Anne Marie Løn er de store modsætningers kvinde. Og hun kan den kunst at forene det intenst underholdende med lødighed og kvalitet og er elsket af et stort publikum. Dermed gør hun sit til at holde læselysten ved lige i en tidsalder, der er på vej til at blive overtaget af tv's flade serier og et Internet, der breder sig med foruroligende hast. Hun er på en gang maniker - som alle virkelige kunstnere er det og betaler en høj pris for det - og en magiker, der leder sin læser ind i vidunderlige eller frygtindgydende universer, hvor alt kan ske. De store fantasier er hendes ånds hjemsted med alt, hvad dette indbefatter af gru og henrykkelse, og det er mere end velfortjent, at hun får tildelt De Gyldne Laurbær. I sig selv er det en bedrift at kunne overraske, som Anne Marie Løn er i stand til med hver ny bog, hun udsender. Ligesom man tror, man har hende, så har man hende slet ikke, for så er hun et helt andet sted henne. »Jeg er flyvsk«, har hun udtalt om sig selv, og bekræfter denne selvkarakteristik, når hun i et forrygende tempo får sagt mere på fem minutter end andre på en hel uge. Men hvis man tror, det har noget med ustadighed at gøre, en stundesløshed, der flyver fra det ene indfald til det næste, så tager man grueligt fejl. Når Anne Marie Løn først er standset op og begynder at lytte indad, fordi hun har set, hørt, læst om en eller anden særegen begivenhed eller menneskeskæbne - så slipper hun ikke sit tag i dette stof. Eller rettere: Det er stoffet, der holder hende i en jernklo, indtil hun har sluppet sin egen virkelighed for totalt at leve sig ind i fantasiens virkelighed og forløse den i sin digtning. Hun befinder sig til stadighed i et psykisk højspændingsfelt, der truer med tredjegradsforbrændinger, hvis hun ikke slipper noget af spændingen løs. Alligevel spærrede man øjnene op, da hun i anledning af udgivelsen af sin seneste roman 'Kærlighedens rum' fra sidste år uden at blinke udtalte, at hun havde det ligesom Nuser i Radiserne, der foretrækker både at læse og skrive den stille bog: »Jeg har det ligesom Nuser, der siger: Jeg holder af bøger med kun én person, og ham sker der ikke noget med«. Ganske vist er 'Kærlighedens rum' stilfærdig, men alt taget i betragtning var man knap kommet sig efter 'Dværgenes dans' - som beskriver en hel slægt og dens historie - for ikke at tale om 'Prinsesserne' fra 1996, der fik en anmelder til at beklage, at denne omfangsrige dramatiske roman, der over en menneskealder beretter en slægts-histore, tilligemed historien om medlemmerne fra den nærliggende landsby - at den ikke som de store russiske romaner havde en oversigt bag i bogen, så man kunne holde rede på persongalleriets familie, venner og venners bekendte.