Vi har ingen August Strindberg-statue i Danmark. Vi har kun en enkelt lille Strindbergsvej. Den ligger bag Toftegårds Plads i Valby. Det er en pæn villavej, hvor der også bor litterater, som ikke kan fordrage den svenske digter. Han forekommer dem ubehøvlet og privat, på én gang apostel og bedemand, en melodramatiker med sæde i det 19. århundrede, hvorfra han søgte at overskue det 20. århundrede - men han placerede sig i midten og faldt manisk ned mellem stolene med et brag, der stadig giver genlyd. Hvis det kristne evangelium er fredens evangelium, er han en frivol spotter, for freden var det sidste, August Strindberg efterstræbte i sit liv. Ganske vist blev han religiøs på sine gamle dage, og på hans kirkegård - Norra Kyrkogård i Stockholm - står rejst et sorttjæret kors, som ikke bærer anden inskription end hans navn, hans fødselsår og dødsår, og så de latinske ord, han ofte havde læst på Montparnasse-kirkegården i Paris, og som han selv havde valgt: O Crux Ave Spes Unica! - Hil dig, o kors, vort eneste håb! Men det eneste håb? Det er underligt sagt af den mand, hvis identitet var så mangfoldig og kaotisk, at man, uanset hvad man siger om ham, alligevel nok skal få ret. At undsige Sveriges højborgerlige, hykleriske moral under kong Oscar II var slet ikke hans mening, at eksploitere Sveriges fade fernis på ekspressionistisk måde var slet ikke hans dramatiske hensigt - det skete bare. En hoben umulige tekster - og nogle geniale - blev resultatet af hans arbejde med umuligheden, som han troede fast på. Knut Hamsun kaldte ham »en Hjærne tilhest«. Men kroppen - en oversætsig mandskrop med barokmuskuløse lemmer - havde han altid med sig, og den endte i de små feminine fødder. Måske er hans tidstypiske mandfolkestolthed et resultat af en latent frygt for det kvindelige og følsomme, som var skjult i ham selv. »Hr. Strindberg - der bor en fin lille kvinde inden i Dem«, siger Marie David til ham i P.O. Enquists skuespil 'Tribadernes nat'. Det er giftigt og muligvis sandt. Strindbergs mor var den tjenestekvinde, han omtaler i selvbiografien 'Tjenestekvindens søn'. Hun var servitrice, før hun blev gift med Strindbergs kølige fader, dampskibskommissionæren Carl Oscar Strindberg. Hun fik tolv børn, hvoraf de syv levede, og Strindberg var selv tredje søn og mistede sin mor inden puberteten. Lidelsen og offeret 14. april 1848 indledtes dampskibsfarten i Stockholm - året for februarrevolutionen og det kommunistiske manifest. Strindberg fandt, at man skulle stille hans horoskop efter undfangelsen. »Jeg er født under tegnet Vædderen«, kundgjorde han, »dens tegn repræsenterer offeret. Belønning efter et livs arbejde som mit: slagtning. Hver succes forfulgt af lidelser; hvert spor af lykke tilsmurt af snavs; hver opmuntring en hån, hver god gerning straffet med korset. Men det betyder også: Foråret, noget nyt. Hvem ved?«. I denne dæmoniske dobbelthed levede han, i egen selvforståelse som offeret, i andres som jægeren. Den store biografi over Strindberg, skrevet i 1979 af forfatteren Olof Lagercrantz, omfortolkede hans placering. Det er rigtigt, siger Lagercrantz, at Strindberg var et offer - for sine lidenskaber, for sine ideer, for sine kvinder - men han var også et pindsvin, der gennem hele livet koncentrerede sig om sit værk og forvandlede sit liv til et bytte. Han opnåede aldrig fuldstændig kontrol over det, men han kæmpede en sej kamp for det. Hans livs digterværk, hans livs drama, var et mægtigt koordineret, gensidigt inspireret system af krige og dårskaber, af patos og postulerede selvmordsforsøg, af gæld og lidelser og jubelfester, så at blæk og blod hele tiden flød sammen i hans årer. Strindberg formede sit liv, så det tjente hans digtning, siger Olof Lagercrantz, og selv om denne tese for 20 år siden vakte en del både debat og kritik, er den stadig ikke modsagt med nogen påfaldende vægt. Til gengæld er tesen nem at gøre gældende for enhver stor digter - Shakespeare er det mest berømte eksempel, ligefrem mytologiseret som et labyrintisk eventyr om manden, der begyndte med at være Ingen, blev til Alle i sit forfatterskab, og endte med en uopfyldelig bøn: at være én. Jeg er heller ikke én, sagde Vorherre til Shakespeare, og muligvis har han sagt det samme til Strindberg, som i oprømte stunder sammenlignede sig selv med Kristus. Han var mand for de mest fantastiske overdrivelser. Korset Samtiden kaldte Strindberg for gal og uansvarlig, og det er mærkeligt at forestille sig, at Stockholms arbejdere fejrede ham på hans sidste fødselsdag i 1912 med et fakkeltog, som marcherede forbi hans vinduer med musik og røde fagforeningsfaner, mens de råbte hurra og sang Marseillaisen og kaldte ham for Folkets Strindberg og Digterkongen. Dagen efter protesterede den aldrende digter i Dagens Nyheter og henviste til tilfældet med den store franske sanger Nourrit. Da folkemængden efter en teaterforestilling hyldede Nourrit med fakler på hans bopæl, blev han grebet af den tanke, at de ville håne ham, fordi han havde været indisponeret under forestillingen, så han sprang i fortvivlelse ud af vinduet og slog sig ihjel. Det var måske den sidste sammenfatning af sit liv, Strindberg her fik lejlighed til at fremføre. Lidelsen på korset, uværdig i triumfens øjeblik, tvillingerollen som dybt uværdig og genialt merværdig. Ådsel og triumfator. Siri von Essen og barnet Strindberg hadede kvinder, lyder den populære mytologi om manden, men 'hade' er alt for svagt et ord, og desuden hadede han dem ikke. Hans første hustru, skuespillerinden Siri von Essen, var i syvende måned på bryllupsdagen. Hun havde været gift Wrangel og måtte leve med den påstand, at skilsmissen skulle sætte hende i stand til at blive kunstner. Hun og Strindberg levede som smugelskende med tidens konstante frygt for graviditet, og Strindberg har i 'En gal mands forsvar' beskrevet, hvordan han beroliger Siri med, at han lider af en urinrørsforsnævring, som skulle gøre det mindre sandsynligt, at han bliver fader. I hvert fald blev det for tidligt fødte barn en belastning, og parret overlod det derfor til en efter alt at dømme obskur jordemoder, som det da også lykkedes at tage barnet af dage. I 'Röda Rummet', som Strindberg udgav et års tid efter, har han et kapitel om en begravelsesceremoni, fyldt med dystre spottetoner. Den lille hviler i en åben kiste i tyl på høvlspåner, bestrøet med kristtornblade. Efter et mindemåltid skruer faderen låget til, og hjælperen, Levi, »håndterer skruetrækkeren med en lethed, som om han emballerede en pakkasse«. Dårlig samvittighed, spørger Olof Lagercrantz i den fremragende lille bog, han udgav efter biografien, 'Eftertanker om Strindberg'. Jo, måske. Men måske skal den dårlige samvittighed mere sammenfattende findes i hele Strindbergs omgangstone med de fem børn, han senere får med sine tre hustruer. Det er aldrig nogensinde barnets skyld i noget Strindberg-drama, og hans hidsige, af og til voldelige udtryk kommer aldrig til at gælde børnene, som helligholdes som både livets og digtningens sakramenter. Det 20. århundrede blev kaldt barnets århundrede, og Strindberg er påfaldende enig allerede i det 19. århundrede - lammefrom, myg og spag, en Fader - som kun i kunsten forsøger sig med makabre spøgefuldheder. Et af de sidste breve, han skriver i 1912, er til den tiårige datter af Harriet Bosse, Anne-Marie: »Min kære lille datter! Tak for dine røde blomster! Men du skal ikke opsøge mig, her er så mange medicinglas og doktorer og så meget postyr, at det ikke er hyggeligt. Glæd du dig i din ungdom, med de unge, og sørg ikke over den gamle, som kun ønsker at gå bort«. Skandalen på Skovlyst Ægteskabet med Siri von Essen, som var begyndt med den mest blufærdige, galante forelskelse, endte i en sump af elendighed og beskyldninger. Således begyndte og endte alle Strindbergs kærlighedseventyr, i starten som fransk parfumeret farce, i slutningen som ækel malice og flugt. Et af flugtforsøgene foregik i Danmark. En sommer i firserne indlogerer Strindberg og Siri sig på slottet Skovlyst i Taarbæk hos godsejerinde Louise de Frankenau oghendes forvalter Ludvig Hansen - i virkeligheden hendes halvbror, mener den danske forsker Harry Jacobsen i den spændende bog 'Strindberg i firsernes København'. Ludvig Hansen er en parodi som landmand, gården står på fallittens rand, hundene er bidske og løse (Strindberg frygter og hader hunde!), men Ludvig Hansen har en skøn, sekstenårig søster Martha, som Strindberg »bestiger« efter et halvt års cølibat. »Hun kom ikke i grossesse, for jeg havde præservativer«, noterer han i et brev til Heidenstam. Ludvig Hansen forsøger at pengeafpresse Strindberg og spreder rygter om, at søsteren er gravid. Samtidig foregår der tyverier på Taarbæk-kysten, og Strindberg bevæbner sig med en pistol og udpeger i en notits i Politiken selve Ludvig Hansen som tyven. Det viser sig at være en løgn, og kun Social-Demokraten og Politiken - med de trofaste brødre Brandes - er på Strindbergs side. I London myrder og parterer Jack the Ripper sine ofre, Strindberg flygter til Berlin, kaldes hastigt hjem, indlogerer sig på hotel D'Angleterre og fremstilles i retten, hvor han gør en ynkelig figur. Korsfæstet. Siri von Essen er rolig, men ikke begejstret. Men det glimrende kunstneriske resultat af sommeren på Skovlyst er bl.a. dramaet 'Frøken Julie' om samlejet mellem aristokrati og domestik, som Edvard Brandes roser i Politiken: »Manges mening går ud på, at vi selv i dette land, der tæller flere uægte børn end noget andet europæisk land, alligevel skal lade, som om undtagelserne fra, hvad samfundet anerkender og sætter stempel på, var sjældne og intetsigende. En bog betragtes som fordømmelig, når den fremstiller sådanne forhold, som samfundet fordømmer«. Brandes slutter med at anbefale 'Frøken Julie' til alle »modne mennesker«. Og det er i grunden rørende, fordi hans anmeldelse så tydeligt fortæller, at hans fornuft må anstrenge sig for at følge med Strindbergs ufornuft. Frøken Julie begår selvmord. »Hans slutning på stykket står krast imod hans principper og hele litterære retning«, skriver Edvard Brandes fortvivlet i Politiken. Ak - men har Strindberg overhovedet nogen principper eller nogen litterær retning? Er det ikke netop hans vilde, ukontrollerede, bitre slutning, vi i det 21. århundrede igen forstår? Frida Uhl og Harriet Bosse I midten af livet forelsker August Strindberg sig igen i en kvinde, som har alle de egenskaber, Strindberg fordømmer hos kvinden. Den østrigske journalist Frida Uhl er emanciperet, pågående, selvstændig og avanceret. Hans skyhed, kombineret med seksualdriften, nøder ham til at falde for de kvinder, der var nævenyttige nok til at trænge sig på, konkluderer Frida Uhl. Forholdet starter høvisk og ender igen med en katastrofe, og Strindberg går over til tidens avancerede mode, det naturvidenskabelige studium - han begynder med svovlet, erklærer at have påvist kul i svovl i løbet af fjorten dage, og han ender med guldet. Med ammoniak fremstiller han guldoxid af jernsulfat og sender triumferende guldprøver til sine pennevenner, men guldet visner beklageligvis. Frida Uhl bliver gravid og føder en datter, barnet skriger, konflikter, forsoninger, opbrud, skilsmisse. Infernokrisen nærmer sig. Romanen 'Inferno' er romanen om hans år i Paris, hvor revolutionen i sjælelivet minder meget om det nye begreb, vi først har indført med sikkerhed i det 20. århundrede - mandens 'overgangsår', som det hedder på det småborgerlige plan. Her er det naturligvis revolution i sjælelivet, men under koordineret kontrol, mente Olof Lagercrantz, og det blev hans biografis mest omdiskuterede påstand. Uppsala-professoren Ture Stenström påstod, at det at lade, som om infernokrisen ikke fandtes, var noget i retning af »en beskrivelse af Sverige, hvor man med velberåd hu har undladt Svealand og Götaland«! Diskussionen fortsætter. Men for Olof Lagercrantz er infernokrisen blot en fortsættelse af livsværket. Strindbergs sidste ægteskab finder sted i 1901 - den unge norske skuespillerinde Harriet Bosse har opdaget, at Strindberg stadig kan lide at lide. Harriet Bosse kommer på besøg i Banérgatan, hvor Strindberg bor, og her fremsætter han den opfordring, som ofte er er blevet et destillat af hans livshistorie: »Vil De have et lille barn med mig, frøken Bosse?«. Hun nejer og svarer: »Ja tak«. Hun er tredive år yngre end Strindberg. Allerede få dage efter ægteskabet får Strindberg lyst til at flygte og leje et loftskammer. Harriet forstår det, noterer han. I marts 1902 får de en datter. Nogle år senere er det for evigt farvel - så vidunderligt! På vej ind i samtiden I begyndelsen af det 20. århundrede sker der noget med Skandinavien og noget med digteren Strindberg. Stockholm bliver elektrificeret. Han vokser også selv frem til det moderne, fordi samtiden postulerer at være vokset frem til ham. Aldrende digtere behandles ofte på den måde. Hvor der før var skandale og polemik, kommer der nu hyldest og officiel veneration, måske fordi digteren lægger an til at dø. Nobelprisen får Selma Lagerlöf i 1909, men hans malerier, som han har taget fat på som en sikkerhedsventil mod kunstnerisk overtryk, bliver pludselig værdisatte. I 'Oculta dakboken' skriver han, da kærligheden til Harriet Bosse er flammet op: »Jeg vågnede og gik op på dækket; vidste ikke hvor vi var; så Korsö fyr i solopgangens lys. Kom i ekstase og så et fremtidsperspektiv i forbindelse med Korsö fyr! Senere i mit liv har jeg ofte husket det øjeblik som et af de skønneste i mit liv, og jeg har ofte tænkt på at male fyret netop i det øjeblik«. Fyrtårnet synes at være en plante mere end en bygning, den skyder op som en fallos fra det produktive grønne - grønt var Strindberg i øvrigt en fjende af. Måske fordi det aldrig var den rigtige grønne farve - ikke den grønne. Han havde levet som en ræv uden nødudgange, eller som en hærgende haj i en fiskestime. Det siges, at fiskestimen får fastere og bedre kød, hvis hajen hærger blandt dem, og den skæbne kan broderlandet Sverige glæde sig over. Også over den forestilling, 'Spøgelsessonaten', som fik den første skandinaviske nationalteaterpris og blev fejret på Nationaltheatret i Oslo. I dag i København.