Læser du nogensinde lyrik? Spurgte min arkitektbroder mig i et hjørne af hegnet midt på sommeren og i forbindelse med Politikens daglige digtdosis. Ja da, svarede jeg pikeret og småfornærmet. Man er vel et professionelt æggehoved. Dog også lidt flov, fordi ikke nok - og nok ikke dansk nok. Men jeg tager da aldrig til Paris uden Baudelaires 'Fleurs du Mal', og jeg vender gerne tilbage til poeter såsom Eliot og Nordbrandt. Imidlertid er jeg nok, hvad Vladimir Nabokov kalder for en homoseksuel læser. Mest til maskulin litteratur om mænd, der skaber deres egen historie eller går ind i historien selv, falder forfærdeligt for fatale og falske kvinder og dør for håbløse sager, som på forhånd er tintet af meningsløshed. Jeg var glødende eksistentialist i min forbandede gymnasietid, jeg var til solide herreretter, såsom Hemingway, Malraux, Sartre, Rifbjerg, Camus og hårdkogte amerikanske krimier. Men også til J.P. Jacobsens 'Niels Lyhne', som jeg stadigvæk mener, er Danmarks fornemmeste kandidat til en kongerække over verdens bedste romaner. Gammel kærlighed ruster ikke, og smagen er trofast, men derfor er den med alderen nok blevet mere blød og mindre 'primitiv'. Jeg bliver aldrig færdig med hverken Joyce eller Proust - eller for den sags skyld med gamle Homer, Euripides, Dante og Shakespeare. Så mange navne og vel lidt überblæret? Men min første banale læseroplevelse var faktisk at overleve en skilsmissebarndom ved hjælp af Alexander Dumas' 'De tre musketerer'. En fantastisk roman og stadigvæk en genlæsning værd. Fordi den dybest set er en ironisk-vemodig svanesang over mænds (dum)stolthed og mod, der altid vil falde til føje over for en intelligent og smuk forførerske som Mylady. Alligevel skal man(d) bære kappen på begge skuldre og fægte med forholdsvis åben pande, selvom det koster en ydmygelse og et nederlag. Og en god historie er nu engang en god historie om labyrintiske intriger og kærlighedens vildveje. Måske er det derfor, at skal jeg med agurketidens pistolmunding mod tindingen udpege en og kun én bog, som har betydet meget for mig, må det være noget i den dur. Alligevel noget ganske anderledes, dybere og mere inderligt panoramisk og psykologisk. Nemlig Tolstojs 'Krig og fred', romanernes roman og vel nok også den sidste af de historiske prosakatedraler, bygget på skæbne og lidenskab, som det 19. århundrede var så fuld af. Og som postmodernismen, ofte med kærlig efterligning, har trukket frem som andet end kulørt og sentimental underholdning. Så tak for russisk te af høje glas, vinden i birketræerne og den slaviske sjæl, der som den gamle eg forhåbentlig overlever både Napoleon og Stalin, såvel som den nutidens sørøverkapitalisme fra Vest, den gamle greve i slidt bondeskjorte tidligt advarede om. Sidste læseroplevelse har været Martin Amis' 'Erfaring'. En fascinerende postmoderne selvbiografisk sag, der både handler om forfatterfaderen Kingsley, kvinderne i Martins liv og en slægtning, som blev offer for en seriemorder. I det hele taget er der ingen genre, jeg decideret ikke kan døje. Litteratur er vel ikke simple livretter, og inddeling i kasser er måske godt for undervisningen i klasseværelset, men det fungerer aldrig i kunstens verden. Der er dog bøger, jeg nødigt læser: 1) Lommefilosofiske rejseskildringer om at træde i karakter sammen med flyvefisk, leveret af mænd med ringe i ørerne. 2) Mit hus i Provence-bøger, hvor det myldrer med excentriske gallere enten som bondesnu husmødre, filosofiske gedehyrder eller langsomme håndværkere, boulespil uden ende, rustikke egnsretter og evindelig pastisdrikkeri. 3) Helgenbiografier om flamboyante dameskræddere, diplomatiske embedsmænd og driftige entreprenører. 4) Sagprosa om rigtige mænd, der har fundet sig selv efter mudderbad med andre af slagsen, rå og nøgen svunget sjoveren over spisebordet og heftigt råbt: »Lillemor-jeg-hader-dig« i Grib Skov. Der er dog grænser for min 'homoseksuelle' læsning.