Linier jeg kunne have skrevet og mistet omkring 1922 Solnedgangens stille kampe i yderste forstæder, evigt gamle nederlag efter en himmelsk krig, ødelæggende daggry som når os fra bunden af rummets ørken som fra bunden af tiden, regnens sorte haver, en sfinx i en bog som jeg var bange for at åbne og hvis billede vender tilbage i drømmene, forrådnelsen og ekkoet som vi skal blive, månen over marmorstatuen, træer som vokser op og varer ved som rolige guddomme, den fælles nat og den ventede aften, Walt Whitman, hvis navn er universet, en konges kostelige sværd i en flods stille leje, sakserne, araberne og goterne som uden at vide det skulle frembringe mig; er jeg disse og andre ting, eller er de hemmelige nøgler og utilgængelige ligninger for det som vi aldrig skal få at vide? Digtet er fra 1923. Oversat af Peter Poulsen i 'Digte 1923-85', Gyldendal 2001.