0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Falkeøje viste den Vilde sit eget barske ansigt

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Tegn. H.M. Brock
Foto: Tegn. H.M. Brock

Illustration af H.M. Brock

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Chingachgook. Smag på det mærkelige navn og mærk magien fra de dybe nordamerikanske skove, hvor svigefulde huroner, Magua ikke mindst, ligger på lur efter engelske nybyggere og soldater. Ikke at forglemme stakkels Uncas, Chingachgooks søn, der ender med at dø for Maguas hånd.

Goddag igen og velkommen til sagaen om Natty Bumppo, der som et par håndfulde læsere korrekt quiz-gættede, er hovedperson i James Fenimore Coopers legendariske Indianerfortællinger.

De begyndte at udkomme i 1820erne og Bumppo er det borgerlige navn for helten, der er uendelig meget mere kendt under de maleriske tilnavne: Hjortedræber, Læderstrømpe, Falkeøje og Stifinder.


Deres bibliopat har en fem-seks forskellige udgaver af 'Den sidste Mohikaner', der kom i USA i 1826 og allerede i 1828 på dansk. Den ældste er den illustrerede udgave fra Det Nordiske Forlag Ernst Bojesen (1902) i en smuk læderindbing, der rummer samtlige Coopers indianerromaner.

Den nyeste er forlaget Klims uforkortede version af Cooper-klassikeren, som udkom i 2000. Ind imellem disse to udgaver klumper en række mere eller mindre dramatisk forkortede drengebogsudgaver med farvestrålende omslag sig sammen.

Bibliopatens sønner har læst den udgave, der udkom i serien af Gyldendals udødelige klassikere med orangerød ryg, og den synes de da, er okay, men det er 'The Last of the Mohicans', (Den sidste Mohikaner) på menneskefilm , som det hedder blandt de yngste, de holder mest af.

Filmen, der har en spændstig Daniel Day-Lewis i helterollen som Falkeøje, byder på to ultravoldelige scener som de kære drenge med deres faders velsignelse, får lov at se igen og igen:

Magua med den engelske general Munros bloddryppende, friskudskårne hjerte i hånden (»bare rolig, det er et svinehjerte, indianerskuespilleren bruger«) og den utrolige slutscene, hvor Chingachgook hævner Uncas' død med sin besynderlige økse, der overhovedet ikke ligner en tomahawk.

Den har de formentlig set et par tusinde gange. I slowmotion for rigtig at kunne få alle detaljer i Maguas forbløffelse og smerte med (»husk, det er altså bare en papøkse og noget ketchup de bruger og Maguas arme er ikke rigtigt brækket«).

I Coopers roman er det Falkeøje, der skyder Magua, men for de amerikanske filmmagere, var en indiansk faders hævn tilsyneladende at foretrække for en politisk ukorrekt hvid heltedåd.


Coopers romaner i de forkortede udgaver er klassisk indianer-action med huronen , som indbegrebet af barbarisk vildskab. I de uforkortede udgaver giver forfatteren sig rent faktisk tid til at dvæle ved filosofiske og etiske spørgsmål, men det ændrer ikke ved, at hans underholdende bøger har været med til at grundfæste et falsk billede af de nordamerikanske indianere.

Faktisk kendte indianerne i Irokeserforbundet, hvortil huronerne hørte, ikke til skalpering før franskmændene indførte skikken. De krævede at man indleverede det bloddryppende trofæ, hår samt hovedhud, som bevis på, at man havde dræbt en fjende af Frankrig og dermed fortjent sin dusør.

Mark Twain kaldte, som vor læser Charlotte Børresen minder om, Coopers bøger for en »litterær fornærmelse«, »Et kunstværk?«, spurgte Twain i en artikel og besvarede selv spørgsmålet om kvaliteten af Coopers værk:

»Det har ingen opfindsomhed; det har ingen orden, system, forløb, or resultat; det har ingen livagtighed, ingen spænding, ingen rystelse, ingen spor af virkelighed; persontegningen er forvirret, og ved deres handlinger og ord beviser de, at de ikke er den slags personer, deres forfatter påstår, de er; dets humor er ynkelig; dets patos er underlig; dets samtaler er - åh!