En digternes digter kalder man den udsøgte sprogkunstner, der viser kolleger og kaldsfæller vej, uden dog selv at opnå det salgsgennembrud, der ville gøre ham til også læsernes digter. Hvis sidste uges Højholt er sådan én på dansk (eller i hvert fald ville være det, hvis ikke det var for 'Gittes Monologer'), så gælder det i lige så høj grad denne uges Sonne. 'Hjemme Ude' hedder hans 'Erindringer som essays' fra '75 år på kloden' - hans egen fejring af den runde fødselsdag sidste år og efterfølger til 1994-udgivelsen 'Fra jul til jul. Mulige erindringer, Halvtreds år i kongeriget'. Allerede righoldigheden af titler og undertitler signalerer udmærket, at her er et egenrådigt og ukælent gemyt såvel som et superbegavet sprogligt legebarn på færde. Jørgen Sonne kan f.eks. skildre et krydderichok, så både Politikens Bent Mohn og Weekendavisens Lars Bukdahl må give følgende mundfuld videre til læserne (og dermed får citatet altså nu for tredje gang i samme uge en tur gennem dansk dagspresses drøvtygningsorganer): »Det overgik alt tidligere i kvalitet og stille, rasende hede. Meget langsomt, men uimodståeligt og overvældende rejste der sig over ganen og ned i svælgåbningen en dyb og svidende varme, der blev større og mere vældig, løftede sig, til den så med et vift slog ud i en eneste, hvid, rolig, tonende eksplosion som ekspanderede ud under hele kranietaget og bevidstheden - til man var borte i det, inde i en hvid og syngende sky«. 'Hot and sour beef' er navnet på denne fjernøstlige herreret, åbenbart krydderiernes salige modstykke til den ulyksalige paddehattesky. John Chr. Jørgensen tager sig ikke plads til citatet i sin ultrakorte anmeldelse i Ekstra Bladet, men konstaterer blot: »Sonne kan lytte, se og smage - også på sine egne ord«. Så er udsvingskurven i anmeldelserne ridset op: Fra uforbeholden beundring for Sonnes særlige sprog for den ubeskrivelige sanseoplevelse - til netop knastørt distanceret forbehold over for »sonnesk krukkeri og selvsmageri«, som Erik Skyum Nielsen kalder det i Information.