0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Følelsernes landskab

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Melancholie

Tordnen meer ei lyder.
Maanen giennembryder
Nattens brustne Skye.
Spredt er Jordens Dampe.
Himlens hvide Lampe
brænder klart paa nye.
Intet Skrald og Klippefald
Allevegne Taushed ruger.
Græsset Regnen suger.

Venligt Nattergalen
synger hist i Dalen
mellem Blomsterbed,
paa den Klippetinde
som for barske Vinde
nylig styrted ned.
Dybt til Krat
i dunkle Nat
bød et Øieblik den reise.
Secler saae den kneise!

Hist i Blomsterdække
Jordens lange Sprække
gaber sort og stor.
Mildt ved Maanens Straaler
duftende Violer
sig ad Randen snoer.
Snart en Broe
med freidig Roe,
Dalens Hyrder her vil bygge,
over Døden trygge!

Sorgløst Kildevældet
risler nu fra Fieldet,
i sin gamle Dands.
Klippens Roser vinke,
Himlens Stierner blinke
med fornyet Glans.
Skiønne Jord,
i Nattens Flor!
Dobbelt skiøn er Midnatslunden
efter Rædselsstunden.

Naar den sidste kommer!
Naar den store Dommer
knuser eget Værk;
naar han Havet velter,
naar han Jorden ælter,
med sin Arm saa stærk,
skal en Nat
blandt Blomsterkrat,
mere klar, hvor ingen famle
blidelig os samle!

Digtet (eller uddraget) er fra 1803 og udgør fjerde og sidste afsnit af 'Natur-Temperamenter', som derudover består af 'Phlegma', 'Sangvinitet' og 'Color'.


Ikke alle digte kan åbnes med en nøgle, men dagens digt kan. Nøglen er, at det beskrevne landskab - som titlen også antyder det - afspejler et sind: Hele den detaljerede beskrivelse af en ydre verden er samtidig en beskrivelse af en indre verden, af en følelse.

Der findes en nøgleformulering, frembragt ca. et halv århundrede efter dagens digt af den schweiziske filosof Amièl: »Et landskab er en sjælstilstand«.

Den kom til at stå som et motto for den symbolistiske digtning, som brød frem i slutningen af 1800-tallet, men som man kan se, har den også gyldighed for den romantiske digtning, som Oehlenschläger bidrog til i 1800-tallets begyndelse, og dens gyldighed strækker sig videre endnu.

Det er ikke en universalnøgle, for der findes digte, som den intet kan stille op over for. Men det er nok en af de bredest anvendelige nøgler overhovedet:

Hvis man i poesien - eller i litteraturen eller kunsten i det hele taget - støder på billeder af en ydre verden, er det muligt, at de afspejler en indre. Hvor panorerer kameraet hen, når de elskende i en dårlig og dydig amerikansk film begynder at kysse i sofaen? Til pejsen, hvis flammer afspejler deres brændende lidenskab.


Vi beskriver generelt meget ofte vores indre verden - vores følelser og tanker - ved hjælp af den ydre verden; ja, vi forstår måske kun os selv takket være billeder fra den verden, der omgiver os. Det fremgår af dagligsprogets metaforer.

Navnlig vejret er vigtigt: Sigtbarhed, temperatur, og lys- og vindforhold er nogle af de parametre, man bruger, når man beskriver følelser og tanker.

Et vanskeligt problem er f.eks. 'tåget' eller 'dunkelt', men man kan 'opklare' det eller 'kaste lys over' det - medmindre det er helt 'udsigtsløst', og man slet ikke kan 'se sig ud af det'.

Hvis man har en 'depression', lider man af lavtryk - det er, hvad ordet depression faktisk betyder på f.eks. engelsk: Der er 'tunge skyer' over hovedet; det 'ser sort ud'.

Måske 'trækker det op' til et vredesudbrud. I så fald 'lyner' øjnene, og stemmen 'tordner'. Osv. osv. Når vi beskriver følelser, bruger vi næsten altid landskabselementer.


Det samme gør altså Oehlenschläger i dagens digt, som folder melankoliens landskab ud i alle detaljer: Melankolien er her en følelse, der opstår efter uvejret, dvs. vreden.

Som man kan se i første strofe, har det været tordenvejr, men nu breder tavsheden sig. En klippe er åbenbart styrtet ned under uvejret, og der er åbnet en sprække i jorden; men på klippen sidder - i anden strofe - en nattergal, og sprækken i jorden er dækket af blomster.

Melankolien forsøger altså ikke at hele bruddet, men dækker det til; det er en næsten passiv følelse, blid, rolig og tung. Alle disse egenskaber ved melankolien og flere til vil man kunne finde i det følelsens landskab, som Oehlenschläger så minutiøst har skildret i dagens digt.

I morgen: Ovid

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce