0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

De syge hjerner

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Syg i hovedet, demagogisk talent og politisk fanatisme er en livsfarlig cocktail. Især for omgivelserne. Og værre bliver det, når en gal revolutionsleder er besjælet af drømmen om en helt ny verdensorden.

Det kan millioner af ofre for Lenin, Hitler og Maos storhedsvanvid skrive under på. Deres navne er for evigt prentet med blod i verdenshistorien, og efterhånden som årene går og arkiverne åbnes, tegner billedet af de tre folkeforføreres mentale vanart sig klart og tydeligt.

I de sidste fire-fem år inden sin død i 1924 fik Lenin på grund af stress og sin store arbejdsbyrde som leder af den russiske revolution flere slagtilfælde med blodpropper i hjernen.

De resulterede i forskellige fysiske lammelser og gik ham også på psyken med yderligere følelseskulde og paranoia til følge.

Allerede i sine unge år havde han demonstreret en udpræget mangel på indlevelse og medfølelse med andre mennesker. Noget lignende gør sig gældende hos autister. De mangler empati.

Da Lenins bror Aleksandr blev hængt i 1887 efter et mislykket attentat mod tsaren, fældede den 17-årige Vladimir Iljitj Uljanov ikke en tåre. Ingen synlige tegn på bedrøvelse. Kun en kort kommentar: »Vi må forsøge en anden vej«.

Hjernesvæklingen Lenin
Med hård hånd styrede Lenin slaget mod Sovjetunionens indre fjender efter revolutionen i 1917, men efter de første slagtilfælde og den tiltagende åreforkalkning i hjernen omkring 1920 skete der en mentalitetsændring til det endnu mere grusomme.

Overalt så han fjender, som skulle passiviseres, fængsles, sendes i landflygtighed eller henrettes uden rettergang.

I sin bog 'Tio hjärnor' fra i fjor skriver den nu afdøde svenske professor og neurolog David H. Ingvar:

»En sådan brutalisering, en karikatur af en i forvejen emotionelt fattig personlighed, kan indtræffe ved fremskreden sygdom i hjernens blodkar. Lenins overbevisning om, at revolutionen var den eneste løsning på problemerne i det russiske samfund, ja, hele verdens problem, forstærkedes. Hadet steg mod dem, der modarbejdede ham, eller som han betragtede som modstandere af revolutionen«.

Fra sit eksil i Tyskland bønfaldt Lenins forholdsvis nære bekendt, forfatteren Maksim Gorkij ham flere gange om at stoppe terroren og indstille de mange likvideringer af intellektuelle.

Lenin var grundlæggende antiintellektuel og lod hånt om henstillingerne, men retfærdiggjorde bl.a. massehenrettelserne over for den engelske filosof Bertrand Russell. Efter en audiens hos revolutionshelten i Moskva udtalte briten: »My blood ran cold«.

Efter det første store slagtilfælde 26. maj 1922 fik Lenin forskellige lammelser i højre side af kroppen og talebesvær. Han affærdigede lægernes råd om hvile og fortsatte sit intensive arbejde, mens hans personlighed ændrede karakter, og terroren rullede videre med uformindsket kraft.

David H. Ingvar baserer sit essay om Lenin på nærlæsning af bl.a. sovjetgeneralen og militærhistorikeren Dmitrij Volkogonovs biografi 'Lenin' fra 1994 med offentliggørelse af indtil da hemmeligholdte dokumenter om revolutionslederen og hans sygdom.

Papirerne fra de nu åbnede arkiver viser, at Lenin var en alvorligt syg person, som under terroren i det tidlige Sovjetunionen udviklede en endnu mere umenneskelig brutalitet.

Også den svenske forfatters far og farfar var neurologer, og sammen med andre indkaldte internationale eksperter i nervesygdomme rejste de begge til Moskva i marts 1923 for at undersøge, om det var muligt at behandle og helbrede den hjernesvækkede Lenin.

Efter spekulationer om interne magtkampe i Kreml under Lenins sygdom og Stalins magtovertagelse efter hans død slutter David H. Ingvar sit kapitel om Lenin:

»Millioner af mennesker satte livet til. Aldeles efter retningslinier, som kan spores tilbage til Lenins syge hjerne«.

Stofmisbrugeren Hitler
Allerede kort efter at Adolf Hitler vandt valgene i 1932 og på lovlig vis blev udnævnt som Tysklands ny rigskansler året efter, indledte han sit terrorregime med udrensninger og snigmord blandt sine politiske modstandere.

I ungdommen var han usikker, antiintellektuel og depressiv med urealistiske drømme om at blive en stor kunstner. Som tiljublet nazifører bragte han hele sin psykopatologiske bagage inklusive storhedsvanvid, had, paranoia, hypokondri og ekstrem aggressivitet med ind på den nationale og storpolitiske skueplads.

Det fik især seks millioner dødsofre for hans udryddelser af jøder og andre minoriteter at føle.

De tydelige psykopatisketræk i Hitlers karakter sprang under Anden Verdenskrig omgående de allierede i øjnene, og det amerikanske efterretningsvæsen OSS udarbejdede under ledelse af oberst William 'Wild Bill' Donavan en analyse og psykologisk profil med ovennævnte karakteristika af den tyske diktators forstyrrede personlighed.

Til sine dages ende for egen hånd som 56-årig i førerbunkeren i Berlin 1945 led Hitler af forstoppelse og mavesmerter, som han lige siden 1930'erne forsøgte at dulme med det stærke Metadonlignende kodeinpræparat Eukodal.

Hans livlæge, den skrupelløse pilledoktor Theodor Morell, ordinerede ham også »jättedoser« på op til 20 tabletter om dagen af belladonna og krampegiften stryknin.

En noget nær dødelig dosis og yderligere blandet op med portioner af det mandlige kønshormon testosteron. Desuden fik han det amfetaminlignende pervitin intravenøst, og andre medicinske charlataner proppede ham med centralstimuli som koffein, cardiazol, coramin, sympatol m.v. I alt op mod 70 præparater hældte vegetaren, ikkerygeren og alkoholasketen Hitler jævnligt indenbords.

Almindeligvis begyndte Føreren sin dag i et vrissent, uomgængeligt og utålmodigt morgenlune for efter besøg af Morell at møde op hos sin generalstab med et manisk blik, forvirret tale, stærke rystelser og udpræget rastløshed.

Hans jævnlige, umotiverede raserianfald hang givet sammen med abstinenssymptomer som følge af det gigantiske medicinmisbrug, og hertil føjer den amerikanske neurolog B.E. Parks, at Hitler antagelig led af alvorlige forstyrrelser i hjernen som følge af en speciel epileptisk lidelse med udgangspunkt i pandelapperne.

Patienter af den type er ofte grublende og murrende med diffuse religiøse forestillinger og pludselige udbrud af vrede og aggressivitet, forvirret tale, rødmen, bleghed, rystelser og hukommelsesforstyrrelser.

Alt sammen suppleret med megalomane frelserforestillinger. Allerede som menig soldat under Første Verdenskrig modtog Hitler ifølge sig selv befalinger fra Gud om at redde fædrelandet.

Forfatteren til 'Tio hjärnor' har pløjet alt medicinsk litteratur om Hitler igennem og spørger sig selv, hvordan denne galning med alle sine »abnormiteter« kunne komme af sted med at lede sit land i undergang gennem totalkrig og verdenshistoriens mest uhyggelige folkemord.

Svenskeren mener, at Adolf Hitler ikke var alene om ansvaret for katastrofen, og skriver:

»Det må deles med mange. Blandt andet med hans generaler og nærtstående nationalsocialister - ligesom med de 3.000 tyske læger, som var aktive i SS. Blandt disse må der have været mange, som indså og forstod de alvorlige patologiske træk i Hitlers psyke og opførsel«.

Skørlevneren Mao
I modsætning til Lenin og Hitler var formand Mao noget af en livsnyder. Han elskede mad, var storryger og svælgede i kvinder. Til gengæld vaskede han sig aldrig og børstede heller ikke tænder.

»Jeg skyller mig i mine kvinders safter«, sagde han og nægtede behandling for sin kroniske herpes- og klamydiainfektion. Hele hans livsform resulterede også i overvægt, åreforkalkning og flere hjertetilfælde.

Langt op i årene dyrkede kulturrevolutionens kyniske leder jævnligt gruppesex med adskillige dertil indkaldte jomfruer fra landdistrikterne, og han mente i overensstemmelse med flere taoistiske læremestre, at livlig seksuel aktivitet med yngre partnere forlænger livet.

Mao døde som 83-årig i 1976. Da viste han symptomer på den sjældne nervesygdom ALS, amyotrofisk lateralsklerose.

På det mentale plan led 'den store rorgænger' både af paranoia, storhedsvanvid og mangel på empati. Det mener David H. Ingvar i overensstemmelse med oplysningerne i bl.a. den 600 sider tykke bog 'The Private Life of Chairman Mao' fra 1994, skrevet af hans livlæge gennem 22 år, dr. Li Zhisui.

Svenskeren ser bl.a. ligheder mellem Maos og Lenins psyker. Nok var Mao mere belæst end sovjetlederen, men grundlæggende var også han antiintellektuel, hvilket især kom frem under kulturrevolutionen, da alle kinesere inklusive forfattere, kunstnere og universitetslærere også blev kommanderet på flere års markarbejde.

Og begge var de overbevist om egne evner til ene og alene at styre udviklingen i deres kæmperiger.

Til gengæld havde ingen af de to medfølelse for folkemassernes lidelser efter bl.a. flere hungerkatastrofer. »Det var denne mangel på empati, som udmærkede såvel Lenin som Mao«, skriver David H. Ingvar.

Når den kinesiske diktator jævnligt blev overmandet af paranoia, var det dr. Li og sikkerhedschefen Wang Dongxing, der sammen måtte få ham ned på jorden igen.

Engang opdagede de og beroligede ham med, at noget støj og larm i krattet uden for Maos sovegemakker ikke skyldtes et højreekstremistisk angreb i anmarch, men et par vildkatte i slagsmål.

I den biografiske litteratur om magtfulde politikeres liv og levned findes der ofte spor af, at de lider af 'sensory deprivation', følelsesmæssigt afsavn, med udpræget paranoia og vrangforestillinger som følge af mangel på viden og indsigt om forholdene i den virkelige verden blandt almindelige mennesker uden for magtens korridorer.

Det var bl.a. det, både Lenin, Hitler og Mao angiveligt led af, og ifølge den svenske neurolog er det ikke ualmindeligt, at 'sensory deprivation' ligefrem kan dræbe nervesystemet hos ensomme topchefer uden normale menneskelige relationer.

'Tio hjärnor' beskæftiger sig desuden med diverse personlighedsafvigelser hos Alexander den Store, Dostojevskij, Nietzsche, Woodrow Wilson, Churchill, John F. Kennedy og Hemingway.

Af flere indlysende årsager dog ikke et ord om hovederne på hverken USA's kristne og ærkekonservative præsident George W. Bush eller den ekstremistiske arabiske muslim og terrorleder Osama bin Laden.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu