Kunstnere har ikke formel magt - medmindre de optræder som statister, når politikere vil omgive sig med åndens magt. Men de kan sætte dagsordener og overskride grænser, og dermed får de magt, mener forfatterne til analysen om magten i Danmark, der her har ladet kunstnerne selv udpege eliten inden for deres område. Men inden det gennembrud, som gør kunstnerne offentligt kendte, skal de meget igennem. Uddannelsen er et snævert nåleøje. Der er kamp om pladserne til filmskole, kunstakademi og teaterskoler, og nået dertil begynder kampen om instruktørernes, teaterchefernes, museumsdirektørernes og forlagschefernes gunst for alvor. Kun få kan tjene penge på deres kunst, og kunstnerne står stort set uden for alle formelle netværk. Derfor er kultureliten i høj grad dem, som administrerer uddannelser, kulturinstitutioner og fonde. Der er flere kvinder blandt den udøvende og administrerende kulturelite, men også her halter kvinderne efter. Eliten er grå i tindingerne, for vejen er lang inden det kunstneriske gennembrud eller den administrative stilling, der til gengæld giver de samme fordele - men med mindre løn - som hos kollegerne i den øvrige danske elite. De har også den samme baggrund med akademisk uddannede forældre, de er født i København, de er vokset op med finkulturen - og kunstens bureaukrater bor i Gentofte og omegn. Billedet er mere spredt for de udøvende kunstnere, der har en stor geografisk og uddannelsesmæssig spredning. Den fastholder de, og kun få af dem når Gentofte, men holder til i mere ydmyge kvarterer og dele af landet.