0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Forfatterskolens illusion

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

For nylig læste jeg i et interview med en ung dansk forfatterskoleelev, der er debuteret som lyriker, at eleverne på skolen opfordres kraftigt til at læse ganske bestemte værker af ganske bestemte forfattere. Af tonen kunne jeg udlede, at skønt der på ingen måde var tale om tvang fra lærernes side, var der dog tale om en form for velmenende gruppepres.

Naturligvis stod det klart den enkelte frit for at læse de anbefalede værker, men fulgtes opfordringen ikke, ville vedkommende risikere at føle sig udenfor, når disse værker blev taget op i undervisningen. I teorien en ret, i praksis en ...?

Interviewet med den unge digter var for mig tankevækkende, fordi der imellem linierne tegnede sig uddannelsen af en forfatter, der ingen som helst lighed har med den 'uddannelse', jeg selv engang slog ind på og påtog mig.

I min 'uddannelse' læste jeg i øst og i vest, i syd og i nord, ganske som vinden blæste, og mine lyster, behov og intuitioner dikterede. Og så fremdeles: Jeg fandt min instruktion og kilderne til den, mine læremestre (oftere blandt de døde end blandt de levende) inde i mig selv, dvs. i de bøger og mennesker jeg 'tilfældigt' traf på min vej.

På et vandrehjem i Jerusalem ligger der et laset eksemplar af Amos Oz' roman 'My Michael'. Et fremmed menneskes glemsomhed er et tegn for mig. Jeg tager bogen i hånden og læser den (på et uforglemmeligt sted med cikader) i et stræk samme dag.


Videre tænker jeg, at havde forfatterskolen i København eksisteret for enogtyve år siden, da jeg selv første gang hørte stemmen kalde mig til skrivekunsten, er det ikke umuligt, jeg havde forsøgt at vende det døve øre til.

I hvert fald ville jeg aldrig have kunnet drømme om at søge optagelse. Hvis det var 'forfattere', skolen udklækkede år efter år, så var det ikke 'forfatter', jeg skulle være.

Så måtte jeg finde på en anden betegnelse for det, min egen stræben sigtede imod. Attraktionen var nemlig for mig ikke mindst, at forfattergerningen i modsætning til snart sagt alt andet i Institutionsdanmark endnu ikke var hegnet ind og lagt i faste rammer.

Hvad jeg ville var at rejse en platform så at sige uden for det institutionelle samfund, hvorfra det lod sig gøre at se klart og tale frit om det, jeg så. Forfattergerningen var stadig et område, hvor man kunne lære sig selv at gå for siden at stå, at stå fast. Alt sammen på sine egne ben.

Ville jeg være skrivekunstner, var det et personligt mellemværende mellem min individuelle sjæl og den skaber, som havde bragt den til verden. Det var en stor bestemmelse, som forpligtede mig, hvis jeg slog ind på den, og som lod udformningen af min skæbne være op til mig selv uden indblanding fra andre.

Der var tale om en fri, men netop derfor så meget desto mere krævende individuel beskæftigelse, dvs. hverken en karriere eller en profession med alt, hvad dertil hører af statsanerkendt erhvervskompetence, nytte og lignende.


Enhver kunstner, som er benævnelsen værdig, kender i sine oprigtigste stunder til tovtrækkeriet mellem skabelsesprocessens ædlere dele i den ene ende og dens mindre ædle i den anden:

Opgøret mellem 'kræfternes' frie spil og kræfternes bundne, mellem den direkte aflytning af (hellig)ånden og det indirekte forcerede surrogat, mellem originaliteten og uselvstændighedens afhængighed af lærere og forbilleder.

Imidlertid er kamppladsen ikke kun et indre anliggende for den enkelte kunstners samvittighed; den eksisterer også i kollektiviteten af de mange enkelte, som kaldes samfundet.

Da Poul Borum, som den golde, uoriginale, men snu forfatter og dræberan- melder han var, klædte og førte sig outreret, var det ikke i første omgang for at skille sig ud, men mere for at narre fjenden i Aalborg.

Med sit punkede outfit søgte han at aflede opmærksomheden fra det, som var hans livs egentlige mission: at bekæmpe virkelig originalitet, hvor som helst i det danske litterære landskab den måtte stikke hovedet frem. Og da det lykkedes samme Borum at få oprettet en statslig forfatterskole i Danmark med sig selv som rektor, var oprettelsen et led i den selvsamme bestræbelse.

Hermed sikrede stifteren sig, at hans livsprojekt ville blive ført videre selv efter hans død. Han kastede sin skygge ind i fremtiden og skaffede sig den udødelighed, han ikke havde kunnet opnå på anden måde.

»Kun som skabere kan vi ødelægge«, skrev Nietzsche i 'Den muntre videnskab'. Der er al mulig grund til at tro, at forfatterskolens stifter også lå inde med denne indsigt. At den var virksom i ham. Eller troede han alvorligt på, at en læreanstalt ville forbedre den originale og ægte skrivekunsts betingelser i Danmark?

Hvorom alting er, har oprettelsen haft omtrent den samme forgiftende virkning, som det har, når man banker et kobbersøm i et egetræ.

Men i dag er den der, skolen, og fordi det som bekendt er ulige meget lettere at oprette en ny institution, end det er at komme af med den igen, når først den har slået rødder, ser det ud til, at vi må finde en måde at leve med giftsømmet i vort litterære livs stamme, som blev kronen på Borums livsværk.


»Ingen kan vejlede Dem, ingen!«, skrev Rainer Maria Rilke til en ung digter i 1903, efter at denne havde bedt ham, den ældre og mere modne kunstner, om råd og vejledning.

Og det er i dette lys, at min artikel skal læses. Forfatterskolens berettigelse står og falder med spørgsmålet, om aktiviteten på skolen fremmer eller hæmmer den originale skrivekunst, om det overhovedet, når det drejer sig om kunst, kan lade sig gøre at skille form (det ydre) fra indhold, om ét menneske kan vejlede et andet?

Er svarene på disse tre spørgsmål bekræftende, bør skolen bevares og vel ligefrem udbygges; er de det derimod ikke, ville det bedste være at nedlægge institutionen hurtigst muligt.

Kan det lade sig gøre - sådan som lærerne ved forfatterskolen hævder, det kan - at skille form fra indhold i en sådan grad, at man kan undervise i det første, mens det andet får lov at ligge til 'senere' ...?

Nuvel, forfatterskolen er, som det ulyksalige ord siger, en skole, der uddanner forfattere. En forfatter er et menneske, der skriver. Ergo lærer forfatterskolen sine elever 'at skrive'. Men er det ikke et vidt begreb?

Hvad er det, eleverne lærer? Lærer de at skrive lærebøger til undervisningsbrug? Manualer? Kogebøger? Forretningsbreve? Filmtreatments? Radiomontager? Børnebøger? Nej, ingen af delene.

Det, forfatterskolen vil give sine elever, er 'håndværket', som på et senere tidspunkt skal sætte dem i stand til at skrive skønlitteratur, altså romaner, noveller, digte og essays. Kunst med andre ord.

Men kan det lade sig gøre? Engang i 1960erne i sidste århundrede besøgte Witold Gombrowicz (polsk forfatter til bl.a. romanen 'Ferdydurke') den første tyske forfatterskole ved navn Literarische Colloquium i Vestberlin. På det tidspunkt var han oppe i årene og meget anerkendt efter tredive års eksil i Argentina og en snes års næsten total forstødelse fra det litterære miljø i hjemlandet.

I sin dagbog skriver han: »Det er nogle mærkelige kundskaber, man videregiver dér: Hvordan man skal skrive, hvordan man skal blive forfatter. Unge mennesker, som mærker Guds kald til litteraturen, studerer dér teknik og komposition og kunstnerisk udtryk, beskrivelse, handling og djævelen må vide hvad ellers -- måske ligefrem inspirationens teknik ..., jeg sagde til dem primo: at hvis de ville være forfattere, så skulle de skynde sig at komme ud derfra gennem døre og om nødvendigt også vinduer. Secundo: at de ikke skulle tillade Butor (læreren) at friste dem med le nouveau roman francais eller andre teorier, som kunne føre dem på afveje«.


Når alle tiders største forfattere ikke lærte deres metiér i et klasseværelse, var det ikke (som en forfatterskolerektor måske ville påstå), fordi der ingen skole fandtes, men fordi livet var den bedste, ja, den eneste 'skole', der kunne give dem lige den rette individuelle 'undervisning', de havde brug for.

Og sådan er det fremdeles, uanset at forfatterskoler og kurser i 'creative writing' efter 1960 er skudt op som fastfood- restauranter overalt i den vestlige verden.

Et ungt menneske, der mærker 'Guds kald til litteraturen', vil den dag i dag have en alt for direkte og fortærende appetit på livet i bredeste forstand og ville følgelig aldrig nedværdige sig til at tage plads på skolebænken for at lære det, som kun naturen kan undervise i.

Det kan lade sig gøre at undervise mennesker i at skrive mødereferater, synopser og den slags, men allerede ved den politiske tale er festen forbi. For slet ikke at nævne kærlighedsbrevet.

Et ufærdigt menneske på tærsklen til voksenlivet og fra naturens hånd udstyret med almindelige anlæg kan uddanne sig til vvs-mand, murer, elektriker eller reparatør af fjernsyn, hvorefter han vil have et håndværk, som kan skaffe ham brødet resten af hans dage. Men når det drejer sig om kunst, holder det ikke at tale om håndværk og teknik.


Det er i livet, som eventyrene fortæller: Først skal den forbyttede ægte prins opdage sandheden om sig selv; så skal han forstødes fra kongeriget og drage alene ud i den vide verden med tomme lommer og fuld fortrøstning; dérude, i den store verden, skal han lære sig at forlade sig trygt på sit forsyn for ved dets hjælp at slippe mirakuløst fra mødet med det uhyrlige, det onde og ... gåden, der skal løses med en trylleformular, som til alt held er kommet ham i hænde på vejen.

Først siden, når helten er modnet i livets magiske virkelighed, skal han vende tilbage, anerkendes som den sande kronprins og indtage sin retmæssige plads på tronen.

Ting tager tid, og det, som ligger uden for mulighedernes grænse, bør man lade ligge. Snyd eksisterer ikke i den forstand, at snydere aldrig snyder andre end sig selv. Adskilt fra indholdet, som kun nødvendighed kan bibringe et menneske, er og bliver håndværket et postulat og en meningsløshed.

Kun i form af et personligt og møjsommeligt erhvervet redskab, som det visionære menneske ved egen hjælp og hen ad vejen lærer sig selv at beherske, får ordet mening og måske betydning.

Men at bilde sig ind, at undervisning i 'håndværket' alene har nogen værdi, ja, at det er muligt, svarer til at spænde vognen for hesten.

Det rykker ikke, og hvis det endelig gør, rykker det den forkerte vej. 'Håndværket' alene gør ingen Kirsten, Mads, Katrine eller Peter til digter af vers og/eller prosa; en sådan opgave magter kun god tid, megen møje, en stor portion ensomhed foruden oprigtighed og visionær kraft hos den enkelte kaldede.

Med sit primo og sit secundo skar Gombrowicz igennem bedraget og adskilte i ét hug hest og vogn. Om end hurtigt overstået var denne handling også en form for undervisning. Og det en stærkt påkrævet sådan.

For at insistere på at bringe andre mennesker nærmere deres mål, når det, man faktisk gør, er at spænde ben for dem, er i bedste fald uforstand og i værste fald en bevidst og løgnagtig forgriben sig på endnu ubefæstede unge mennesker.