Nede i Saint-German des Près på Paris' venstre Seinebred lå og ligger det lille Minuit-forlag i et hyggeligt hus på tre bittesmå etager. Husets herre i mere end en menneskealder har været Jérôme Lindon, en af de særeste og mest afgørende skikkelser i efterkrigstidens europæiske forlæggeri. Da han døde for nogle uger siden var det - og klichéen er på sin plads - en epoke, som var slut. Den ny franske romans epoke. Jérôme Lindon (1925-2001) var en af de forlæggere, man aldrig så i Frankfurt eller på forlæggeriets andre, larmende markedspladser. Han rejste til Stockholm, når der skulle hentes en Nobelpris, ellers sad han helst ved sit parisiske skrivebord omgivet af bogreoler fyldt med egne udgivelser: Samuel Beckett, Alain Robbe-Grillet, Robert Pinget, Michel Butor, Nathalie Sarraute, Marguerite Duras, Claude Simon. Førstnævnte fik Nobelprisen i 1969, sidstnævnte fik den i 1985, og havde det ikke været for Jérôme Lindon, var næppe nogen af dem nogen sinde udkommet - vi havde ventet på Godot den dag i dag. Syv forlag på stribe havde afvist Beckets ubegribelige 'Molloy', før Jérôme Lindon antog den, og samme historie kunne fortælles om adskillige andre af hans udgivelser.