Deltagerne i lyrikpanelet holder pause. Forfatteren Jørgen Sonne står henne ved baren. Den 75-årige digter kigger på et bart stykke pigeryg mellem en bluse og et par bukser. Han strækker hånden ud og lader en finger røre ved huden, indtil han - ups - trækker den til sig igen, da han finder ud af, at den sorte streg på pigens ryg ikke var en eller anden fascinerende, permanent kropsudsmykning, men en løs tråd fra den mørke bluse. Sonne griner højlydt og går straks i gang med - helt ugenert - at forklare pigen, hvorfor han fandt hendes ryg fascinerende, jo, digteren lader sig stadig tiltrække af den sanselige virkelighed, og på den første workshop under den dansk-nordamerikanske lyrikfestival 'In the making' i København gør Sonne sig også til talsmand for, at digterne i langt højere grad skal beskæftige sig med virkeligheden i stedet for at skrive om sig selv. »Sig noget - grgrgrgrgrrrrrkkkkk - om virkeligheden«, snerrer Sonne under debatten. Den gamle digter var vel et sted mellem 40 og 50, da de fleste blandt publikum blev født. I dag, onsdag, har han smidt den blå kimono, han bar oven på skjorten ved digtoplæsningen på Glyptoteket tirsdag aften sammen med bl.a. Kirsten Thorup, Anne Carson og Peter Laugesen, men ellers ligner han sig selv. Skarp tunge, lyseblå skjorte og mørkeblåt slips. Det grå fuldskæg er skåret tæt rundt om den markerede hage. Sonne stikker på alle måder ud i lyrikkens verden. Også her på KafCafeen i Skindergade i København, hvor det unge publikum sidder og venter på, at diskussionen om bl.a. forfatteren Niels Franks digte skal gå i gang. Det er unge med solbrillerne i håret. Unge med cigaretter mellem læberne. Unge med bukser, hvor taljen er så lav, at deres mormødre ville slå blikket blufærdigt ned. Og de unge kender tydeligvis hinanden på kryds og tværs mellem bordene. »Dansk lyrik er en meget lille forening«, som forfatteren og tidligere Gyldendal-direktør Christian Bundegaard engang sagde til Politiken. De omkring 50 tilhørere i KafCafeen ligner en mindre delegation fra oplæsningen tirsdag aften i Glyptoteket, hvor publikum - som en af tilhørerne bemærkede - lignede de unge litteraturstuderende fra universitetet, hvilket ikke var helt ved siden af, hvis man dertil lægger et stort stænk af yngre, danske forfattere plus nuværende og tidligere årgange fra Forfatterskolen. Kritik på stedet Efter det akademiske kvarter starter arrangementet i KafCafeen. Niels Frank, digter og rektor for Forfatterskolen, læser tre af sine digte op i engelsk oversættelse, og meningen med workshoppen er, at Franks digte - plus digte af den unge amerikanske lyriker Mark Bibbins - skal analyseres og kritiseres på stedet af bl.a. Jørgen Sonne, Per Aage Brandt, Anne Carson fra Canada og David Lehman fra USA. »Hvad siger du så, Sonne? Jeg synes, jeg hørte dig sukke flere gange«, siger Niels Frank, da han er færdig med at læse sine digte op. Sonne mener, Niels Frank forsøger at udtrykke noget om en identitetskrise, og så synes han i øvrigt, at Frank benytter sig af et gammelt og simpelt trick, fordi han lader noget, der ligner natur (en papegøje og vandet i en pool) få en slags menneskeligt udtryk. »Men bortset fra det, kunne du godt lide digtene?«, siger amerikaneren David Lehman med noget, der godt kunne være ironi. »Næh, egentlig ikke«, siger Sonne helt uanfægtet og har allerede lænet sig tilbage i sædet. Panelet begynder derefter at diskutere Niels Franks digt 'I den californiske baghave'. Det er et digt inspireret af maleren David Hockneys oversimplificerede billede af en vippe og en pool. Semiotik-professor Per Aage Brandt får talt sig ind i en analyse, der både rummer det simple og det komplekse, foruden at han når frem til det, han kalder en californisk fænomenologi. Hvad det egentlig betyder, står ikke helt klart, men Niels Frank forklarer om maleriet, at det er helt uden detaljer, så når man begynder at lede efter dem i billedet, så findes de ikke, og hvis der findes en historie i billedet, så er det en historie, beskueren selv lægger ind. »Jeg er ikke så meget til teori, og jeg er ikke interesseret i et ego. Hvis du har et ego, så skaf dig af med det«, nærmest råber Sonne ud over forsamlingen. »Der modsiger du dig selv, når du siger: Jeg er ikke interesseret i et ego«, siger Per Aage Brandt og smiler fiffigt af sine egen kommentar. Men Sonne giver ikke op så let. »Hvorfor skal der være et jeg? Hvorfor kan digteren ikke bare lade sproget gøre noget«, spørger Sonne. Niels Frank går ikke i diskussion med den gamle forfatter om synet på lyrik, men at hans, altså Franks, digte skulle have noget at gøre med en identitetskrise, afviser han klart. Sonne er imidlertid træt af et mere eller mindre introvert jeg. Han mener, digteren i stedet må forholde sig til virkeligheden, og i løbet af et øjeblik falder han også over den forfatter, han kalder Churchyard. »Du mener Kierkegaard?«, siger Per Aage Brandt. »Ja, Kierkegaard, der altid skulle se ind i sit forbandede selv. Jeg siger, at man i stedet skal spille på sin stemme og på sine tilhørers ører. Det mangler vi i digtet, hvor vi har en moderne mand, der iagttager sig selv«. »Du prædiker bare«, siger Per Aage Brandt. »Ja, jeg gør«, siger Sonne og ser tilfreds ud.