Det skifter, hvem der er øverstbefalende i det danske litteraturpoliti. Altså gruppen af toneangivende litterater og kritikere. Dem, der afgør, hvad der er god litteratur. Magtudøvelsen kan ske på mange måder, en af de mest effektive er at få lov at redigere store værker, der allerede i deres titel lægger op til det, det hele handler om, når der skal udøves magt: synliggørelse- eller usynliggørelse, udgrænsning eller helgenkåring. Hvilke forfattere skal for eksempel medtages i et værk som 'Danske digtere i det 20. århundrede'? Ja, det bestemmer redaktør og professor Anne-Marie Mai, hvis litteratursyn udtrykkeligt rummer et opgør med den modernistiske optik, der så længe har siddet tungt på smagsdommeriet - med den konsekvens, mener hun, at dele af litteraturen er blevet lagt i skygge. Ser man modtagelsen af værkets bind 2, der omhandler perioden fra 1940-70 og netop er udkommet, er det tydeligt, at anmelderne forholder sig til Mai og co.s litteraturpolitiske udgangspunkt, men kun få går til biddet. Det konstateres, at den totalt ukendte Johannes L. Madsen, der er blevet enormt hip på det seneste, er med, og at den folkekære Dea Trier Mørch ikke er med, men ingen tør rigtig sætte spørgsmålstegn ved udskilningsløbets resultat.