En 100-årig sort helvedeshund spøger igen i Storbritannien. I starten af århundredet optrådte hunden i en historie, som siden er blevet verdensberømt. Hunden var på størrelse med en kalv, og beretningerne om den fik folk til at stå i kø i Londons gader. Baskervilles hund hed bæstet, som Arthur Conan Doyle beskrev i historien af samme navn i 1901. I dag får fortsættelsen enten folk til at løfte øjenbrynene eller ryste på hovedet, for nu handler det ikke længere om hunden med de lysende øjne. Det handler om, hvem den egentlige ophavsmand til den verdensberømte detektivhistorie om Baskervilles hund er. Er forfatteren - som vi troede - Sherlock Holmes-skaberen Sir Arthur Conan Doyle, eller er det i virkeligheden en ukendt journalist ved navn Bertram Fletcher Robinson? Det sidste mener i hvert fald en mand ved navn Rodger Garrick-Steele, som har udtænkt en konspirationsteori, der er en Sherlock Holmes-historie værdig. Teorien omfatter svindel, utroskab - og giftmord. Konspirationsteorien har gennem flere måneder fået aviser og tv-stationer til at stå i kø for at tale med forfatter og tidligere psykolog Garrick-Steele. Ikke kun fordi han tillader sig at pille ved den adlede Conan Doyles eftermæle, men også fordi ikke alt, hvad han siger, er grebet ud af den blå luft. Det er dog de færreste, der tager de mest ekstreme dele af hans konspirationsteori alvorligt. Selv inkarnerede Doyle-fans er imidlertid helt på det rene med, at den kendte forfatter ikke egenhændigt fandt på sin historie om spøgelseshunden, der huserede på Dartmoorheden og spredte død og rædsel. Eksempelvis mener den britiske krimiekspert Christoper Frayling helt sikkert at kunne datere begyndelsen på Baskervillehistorien til søndag 28. april 1901. De første frø blev sået, mens Arthur Conan Doyle og hans gode ven , journalisten Bertram Fletcher Robinson sad og sludrede på Royal Links Hotel i Cromer, hvor de havde indlogeret sig et par dage for at spille golf. Under opholdet udvekslede de to mænd lokale historier og skrøner, og Bertram Fletcher Robinson havde bl.a. kendskab til en historie, der omfattede en uhyggeligt stor sort hund. Så meget synes sikkert, eftersom Conan Doyle fra hotellet sendte et af de i alt 1.500 breve, som han og hans mor nåede at udveksle, før hun døde i 1920. »Vi skal udsende en lille bog i fællesskab, 'Baskervilles hund', en rigtig gyser«, skrev han. Doyle lægger her ikke skjul på, at Robinson har stor andel i historien. Ifølge avisen The Independent gik Doyle endda så langt - i hvert fald i første omgang - at han i et brev til udgiveren af magasinet The Strand forlangte, at både han selv og Robinson skulle stå som forfattere til historien. Det var The Strand, der først trykte historien om hunden. Det skete som føljeton fra august 1901 til april 1902. Og det kom magasinets udgiver aldrig til at fortryde. Oplaget steg fra 180.000 til 300.000. Kø i gaderne Allerede da nummeret med første afsnit udkom, stod de hungrende læsere i kø i Londons gader. Ikke bare fordi Conan Doyle igen skrev i magasinet, men fordi alle hans fans længe havde ventet på, at forfatteren skulle genoplive sin detektiv Sherlock Holmes, som han ellers havde ladet omkomme i et drabeligt livtag med ærkefjenden professor Moriarty otte år tidligere. Læserne ville have mere Holmes. Og det fik de. Conan Doyle lagde navn til endnu en Holmeshistorie, der skulle vise sig at blive hans måske mest populære. Men Robinsons navn nåede aldrig længere end til en fodnote, hvori Doyle takker ham for at have hjulpet med at konstruere historien og for at have bidraget med lokale detaljer. Medforfatter blev Robinson aldrig. Rodger Garrick-Steele har brugt de seneste 11 år på at forske i forholdet mellem Doyle og Robinson, og efter Steeles mening har den unge journalist en langt større andel i 'Baskervilles hund', end Doyle gav indtryk af. Han mener også, at historien om hunden minder påfaldende meget om Robinsons egen bog 'Et eventyr på Dartmoor', som blev udgivet året før historien om hunden. De to mænd tilbragte under alle omstændigheder megen tid i hinandens selskab i første halvdel af 1901. Ud over golfferien i Cromer mødtes Doyle og Robinson også i sidstnævntes hjem, der lå lige i nærheden af det berømte og berygtede Dartmoor-fængsel. Til sin mor skrev han i juni 1901 fra Dartmoor: »Robinson og jeg udforsker heden til brug for vores Sherlock Holmes-bog. Holmes er helt på toppen, og det er en særdeles dramatisk ide, som jeg står i gæld til Robinson for«. I starten af historien om spøgelseshunden optrådte Holmes slet ikke, men da der efterhånden blev brug for noget af en superhelt til at løse gåden, trådte den gamle kending ind på scenen. »Hvorfor skulle jeg opfinde sådan en figur, når jeg allerede havde ham i form af Sherlock Holmes?«, sagde Conan Doyle. Robinson forsvinder Det var på dette tidspunkt, at Doyle ifølge britiske aviser tog helt over på historien. Ifølge The Independent fik Robinson imidlertid 30 pund, for hver gang Doyle modtog 100 pund for rettighederne til 'Baskervilles hund', men når det kom til den officielle anerkendelse - på tryk - blev Doyles henvisning til Robinsons indsats mindre og mindre. I dag står kun Doyles navn på titelbladet. Christopher Frayling, som netop har redigeret en ny Penguin-udgave af 'Baskervilles hund', mener ikke, at Fletcher Robinson er blevet snydt. »Jeg tror ikke, han skrev et eneste ord. Han kom med ideen om hunden, hvad Doyle var den første til at indrømme. Men det var alt. Sandheden er, at Fletcher Robinson var en tredjerangs forfatter«, har Frayling udtalt. Samme holdning har man i The Sherlock Holmes Society. Det står imidlertid ikke klart, hvorfor Conan Doyle aldrig - som ønsket - gør Robinson til medforfatter af den bog, han selv skriver, er et fælles værk. Sikkert synes det dog, at de to i fællesskab udforskede Dartmoorheden for at opsamle lokalkolorit til den farverige historie. Et vidne til deres ture på heden var Robinsons lokale kusk, en mand ved navn Harry Baskerville. Kusken hævdede til sin død, at han gav navn til Conan Doyles historie, og han nåede også i et interview inden sin død at hævde, at han personligt havde set Bertram Fletcher Robinson skrive store dele af 'Baskervilles hund'. Dén tror Heather Owen fra The Sherlock Holmes Society dog ikke på. Hun har udtalt, at ingen har kunnet bekræfte kuskens histore. »Desuden er det urealistisk at forestille sig en kusk, der skulle luske rundt i sin arbejdsgivers arbejdsværelse«. Stort comeback En faktum er det dog, at 'Baskervilles hund' gav Arthur Conan Doyle et stort comeback. Han havde ellers opgivet Holmes otte år tidligere, fordi han mente, at Holmeshistorierne afholdt ham fra at være optaget af vigtigere ting i livet. Her skulle vi være ved kernen af Rodger Garrick-Steeles konspirationsteori. Steele mener, at Conan Doyle var så bange for at blive afsløret - og gå glip af sin nye personlige succes - at han fik sin medforfatter til historien myrdet. Bertram Fletcher Robinson døde uventet som 36-årig. Indtil kort før sin død havde han været rask. Dødsårsagen blev angivet som tyfus. Garrick-Steele mener imidlertid, at Doyle som læge og detektivforfatter brugte sin store viden om bl.a. gift til at myrde ham med små doser gift over lang tid. Medskyldig i dette skulle ifølge Steele være Robinsons hustru Gladys, og Steele har ikke afholdt sig fra at spekulere i, hvorvidt Conan Doyle og Gladys Robinson skulle have haft en affære. »Jeg er virkelig oprørt over, at denne mand kan påstå, at Conan Doyle skulle have myrdet nogen. Conan Doyles første hustru var netop død af sygdom på dette tidspunkt, og han giftede sig kort efter med sin anden hustru, som han faktisk havde elsket i masser af år. Skulle han så virkelig have haft en anden affære med Robinsons hustru og desuden gjort sig sårbar for afpresning. Det er jo vanvittigt. Noget andet er, at Conan Doyle har fået ideen til sin historie fra Robinson, men han har jo fået ideen fra nogle af de lokale legender, som Dartmoorområdet er så rigt på. Conan Doyle fik også tips til masser af andre historier. Selv Sherlock Holmes er der en anden, der har givet ham ideen til«, siger direktør Grace Riley fra Sherlock Holmes Museet i London til Politiken. Ingen slægtninge Selv har hun aldrig talt med Rodger Garrick-Steele. Hun synes, han er for langt ude, men hun ved, at mange sherlockianere er vrede over hans beskyldninger. »Men Sir Arthur Conan Doyle har jo ingen slægtninge, så hvem skal sagsøge manden«, spørger hun. Garrick-Steele har i sine mange undersøgelser undret sig over, at Robinson angiveligt lå syg af tyfus i 22 dage, og at han ikke fik besøg af en læge, før han havde været død i et døgn, og at dødsattesten blev udfærdiget alene på oplysninger fra hustruen. Steele arbejder nu på at få det britiske indenrigsministeriums tilladelse til at grave Robinsons lig op, så det kan blive undersøgt. Angiveligt vil han betale for undersøgelserne med nogle af de penge, som et amerikansk filmselskab ifølge The Times skulle være parat til at betale for rettighederne til den kulørte historie. 446 manuskriptsider fylder Garrick-Steeles undersøgelser om Conan Doyle og Robinson. Endnu har ingen britisk forlægger ønsket at udgive bogen, som Steele vil kalde 'The house of the Baskervilles', og det er ikke lykkedes Politiken at få kontakt med manden, der tilsyneladende har set det som sin livsopgave at pille glansen af Sir Arthur Conan Doyle - og måske låne lidt af det rampelys, som skinnede så nådigt på forfatteren af de populære Sherlock Holmes-historier, til han døde i 1930.