0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Der var krig

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Bøgernes forårssæson er i takt med døgnets middeltemperatur omsider ved at nå op over nulpunktet. Fire bøger prægede ugen i særlig grad: Katrine Marie Guldagers langdigt 'Ankomst, Husumgade', Jostein Gaarders roman 'Maya', Martin Halls dagbog 'Kommunikaze' og Peter Øvig Knudsens 'Efter drabet'. Her skal fokuseres på sidstnævnte. Men, ante scriptum: læs Politikens anmeldelser, også de nyeste, på www.politiken.dk.

'Efter drabet' havde vi sidste lørdag lejlighed til at bringe uddrag af her i sektionen. Bogen udspringer af den række interview, Peter Øvig Knudsen i begyndelsen af 2000 offentliggjorde i Weekendavisen med tidligere modstandsfolk, som deltog i stikkerlikvideringer under krigen.

Nu har forfatteren haft adgang til en række arkiver og foretaget en bredere afdækning af hele området: de ca. 400 likvideringer, der blev foretaget i Danmark - heraf hundrede alene den sidste måned af krigen.

Det er lidt af et scoop, at Weekendavisen har fået historikeren og diplomaten Bo Lidegaard til at anmelde bogen. Lidegaard er kendt med modstandsbevægelsen, bl.a. via sin banebrydende disputats om Henrik Kauffmann, og han er modtager af Ebbe Muncks mindelegat.

Anmeldelsen lægger først bogens præmisser og proportioner frem, hvorpå den diskuterer pro et contra. Pro:

»Frode Jakobsen - og med ham det officielle Danmark - modsatte sig med næb og kløer en undersøgelse af den karakter, Øvig Knudsen nu med mere end et halvt århundredes forsinkelse har antydet omridset af. Det kan forekomme kritisabelt og - endnu værre - problematisk ikke bare for retssikkerheden, men også for både efterladte og likvidatorer«.

»Lettere at forsvare bliver det ikke af, at man kan have begrundet mistanke om, at Frode Jakobsens og andre ledende modstandsfolks egentlige motiv for mørklægningen af hele området ikke så meget var hensynet til den enkelte likvidator, men nok så meget deres kendskab til også den ende af skalaen, hvor stikkerdrab i virkeligheden udgjorde vilkårlige henrettelser af danske nazister og deres sympatisører«.

Stærke ord i en diplomatisk mund, og Lidegaard præciserer endda en ekstra gang, at Frode Jakobsen er bogens skurk. Men så kommer contra.


Før vi med Lidegaard slår contra, skal det for en ordens skyld ikke skjules, at bogen bliver omtrent entydigt positivt anmeldt overalt. To historikere, som ellers ikke er så voldsomt enige lige netop nu, nemlig Jyllands-Postens Bent Jensen og Politikens Steffen Heiberg, er samstemmende positive over for den fængslende og afbalancerede bog, som loyalt lader både likvidatorer og likvideredes efterladte komme til orde.

Bent Jensen hæfter sig indledningsvis ved forfatterens unge alder og den kendsgerning, at han »overhovedet ikke havde hørt om fænomenet stikkerlikvideringer før ved en tilfældighed i sommeren 1999. Det er i sig selv både tankevækkende og forstemmende. Et vidnesbyrd om, hvordan det danske uddannelsessystem har gjort en hel generation historieløse«.

Steffen Heiberg understreger, at Peter Øvig Knudsens primære tilgang er »psykologisk«: Interviewene fortæller først og fremmest om omkostningerne for dem, der var med. Mareridt og angstanfald, et liv på piller; selvmord. Her i det psykologiske sætter Bo Lidegaard også sit contra ind:

»Frode Jakobsen indså formentlig, at både vort retsvæsen og vore moralbegreber var - og vel stadig er - ude af stand til at håndtere og bearbejde dobbeltheden i det enkelte menneskes natur, når han eller hun i sin person rummer både den uforfærdede frihedshelt og den hensynsløse drabsmand, både den dybt anfægtede, der handler under situationens tvang, og den med tiden afstumpede, der ikke tager det så nøje, om der ryger en ægtefælle eller en tilfældig sekretær med i købet«.

Bo Lidegaard konkluderer:

»Måske kan vi selv ikke med tidens lange afstand sige andet end det, som Frode Jakobsen til sin dødsdag insisterede på: Der var krig«.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce