Al historieskrivning er en slags samtidshistorie i én bestemt forstand: Eftersom historiens to udviklingsakser er tiden og magten, fortæller historiebøgerne jo om magtforhold i de tidsafsnit, bøgerne handler om. Men måden de fortæller på - og måske navnlig dét, de ikke fortæller om - bliver desuden en mere eller mindre bevidst belysning af magtforhold i den tid, hvor bogen bliver til. Hvis den ellers forelå i trykt og udgiven form, kunne man altså især læse samtidshistorie ud af »den største historiske bog, nemlig glemmebogen«. Sådan kalder Steen Andersen den i Weekendavisen, hvor han jo dog må nøjes med at anmelde en anden bog om hele dette problemkompleks, nemlig Claus Brylds 'Kampen om historien'. Bogen består af femten »veloplagte essays«, skriver Andersen. »Der er både vid og bid«, og Bryld har »fået både bredde og præcision til at gå op i en højere enhed«.