Da Karen Blixen i over en halv snes år boede i Kenya nær Nairobi i begyndelsen af 1900-tallet, havde hun indimellem problemer med tyverier på sin afrikanske farm. Men hjælpen var altid nær. Hendes tro somalitjener Farah overtog som oftest sagerne og opklarede dem med sin helt egen kriminalteknik. I erindringsbogen 'Skygger på Græsset' fra 1960 fortæller forfatteren i kapitlet 'Farah', hvordan han en gang på mystisk vis skaffede en stjålen 100-rupi seddel til veje igen. Den relativt anselige sum var forsvundet under en lønudbetaling til kaffefarmens flere tusinde arbejdere, og Karen Blixen anede ikke sine levende råd. For både af økonomiske og principielle årsager anså hun det for vigtigt at fange tyven eller i det mindste få sine penge tilbage. Men hun nærede ikke store forhåbninger til opklaringsarbejdet, som Farah ellers fuld af selvtillid straks overtog. Nogle af de indfødte stammer brugte dengang at anbringe deres døde på sletterne til rovdyrene og gribbene i stedet for at begrave dem, og efter opdagelsen af tyveriet forsvandt Farah ud i landskabet for et par timer senere at komme tilbage med et fintpillet kranium fra et menneske. Karen Blixen gjorde store øjne over dødningehovedet og beretter i sin fortælling: »Farah slog en pæl i jorden foran døren til mit hus og gjorde hovedskallen fast på toppen af den. Jeg stod og så til. »Hvad skal det egentlig være godt for Farah?«, spurgte jeg. »Tyven er nok allerede langt borte. Og skal jeg nu have det hoved stående lige foran min dør?« Farah svarede ikke, han trådte et par skridt tilbage og lo lidt«. »Men næste morgen lå der en sten ved foden af pælen, og under stenen en 100-rupi seddel. Ad hvilke dunkle, krogede veje den var kommet der, vidste jeg ikke og fik det aldrig forklaret«. Ved andre lejligheder var husdetektivens metoder knap så raffinerede, men lige så effektive. Det demonstrerede han engang, da Karen Blixen kom tilbage til farmen efter en safari og opdagede, at hun under fraværet var blevet frastjålet et sæt sølvtøj og to af sine bedste natkjoler. Forfatteren fortæller i en radioudsendelse fra 1950, at en indisk vaskemand fra Nairobi straks kom under mistanke for tyveriet. Han havde været i huset, da hun tog af sted på løvejagt. Farah meldte sig på stedet som rejsende chefefterforsker og begav sig ind til storbyen med en helt ny opklaringsteknik i bagagen. Han skitserede den inden sin afrejse kort for den forbløffede, danske kaffefarmer: »Jeg vil sige til denne slette mand, at Gud synes ikke om, at man stjæler«. »Ja, det kommer du vist langt med over for en indisk vaskemand«, svarede baronessen syrligt. Men som sagt, så gjort, og et par dage efter returnerede Farah til kaffefarmen med sølvtøjet under armen. Karen Blixen stirrede vantro på de tilbagevendte tyvekoster og spurgte sin tjener, om det da virkelig havde gjort indtryk på inderen, at Vorherre ikke bryder sig om tyveknægte. »Det brød denne dårlige mand sig slet ikke om«, svarede Farah. »Men så låste jeg dørene og tog min kniv frem. Så kom han med det«. Karen Blixens helt private detektiv lovede, at han senere nok også skulle støve de to forsvundne natkjoler op. Men hvordan den efterforskning endte, melder beretningen ikke noget om. Begge Farahs noget særprægede opklaringsmetoder kan i originalitet og effektivitet snildt måle sig med den nogenlunde samtidige Sherlock Holmes' ekstremt avancerede kriminalteknikker i den engelske Sir Arthur Conan Doyles verdensberømte detektivhistorier, så stotytelleren fik ganske sikkert også sit dyrebare lingeri tilbage i soveværelset. Under dæknavnet Pierre Andrezèl forsøgte hun sig i 1944 selv i den kriminalistiske genre med romanen 'Gengældelsens Veje', der dog mere er en psykologisk gyser om to unge pigers ophold hos en ond, skotsk præst og hans kone med hvid slavehandel som bibeskæftigelse end en traditionel krimi med kompliceret plot og opklaringsarbejde. Sherlock Holmes viser vej I detektivhistoriernes boldgade er den lægeuddannede Arthur Conan Doyle mesteren til alle tider med den geniale polyhistor Sherlock Holmes som kvintessensen af forfatterens litterære skaberkraft. I fire romaner og 56 fortællinger frem til 1927 optræder den violinspillende og opiumrygende overklasseungkarl som uafhængig superopdager. Det hedder sig, at Conan Doyle byggede sin helt over sin læremester under de medicinske studier ved University of Edinburgh, professor Joseph Bell, og masser af naturvidenskabelig grundviden foruden kriminaltekniske visioner gennemsyrer da også historierne om Sherlock Holmes og hans noget naive, men trofaste ven og hjælper, dr. John H. Watson. Efter veloverstået lægeeksamen introducerede Conan Doyle opdagerparret i romanen 'Et Studie i Rødt' i 1887, hvori Holmes underholder Watson med sin opdagelse af en metode til at spore menneskeblod opløst i vand helt ned til en fortyndingsgrad på en til en million. Ret imponerende i betragtning af, at biokemikerne ude i den virkelige verden først opfandt en lignende teknik 14 år senere. Holmes kommer da heller ikke ind på detaljerne i sin fremgangsmåde. Den piberygende gentleman demonstrerer i Doyles næste detektivroman, 'De Fires Tegn', sit talent for at skelne mellem 140 forskellige mærker cigaretter, cigarer og pibetobak bare ved at undersøge deres asker. Andre af hans avancerede efterforskningsmetoder var også forud for deres tid i årtierne omkring 1900; det gælder afstøbning af fodaftryk, bestemmelse af forskellige typer jord, mikroskopering af hår og metaller, lakmusprøver, giftanalyser m.v. Arthur Conan Doyle skrev også bøger om parapsykologiske emner, og hans interesse for det menneskelige sind gennemsyrer hele forfatterskabet om Sherlock Holmes, som under sit opklaringsarbejde næsten altid tegner en slags mentale adfærdsportrætter af de forskellige gerningsmænd. Forbrydelsens psykologi I Shakespeares drama 'Julius Cæsar' udbryder stykkets titelperson på et tidspunkt: »Jeg vil se fede mænd omkring mig, mænd med glatte hoveder, der sover trygt. Den Cassius ser mager ud. Han tænker meget. Den slags folk er farlige«. Replikken er et skoleeksempel på, hvordan vi ud fra et menneskes fremtoning ofte prøver at slutte os til dets karakter og adfærd. Den slags skrev den italienske kriminolog Cesare Lombroso og den tyske psykiater Ernst Kretschmer vidtløftige lærebøger om i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Set i lyset af vor tids forskning er deres teorier det rene nonsens iklædt videnskabelige gevandter, og de er da også for længst forladt. Til gengæld prøver kriminalpolitiet nu om dage med større held at indkredse en forbryder ved at analysere hans gerninger og metoder. Og allerede i 1841 opstillede Sherlock Holmes eneste ligeværdige forgænger, Edgar Allan Poes både poetisk interesserede og stringent tænkende detektiv C. Auguste Dupin, kriminallitteraturens første psykologiske profil. Det er naturligvis den, der på overraskende vis løser gåden i Poes klassiske novelle 'Dobbeltmordet i Rue Morgue'. Psykologiske profiler er i de senere år blevet særdeles populære elementer i både spændingsfilm og den moderne krimilitteratur, og i sin fascinerende uhygge blev 'Ondskabens Øjne' med Anthony Hopkins i hovedrollen som massemorderen og den geniale psykiater dr. Hannibal 'The Cannibal' Lecter en af 1990ernes største filmsucceser, ligesom Thomas Harris' roman af samme navn forinden kom i top på alverdens bestsellerlister. To hoveder tænker ofte bedre end ét, når der skal analyseres og løses krimiopgaver. Også selv om det ene er det andet langt overlegent. Det demonstrerer samarbejdet mellem Holmes og Watson så tydeligt eller Farah og Blixen for den sags skyld. I 'Ondskabens Øjne' indtager den psykopatforvarede Hannibal Lecter rollen som geniet, mens den fremmelige FBI-elev Clarice Starling spillet af Jodie Foster er troldmandens lærling. Sammen udarbejder de en psykologisk profil på massemorderen 'Buffalo Bill', som har fået sit tilnavn, fordi han flår skindet af sine ofre. Hannibal selv plejede at æde sine ofres indvolde. Det problematiske samarbejde med den dæmoniske psykiater spærret inde efter alle kunstens regler og den jordnære politidetektiv ude i felten byder på masser af drama. Ikke mindst fordi Hannibal Lecter samtidig med opklaringsarbejdet prøver at snøre Clarice Starling og flygte fra det psykiatriske fængselshospital. Så man skal nok ikke forvente, at Rigspolitiets nye efterforskningsgruppe med psykologiske profiler som speciale allierer sig med danske mordere i jagten på banditterne, selv om den utraditionelle koalition giver bonus i 'Ondskabens Øjne'. Den efterforskende, fascistoide kriminalinspektør Kramer lever sig i Lars von Triers engelsksprogede gennembrudsfilm, 'Forbrydelsens Element' fra 1984, så voldsomt ind i den efterlyste pigemorders mentale univers, at han selv ender på katastrofal, morderisk kurs. Det kan som krimiplot opfattes som fortænkt og spinkelt, men det er den senere verdensberømte, danske filminstruktør garanteret ligeglad med, for hans ærinde var at skabe et originalt filmværk, hvilket jo lykkedes over al forventning. Skakspil om menneskeliv Mens det store publikum omkring årtusindskiftet stadig ventede på den for længst besluttede fortsættelse af 'Ondskabens Øjne', der fik Danmarkspremiere i februar 2001, kunne man fornøje sig med Denzel Washington og Angelina Jolie som endnu et umage mand/kvinde opdagerpar i krimien 'The Bone Collector' fra 1999. Og for en gangs skyld er helten i historien en decideret kriminaltekniker. Han hedder Lincoln Rhyme og er som sengeliggende og lam fra halsen og nedefter - bortset fra sin højre pegefinger - endnu mere fastlåst i sit fysiske råderum, end Hannibal Lecter er det i sin konstant overvågede enecelle. Rhymes øjne og ører ude i New Yorks underverden er den unge, smukke gadebetjent Amelia Donaghy med det kvikke hoved. Endnu en gang er en gal seriemorder på spil, men i denne historie leger han bevidst kispus med detektiverne og lægger spor og tegn ved sine ofre for at demonstrere sin overlegenhed i det makabre skakspil om menneskeliv. Den psykologiske profilering er atter en central brik i det noget urealistiske opklaringsarbejde i filmen, som ellers skildrer principperne i forskellige, avancerede kriminaltekniske metoder ganske troværdigt. Til den del af instruktionen fik filmholdet ekspertbistand af opdageren Hal Sherman, der som kriminaltekniker ved New Yorks politi i over en halv snes år selv har undersøgt henved 2000 gerningssteder inklusive 1400 mordofre for spor. En helt speciel form for kriminalteknik er central i 'Mord i Gorky Park' fra 1983 med William Hurt og Brian Dennehy i hovedrollerne som henholdsvis en russisk og en amerikansk kriminalopdager på jagt i Moskva efter Lee Marvin, der spiller en stenrig, men skurkagtig og morderisk pelshandler fra USA. Historien i filmen, som er bygget over en roman af Martin Cruz Smith og med manuskript af den legendariske engelske forfatter Dennis Potter, begynder en vintermorgen med, at to mænd og en kvinde findes myrdet i Gorky Park med deres ansigter skåret bort. Den komplicerede handling skal ikke gengives her, men det interessante for tilskueren er bl. a. at følge opklaringsarbejdet af mordene parallelt med, at en antropolog på et anatomisk institut i Moskva genopbygger mordofrenes ansigtstræk i ler ud fra kraniernes form. For en identificering af de myrdede er helt central for opklaringen af forbrydelsen. Mordofre uden ansigter er sjældne i virkelighedens kriminalmysterier, men arkæologen John Prag og medicineren Richard Neave ved Manchester University har i løbet af 20 år opnået international berømmelse ved at vække adskillige for længst afdøde personer 'til live' igen ved at genskabe deres ansigtstræk i ler og gips alene ud fra deres hovedskaller. Det gælder bl. a. den frygiske Kong Midas, Ydepigen, Lindowmanden, en ypperstepræst fra antikken og adskillige egyptiske og romerske mumier. Inklusive en enkelt fra Glyptoteket i København. Med samme teknik har de to englændere jævnligt hjulpet politi verden over med identifikation af lig uden ansigter a la dem i Gorky Park.