'Rejse til nattens ende' var et jordskælv i fransk litteratur, da den udkom i 1932. Aldrig havde nogen på tryk vovet at behandle sproget så frækt, en ny, jazzagtig, snakkende stil var kommet til verden med denne roman. I næsten 60 år har det været en gåde, hvad der blev af manuskriptet, 876 ark skrevet i hånden af en aldeles ukendt læge i en parisisk forstad, dr. Louis-Ferdinand Destouches, der tog kunstnernavnet Céline. Først sent i 2000 dukkede manuskriptet op på mystisk vis, og forleden blev det solgt på en auktion i Paris. Kun med støtte fra enken efter en saudiarabisk våbenhandler lykkedes det for den franske stat at overbyde ukendte, udenlandske samlere. Kulturarv Céline, med sin kynisme og sin sorte humor, ville have elsket den historie. Det hidtil dyreste manuskript i litteraturhistorien vil snarest blive udstillet i Bibliothèque Nationale de France. Det træffer sig så heldigt, at man netop nu har en særudstilling af manuskripter af nationens store penne: Hugo, Pascal, Flaubert, Proust, Balzac, Sartre, Rimbaud m.fl. Céline er blevet en del af den franske kulturarv. Og det er ikke uden ironi. For engang fik han dom for at være et »uværdigt« medlem af den franske nation. Det var hans optræden under den tyske besættelse af Frankrig, der indbragte ham denne dom. Han havde været så tyskervenlig, at han i sine landsmænds øjne gjaldt for en landsforræder. Det var også ført til protokols, at manden, uanset alt litterært geni, var en frådende jødehader. Céline følte jorden brænde under sig i 1944. Han besluttede sig for at flygte til Danmark! Forklaring: Her havde han gemt nogle guldbarrer af vejen hos sin gamle veninde, danserinden Karen Marie Jensen. Men først måtte han skaffe likvide midler til rejsen. Derfor solgte han manuskriptet til 'Rejse til nattens ende' til en parisisk kunsthandler, Etienne Biguou. Han betalte med hvad der i dagens mønt svarer til 20.000 danske kroner plus et lille maleri af Renoir. Til Danmark Céline nåede til Danmark lige inden befrielsen i 1945. Umiddelbart efter krævede det befriede Frankrig ham udleveret til retsforfølgelse. De danske myndigheder puttede ham med det samme i Vestre Fængsel, hvor han kom til at sidde i 11 måneder. Var han blevet udleveret, var han formentlig blevet sendt lige hjem til skafottet, sådan som stemningen i Frankrig var dengang. Danske velyndere og beundrere sørgede for at sagen trak ud. Særlig taknemmelig var Céline nu ikke, i senere bøger udøste han al sin galde over det lille, forfrosne land og dets trangbrystede beboere. Først i 1951, da sindene efterhånden var faldet til ro i hjemlandet, forlod Céline sit danske eksil. Egentlig stod han til et års fængsel, en kæmpebøde og tab af sine borgerlige rettigheder. Men også han blev benådet. Først af myndighederne, siden af læsere og kritikere. Ussel havde hans optræden været, javel, men hvilken forfatter. Man var nødt til at læse ham, medmindre man ville afskære sig selv fra et af århundredets banebrydende værker. Forskere ville gerne studere hans første udkast til 'Rejse til nattens ende', men hvor var det? Kunsthandleren, der havde købt det, var død i 1950 uden at efterlade mindste spor. Céline selv, der døde i 1961, bidrog heller ikke med oplysninger. Alle hånde rygter var i omløb, men ingen af dem holdt vand. Først omkring årsskiftet 2000/2001 dukkede manuskriptet op. Det blev udbudt til salg af den 87-årige Pierre Berès, der er noget af en fabel blandt franske antikvarboghandlere. Han påstod, at han var blevet betroet skatten af en britisk samler, der ønskede at være anonym. Men Berès bedyrede det med en let plirren i det ene øje. Kolleger har en lumsk mistanke om, at Berès har manuskriptet fra den afdøde kunsthandler Etienne Biguou, som han i sin tid gjorde flere forretninger med. Den gode fe I det franske nationalbibliotek lød alarmklokkerne. Hvordan sikrer vi, at manuskriptet bliver nationens ejendom, og at det ikke ender i en milliardærs boks eller på et af de amerikanske universiteter, der flyder i sponsorpenge? Ganske vist er der på nationalbibliotekets budget en post til indkøb af manuskripter, men den ville række til Wandsbek, hvis buddene på den forestående auktion ville fare til himmels. Da dukker den gode fe i eventyret op: Nahed Ojjeh, enke efter Akram Ojjeh, der i 1970erne tjente formuer ved at være mellemmand mellem Saudi-Arabien og franske virksomheder, ikke mindst våbenindustrien. Frankrigs daværende udenrigsminister Roland Dumas var en nær ven af ægteparret. Man havde interesser til fælles. Også musiske - Akram Ojjeh, der havde studeret på Sorbonne, var en stor beundrer af fransk ånd og kultur. Det viste han, da han forærede nationalbiblioteket i Paris originalmanuskriptet til Chateaubriands klassiker 'Erindringer fra den anden side af graven'. Ojjehs enke (hvis far var forsvarsminister i Syrien) har i årevis siddet på en fond med adresse i Liechtenstein. Denne position satte hende i stand til at skænke det franske nationalbibliotek en smuk sum, så man kunne gå til Céline-auktion uden alt for stor hjertebanken. Hammeren faldt ved 11 millioner franc - idet nationalbiblioteket til slut måtte gøre brug af sin forkøbsret - men med diverse honorarer bliver den endelige pris 12,18 millioner franc, verdensrekord. Til sammenligning: Et enkelt kapitel af James Joyces 'Ulysses' gik nylig for 11,5 millioner franc. Tænk, hvis Céline og Joyce havde haft adgang til en pc. Hvem vil byde på en diskette? En bedre version Blandt auktionsgæsterne i Paris var skuespilleren Fabrice Luchini, der sidste efterår kunne fylde et teater aften efter aften med sin oplæsning af 'Rejse til nattens ende'. Han kan, uden at famle efter et eneste ord, citere hele kapitler efter hukommelsen. Luchini var rystet over slutprisen: Når man nu kan gå hen i hvilken som helst boghandel og købe mesterværket for 55 franc - »tilmed i en bedre version«. For Céline skrev om til det sidste, og da han fik den maskinskrevne tekst forelagt blev der igen strøget, rettet og føjet til. Dette maskinskrevne 'manuskript' har været kendt længe. Det tilhørte en parisisk antikvarboghandler, der skilte sig af med det sidste år, kort inden sin død. Ingen ved, hvor det nu er. Jungletrommerne går, at det vist var en amerikaner, der kunne sætte nuller nok på checken. Célines enke, danserinden Lucette Destouches, lever stadig, hun er 84. Forleden udsendte hun en lille bog, 'Céline secret', hvor hun dæmpet beretter om sit lange samliv med geniet, der tiltrak sig så store mængder afsky og beundring. Hun skildrer ham som et skrøbeligt, godt menneske, der led frygteligt af dårlige nerver - den livslange følge af et granatchok han pådrog sig under Første Verdenskrig. 'Rejse til nattens ende' er oversat af Lars Bonnevie. Desuden har Hans Boll-Johansen indgående beskæftiget sig med Célines liv og værket i 'Latter i dødens skygge'. Begge bøger udgivet af Forum.