0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Bøf à la Sonne

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

En digternes digter kalder man den udsøgte sprogkunstner, der viser kolleger og kaldsfæller vej, uden dog selv at opnå det salgsgennembrud, der ville gøre ham til også læsernes digter. Hvis sidste uges Højholt er sådan én på dansk (eller i hvert fald ville være det, hvis ikke det var for 'Gittes Monologer'), så gælder det i lige så høj grad denne uges Sonne.

'Hjemme Ude' hedder hans 'Erindringer som essays' fra '75 år på kloden' - hans egen fejring af den runde fødselsdag sidste år og efterfølger til 1994-udgivelsen 'Fra jul til jul. Mulige erindringer, Halvtreds år i kongeriget'. Allerede righoldigheden af titler og undertitler signalerer udmærket, at her er et egenrådigt og ukælent gemyt såvel som et superbegavet sprogligt legebarn på færde.

Jørgen Sonne kan f.eks. skildre et krydderichok, så både Politikens Bent Mohn og Weekendavisens Lars Bukdahl må give følgende mundfuld videre til læserne (og dermed får citatet altså nu for tredje gang i samme uge en tur gennem dansk dagspresses drøvtygningsorganer):

»Det overgik alt tidligere i kvalitet og stille, rasende hede. Meget langsomt, men uimodståeligt og overvældende rejste der sig over ganen og ned i svælgåbningen en dyb og svidende varme, der blev større og mere vældig, løftede sig, til den så med et vift slog ud i en eneste, hvid, rolig, tonende eksplosion som ekspanderede ud under hele kranietaget og bevidstheden - til man var borte i det, inde i en hvid og syngende sky«.

'Hot and sour beef' er navnet på denne fjernøstlige herreret, åbenbart krydderiernes salige modstykke til den ulyksalige paddehattesky. John Chr. Jørgensen tager sig ikke plads til citatet i sin ultrakorte anmeldelse i Ekstra Bladet, men konstaterer blot: »Sonne kan lytte, se og smage - også på sine egne ord«.

Så er udsvingskurven i anmeldelserne ridset op: Fra uforbeholden beundring for Sonnes særlige sprog for den ubeskrivelige sanseoplevelse - til netop knastørt distanceret forbehold over for »sonnesk krukkeri og selvsmageri«, som Erik Skyum Nielsen kalder det i Information.


Det er bogens slutessay om »en gåtur i manieret stil« fra Det Kongelige Bibliotek til Marmorbroen, som Skyum således finder »decideret ulideligt«. Stik modsat Bent Mohn, der mener, at Sonnes beherskelse af »en tugtet og alligevel kapriciøs prosa« mærkes allerfinest i selv samme essay.

Som igen også har henrykket Lars Bukdahl, der sidder »flået« tilbage efter læsningen og ser essayet som eksempel på, at »al denne skriftlige virak langt snarere end noget egotrip er udtryk for en ubændig interesse for verden og dens friske fremmedhed, god, ond, grim og skøn, hjemme og ude«.

Med dét ræsonnement fik Laura Bak Duhls skrivende dobbeltgænger vist samtidig leveret et godt signalement af de i grunden så sympatiske hensigter bag hans egen mentalhygiejniske skriveterapi i Weekendavisen. Ja, Sonnes sprog er »så virtuost vredent, at man kun kan beskrive det ved at parafrasere det, tro mig, jeg har forsøgt i flere år«, tilstår han. Og mener kort sagt, bogens essays »brister med elastisk intensitet«!

Jo ...: »Stilen er spændstig ind over grænsen til det anspændte«, siger John Chr. Jørgensen samstemmende og dog så modsat - og giver kun den gamle gymnasielektor Sonne tre stjerner i Ekstra Bladets karakterbog.

Hans koldsindighed overgås dog af Berlingske Tidendes kulturredaktør Klaus Rothstein: Bevares, digteren har da set og sanset, men »det meste forekommer alligevel at være skrevet på tefal og ikke på papir. Det er, som om ordene hele tiden slipper overfladen og flagrer formålsløst omkring«.


Fornøjet fnysende som altid har Sonne sikkert selv en vis gedulgt forståelse for, at hans sprogbøffer kan være for hårdt stegte til sarte anmeldermaver - men at han ligefrem skulle producere slip let-prosa?

Næ, tværtimod, mener førnævnte Skyum. Sonnes skrivekunst »holder sig tæt til sansernes vidnesbyrd. Hans princip er associativt: Hvert syn føder det næste, han beruses af lyden og smagen, har som skribent stedse kroppen med og formår at forlene sit eget sprog med substans«, skriver Informations anmelder.

Så det »manierede« slutessay fremstår for ham snarest som en »ulidelig« undtagelse, der bekræfter reglen om, at Sonnes essayistik er langtidsholdbar:

»Bogen overbeviser da heller ikke så meget ved stoffets tyngde som ved stilens elegance og lethed. Det er ikke mange, der ville slippe heldigt fra at offentliggøre tyve-tredive-fyrre år gamle rejseskitser og dagbogsblade. Jørgen Sonne gør«.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement