Bøgernes forårssæson er i takt med døgnets middeltemperatur omsider ved at nå op over nulpunktet. Fire bøger prægede ugen i særlig grad: Katrine Marie Guldagers langdigt 'Ankomst, Husumgade', Jostein Gaarders roman 'Maya', Martin Halls dagbog 'Kommunikaze' og Peter Øvig Knudsens 'Efter drabet'. Her skal fokuseres på sidstnævnte. Men, ante scriptum: læs Politikens anmeldelser, også de nyeste, på www.politiken.dk. 'Efter drabet' havde vi sidste lørdag lejlighed til at bringe uddrag af her i sektionen. Bogen udspringer af den række interview, Peter Øvig Knudsen i begyndelsen af 2000 offentliggjorde i Weekendavisen med tidligere modstandsfolk, som deltog i stikkerlikvideringer under krigen. Nu har forfatteren haft adgang til en række arkiver og foretaget en bredere afdækning af hele området: de ca. 400 likvideringer, der blev foretaget i Danmark - heraf hundrede alene den sidste måned af krigen. Det er lidt af et scoop, at Weekendavisen har fået historikeren og diplomaten Bo Lidegaard til at anmelde bogen. Lidegaard er kendt med modstandsbevægelsen, bl.a. via sin banebrydende disputats om Henrik Kauffmann, og han er modtager af Ebbe Muncks mindelegat. Anmeldelsen lægger først bogens præmisser og proportioner frem, hvorpå den diskuterer pro et contra. Pro: »Frode Jakobsen - og med ham det officielle Danmark - modsatte sig med næb og kløer en undersøgelse af den karakter, Øvig Knudsen nu med mere end et halvt århundredes forsinkelse har antydet omridset af. Det kan forekomme kritisabelt og - endnu værre - problematisk ikke bare for retssikkerheden, men også for både efterladte og likvidatorer«. »Lettere at forsvare bliver det ikke af, at man kan have begrundet mistanke om, at Frode Jakobsens og andre ledende modstandsfolks egentlige motiv for mørklægningen af hele området ikke så meget var hensynet til den enkelte likvidator, men nok så meget deres kendskab til også den ende af skalaen, hvor stikkerdrab i virkeligheden udgjorde vilkårlige henrettelser af danske nazister og deres sympatisører«. Stærke ord i en diplomatisk mund, og Lidegaard præciserer endda en ekstra gang, at Frode Jakobsen er bogens skurk. Men så kommer contra.