Melancholie Tordnen meer ei lyder. Maanen giennembryder Nattens brustne Skye. Spredt er Jordens Dampe. Himlens hvide Lampe brænder klart paa nye. Intet Skrald og Klippefald Allevegne Taushed ruger. Græsset Regnen suger. Venligt Nattergalen synger hist i Dalen mellem Blomsterbed, paa den Klippetinde som for barske Vinde nylig styrted ned. Dybt til Krat i dunkle Nat bød et Øieblik den reise. Secler saae den kneise! Hist i Blomsterdække Jordens lange Sprække gaber sort og stor. Mildt ved Maanens Straaler duftende Violer sig ad Randen snoer. Snart en Broe med freidig Roe, Dalens Hyrder her vil bygge, over Døden trygge! Sorgløst Kildevældet risler nu fra Fieldet, i sin gamle Dands. Klippens Roser vinke, Himlens Stierner blinke med fornyet Glans. Skiønne Jord, i Nattens Flor! Dobbelt skiøn er Midnatslunden efter Rædselsstunden. Naar den sidste kommer! Naar den store Dommer knuser eget Værk; naar han Havet velter, naar han Jorden ælter, med sin Arm saa stærk, skal en Nat blandt Blomsterkrat, mere klar, hvor ingen famle blidelig os samle! Digtet (eller uddraget) er fra 1803 og udgør fjerde og sidste afsnit af 'Natur-Temperamenter', som derudover består af 'Phlegma', 'Sangvinitet' og 'Color'.