Den globale landsby, The Global Village, omfatter måske nok hele kloden. Men hvis der også er en bestemt by, som er den globale landsby, så er det vel New York. Overalt i verden, i hvert fald den vestlige, har man i mindst hundrede år kunnet gå omkring og føle sig som landsbyboer på Manhattan. Og denne følelse, dette tilhørsforhold, denne mærkværdige kombination af massesamfund og gadekær har siden 1925 haft sit udtryk og organ i tidsskriftet The New Yorker. Her mødes alverdens forfattere og intellektuelle, men navnlig New Yorks, i genrer fra de længste essays og noveller til de korteste kommentarer, alt hyllet i en atmosfære af small town. Bladets kendteste faste spalte har den ydmyge titel: Talk of the town - by-sladder. Nyeste nummer af The New Yorker er naturligvis helliget katastrofen på Manhattan 11. september. Og Talk of the town skrives af en række faste bidragydere from New York and around the world , til dette globale lokalblad. Vi nøjes med tre af de hertillands kendteste, John Updike, Susan Sontag og Amitav Ghosh (aktuel med romanen 'Glaspaladset', anmeldt i Politiken 30.8.). Tre rystende forskellige amerikanske stemmer. John Updike John Updike stod med sin hustru på toppen af et hus i Brooklyn og så tårnene falde: »Vi vidste, at vi netop havde bevidnet tusinders død, og vi klamrede os til hinanden, som om vi selv var med i faldet«. Updike går fra øjenvidneberetning til eftertanke: »De andre, terroristerne, har abstraktioner; vi har kun de overlevendes prosaiske pligt - at samle stumperne op, at begrave de døde, at tage flere forholdsregler, at leve videre«. Og så slutter optegnelsen næste morgen: »Jeg vendte tilbage til det udsigtspunkt, hvorfra jeg så grusomt havde set tårnene forsvinde ud af syne. Den nye sol skinnede over de østlige facader, nogle få både bevægede sig forsigtigt på floden, ruinerne sendte stadig røg op, men New York så pragtfuld ud«. Susan Sontag Anderledes barsk og sikker i tonen er Susan Sontags bidrag til Talk of the town: »Modsætningen mellem sidste tirsdags monstrøse dosis af virkelighed og det selvretfærdige ævl og deciderede bedrag, som faldbydes af offentlige personer og tv-kommentatorer, er skræmmende og deprimerende. De stemmer, som har licens til at følge begivenheden, synes at være gået sammen i en kampagne med det formål at gøre publikum fuldstændig infantilt. Hvor er erkendelsen af, at dette ikke var et 'kujonagtigt' angreb på 'civilisationen' eller 'friheden' eller 'menneskeheden' eller 'den fri verden', men et angreb på verdens selvudnævnte supermagt gennemført som konsekvens af bestemte amerikanske handlinger og alliancer? Hvor mange borgere er klar over de løbende amerikanske bombninger i Irak? Og hvis ordet 'kujonagtig' skal bruges, så passer det måske bedre på dem, der dræber på sikker afstand af modangreb, højt oppe fra himlen, end på dem, der er villige til selv at dø for at dræbe andre«. Susan Sontags hele vrede er vendt mod USA, mod »robotpræsidenten« og mod alle dem, der mener, at de i denne situation ikke har andet valg end at slutte op bag hans »barnagtige« forsikringer om amerikansk styrke. Hendes konklusion er følgende: »Landets ledere har ladet os forstå, at de anser det for deres opgave at manipulere: at opbygge selvtillid og at beherske sorgen, dyrke grief management. Politik, demokratisk politik, som indebærer uenighed og hylder frisprog, er blevet erstattet af psykoterapi. Og jo: lad os da endelig sørge sammen. Men lad os ikke være dumme sammen. Nogle få stumper af historisk bevidsthed kunne måske hjælpe os til at forstå, hvad der netop er sket, og hvad der fortsat kunne tænkes at ske. 'Vort land er stærkt', får vi at vide igen og igen. Hvilket jeg personligt ikke finder særlig trøsterigt. Hvem tvivler på, at Amerika er stærkt? Men det er ikke det eneste, Amerika skal være«. Amitav Ghosh Amitav Ghosh fortæller fra tirsdag 11. september historien om sine nære venner Frank og Nicole De Martini og deres to børn på 10 og 8, Sabrina og Dominic. Nicole og Frank er begge arkitekter, og de arbejder begge i World Trade Center på henholdsvis 88. og 35. etage, skriver Ghosh i nutid. Nicole er ansat i det ingeniørfirma, Leslie E. Robertson Associates, der har bygget WTC, og Frank har siden 1993 været ansat i det team, der vurderede skaderne og sikkerheden efter bomben dengang. Få kendte bygningerne bedre end Frank, han »var forelsket i den«, siger Nicole, »han var fyldt af ærefrygt for deres skala og storhed, deres design og effektivitet i brug af materialer. Han sagde altid, at de var bygget til at kunne modstå at blive ramt af et mindre fly«. 11. september om morgenen kørte Nicole og Frank først børnene til skole, hvorpå de tog til World Trade Center og begyndte dagen med en kop kaffe på Franks kontor. Det var på vej ned til sig sit eget kontor, at Nicole hørte og mærkede braget fra etagerne ovenover. Hun søgte tilbage til Frank, som i kraft af sit kendskab til bygningen hurtigt fandt en flugtvej: »Dyngen af murbrokker, som blokerede indgangen til brandtrapperne, var knæhøj. Netop som Nicole skulle til at klatre over den, bemærkede hun, at Frank blev stående tilbage. Hun tiggede ham om at komme med. Han rystede på hovedet og sagde, at hun skulle gå ned uden ham. (...) Han ville følge efter, så snart han havde hjulpet de sårede«. Ingen kendte World Trade Center bedre end Frank De Martini. Han syntes, det forpligtede ham til at blive oppe i tårnet og hjælpe folk ned. Nicole nåede ned og ud, og hun så tårnene falde. »Næste morgen«, skriver Amitav Ghosh i The New Yorker, »besluttede Nicole at hendes børn skulle vide, at der intet nyt var fra deres far«.