud over den vidunderlige grønblå bemaling udmærker Helgoland sig ved sin overvældende stoflighed. Det er en af tilværelsens privilegier at gå med bare fødder på det bundsolide træværk, som generationer af amagergensere har slidt til, så det nu er mere splintfrit end et sildebensparketgulv i en Hellerupvilla. Helgoland er badeanstalternes svar på bogelskerens velpatinerede 600-grams bog, som tages frem for at blive befølt, mærket, set, sanset i ny og næ. Helgoland er kort sagt bibliopatens favoritbadeanstalt og det svækker ikke dens status, at Klaus Rifbjerg har skrevet så uforglemmeligt om den i novellesamlingen 'Og andre historier' fra 1966. En bog, der efter vor ringe mening er i en klasse for sig. Noget af det man kan studere nærmere, når man frekventerer Helgoland er, hvordan nøgne mænd ser ud, og det er lige præcis, hvad Rifbjerg gør i 'Badeanstalten', hvori han med drengens forbløffede altregistrerende blik zoomer ind på ikke mindst de mange forskellige slags tissemænd, som nyder friluftslivet: Brune, røde, blå. Dem der flyder ovenpå, dem der nøjes med at være vedhæng til ejermanden og dem, der nærmest går foran og trækker resten af kroppen med sig, de få, hvor klokkeværket er i balance og alle de andre: »For det meste er det den venstre, der hænger længere ned end den højre - set fra manden der har nossernes synspunkt«.