0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

No Future

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

AFSKED
Snart maser nattens gletscher
parkerne tomme -
kroppene drejer mod kulden
spredes i gadernes væv
forsvinder i lygternes faldende hvidt;
genkender ikke hinanden
i lukket november.

Digtet er fra 1981.


'Afsked' hedder dagens digt - men hvad er det egentlig, der tages afsked med? I første omgang vel dagen, eftersom natten er på vej. Natten fremstilles metaforisk som en »gletscher«.

Man inviteres altså til at overføre egenskaber fra gletscheren til natten, som så bliver (f.eks.) stor, kold, massiv, ærefrygtindgydende og - paradoksalt - hvid.

Man aner nok allerede, at der ikke er tale om en sommernat; tredje vers fremhæver da også »kulden« som egenskab, og til slut i digtet angives årstiden: Det er november. Også sommeren er der altså taget afsked med.

Som jeg var inde på i forbindelse med Sophus Claussen (30.6.), er vinteren og natten to naturlige billeder på døden; og som i Claussens digt er det i Thomsens digt både vinter og nat. Døden melder sig altså i dobbelt forstand. Og det, der tages afsked med, er liv:

Om sommeren er der liv (og glade dage) i parkerne: Der er lys, varme, samvær. I digtet er »parkerne tomme«, og det er mørkt og koldt. Menneskerne er knap nok levende; de kaldes »kroppe« og fremstår derfor som væsener uden egen vilje, genstande nærmest - der i en centrifugal bevægelse væk fra parkernes tomme centre »drejer«, »spredes« og »forsvinder«. De er ikke bare uden vilje, men nærmest bevidstløse, for de »genkender ikke hinanden«.

De bevæger sig - eller bevæges - rundt i »gadernes væv«. Det er også en metafor: Denne gang skal der overføres egenskaber fra (som jeg læser det: organisk) væv til gaderne, og resultatet er, at byen bliver en organisme. Sådan en er naturligvis som regel levende, men det, som bevæger sig rundt i den (celler, molekyler osv.), har ikke selvstændigt liv. Og desuden: Organismen er netop blevet invaderet af »nattens gletscher«, altså af kulde, mørke, død. Cellerne i den »spredes« og »forsvinder«. Der er ikke noget håb om nyt liv; hverken morgenen eller foråret antydes som mulighed: November er »lukket«.

I forbindelse med Oehlenschläger (21/7) var jeg inde på at »et landskab er en sjælstilstand«; hans digt hed 'Melancholie' og beskrev denne følelse som et ganske bestemt landskab.

Alle forskelle ufortalt er det samme teknik, Thomsen benytter i dagens digt: Den ydre verden bruges til at beskrive en følelse. Og ligesom Oehlenschläger angiver Thomsen i titlen, hvad det drejer sig om: Hvordan har man det - og det vil altså sige: hvordan ser verden ud - når man tager afsked med noget, man virkelig har kært?

F.eks. som i dagens digt: Det er, som om alt liv forsvinder. Et tysk mundheld lyder: 'Abschied ist ein Bißchen wie Sterben' - det er i øvrigt titlen på et andet af Thomsens tidlige digte.

I morgen: Dan Turèll

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu