I dansk litteratur er Henrik Pontoppidan romanforfatteren par excellence. Han blev det, fordi han ville, og fordi han kunne, og fordi romanformen, netop idet han tog den op, var ved at være udviklet til det perfekte medium for en meget omfattende og sammenhængende begribelse af den tid og den historie, han kunne og ville engagere sig i. Pontoppidan helligede sig romanen, viede sig til den og var den tro, og den besvarede hans talent for det anskuelige tidsbillede, for den på én gang analytiske og symbolske og satiriske fremstilling af typiske individers liv med hinanden og for deres kon- og destruktive ageren i samfundslivet og i det personligt og alment historiske - romanen besvarede med sin multifacetterende form alt dette, plus hans id og hans flid, med nådig hengivelse og generøs medvirken til hele hans projekt. Henrik Pontoppidan fik hjælp og blev båret frem af en litterær tradition, fordi den gennem hans indsats kunne finde, hvad der i al fald nærmer sig, en fuldendelse. I den nationale litteraturhistorie ligner hans romaner, både de ganske små og de gevaldigt store, endda så godt et højdepunkt i den naturalistiske, positivistiske, klassiske, borgerligt-individualistiske, hvad-man-nu-vil-kalde-den romankunst, at hans navn er blevet emblemet på nævnte monstrum. Pontoppidan er derfor ofte hvad man refererer til, med ærefrygt eller afsky, når man kort vil markere sin holdning til romangenrens videre udvikling, dens tomgang og amokløb, dens bodsøvelser og svireture, dens im- og eksplosioner. I min egen historie som læser og halvlitterat har der unægtelig været en periode, hvor jeg klart hørte til nejsigerne over for alt hvad man sådan kan betegne med ordet Pontoppidan, og det blev en temmelig lang periode. Jeg var begyndt at læse ham som femtenårig og nåede dog igennem det meste af ham, inden jeg nogle få år efter måtte sige helt fra. Jeg kunne slet ikke klare det længere, som man siger, kunne bare ikke tåle mere af den i mine øjne alt for grumsede most, eller med et ord fra den religiøse sprogbrug som måske dækker bedst: Jeg kunne dengang pludselig ikke mere læse en side af Pontoppidan og hans slags uden at forarges. Jeg følte i alle indvolde, inklusive hjernen, at det syntetiske og centralperspektiviske i hans metode, og frem for alt at den såkaldt realistiske sprogholdning i al sin brammende virkelighedstroskab var falsk , og at sådan en slags bøger derfor, som alt andet falsk, jo var noget man burde holde sig langt væk fra.