For nylig læste jeg i et interview med en ung dansk forfatterskoleelev, der er debuteret som lyriker, at eleverne på skolen opfordres kraftigt til at læse ganske bestemte værker af ganske bestemte forfattere. Af tonen kunne jeg udlede, at skønt der på ingen måde var tale om tvang fra lærernes side, var der dog tale om en form for velmenende gruppepres. Naturligvis stod det klart den enkelte frit for at læse de anbefalede værker, men fulgtes opfordringen ikke, ville vedkommende risikere at føle sig udenfor, når disse værker blev taget op i undervisningen. I teorien en ret, i praksis en ...? Interviewet med den unge digter var for mig tankevækkende, fordi der imellem linierne tegnede sig uddannelsen af en forfatter, der ingen som helst lighed har med den 'uddannelse', jeg selv engang slog ind på og påtog mig. I min 'uddannelse' læste jeg i øst og i vest, i syd og i nord, ganske som vinden blæste, og mine lyster, behov og intuitioner dikterede. Og så fremdeles: Jeg fandt min instruktion og kilderne til den, mine læremestre (oftere blandt de døde end blandt de levende) inde i mig selv, dvs. i de bøger og mennesker jeg 'tilfældigt' traf på min vej. På et vandrehjem i Jerusalem ligger der et laset eksemplar af Amos Oz' roman 'My Michael'. Et fremmed menneskes glemsomhed er et tegn for mig. Jeg tager bogen i hånden og læser den (på et uforglemmeligt sted med cikader) i et stræk samme dag.